Det er den sidste dag i 2013 og vi tager meget snart hul på et nyt og ubrugt år, som min mor ikke vil være en del af. Jeg kan huske hvor hårdt det var den første gang da det var nytår efter min mors død. Det var rigtigt trist og jeg græd en del i dagene op til. Alt var så intenst, sorgfuldt og skulle gennemleves for første gang.
At fejre 3. jul uden sin døde mor
December er gået og jeg har ikke været aktiv på bloggen. Jeg tror, at det kendetegner det billede af hvordan sorgen føles her den 3. jul efter min mors død. Sorgen er blevet mere afdæmpet, rolig og mindre nærværende langt de fleste dage på året. Det har været en december, som har været travl på mit arbejde og med sociale arrangementer.
Om gråd på en novemberaften længe efter en mors død
Næsen presset fladt mod ruden mod terrassen en novemberaften.
En lille dråbeformet plamage på min kind
løber og trækker spor over kinder på en kvinde midt i livet
fordeler sig i små unikke floder der bliver større og brusende.
Den varme luft fra novemberkuldens kolde aften
rammer ansigtets varme midt i en gråd der ikke vil stoppe.
Gråden af et savn der er stort i disse dage i november mørkets tid hvor
indre dæmoner og vrede om en svunden tid
står lyslevende og flammer af vrede og had
midt en lille piges hjerte der græder efter sin mor
og håbet om en normal og ren kærlighed
som aldrig var.
En lille dråbeformet plamage på min kind
løber og trækker spor over kinder på en kvinde midt i livet
fordeler sig i små unikke floder der bliver større og brusende.
Den varme luft fra novemberkuldens kolde aften
rammer ansigtets varme midt i en gråd der ikke vil stoppe.
Gråden af et savn der er stort i disse dage i november mørkets tid hvor
indre dæmoner og vrede om en svunden tid
står lyslevende og flammer af vrede og had
midt en lille piges hjerte der græder efter sin mor
og håbet om en normal og ren kærlighed
som aldrig var.
Om at gå den 3. jul i møde uden min elskede mor
LIGE om lidt er det jul igen. Det bliver den 3. jul uden min mor. For 2 år siden havde jeg det ganske hæsligt i disse måneder. Jeg har siddet og læst tilbage i de indlæg som er skrevet for nøjagtigt 2 år siden, nemlig i oktober 2011.
Om at fokusere på træning og flere positive tanker efter en mors død
Dette indlæg handler om at træne som en gal. Træne som en gal for at blive helt slank, komme de negative tanker kvit og forsøge at gøre op med sig selv, hvad man gør, når man faktisk erkender, at man igennem lang tid har følt sig overset og svigtet af en person, jeg troede var i min nærmeste kreds.
Om at erkende behovet for en sorggruppe
Oktober er kommet i al sin pragt. Smukke solskins morgener, der starter i buldermørke kl. 6.00 når vækkeuret ringer. Det er tydeligt, at det er blevet efterår, men himlen er utrolig smuk med lyserøde vatskyer på himlen hver morgen, når jeg kører på arbejde med 2 af ungerne.
Om at have mistet 2 familiemedlemmer
Det har været nogle hårde uger. At miste min farmor har, i en mild form, reaktiveret mit savn efter min mor.
Jeg har mistet de 2 nære omsorgspersoner i mit liv der var med i det liv, der gik forud mine børn og min mand.
Jeg har mistet de 2 nære omsorgspersoner i mit liv der var med i det liv, der gik forud mine børn og min mand.
Min elskede farmor på næsten 100 år døde i går
I nat døde min elskede farmor på næsten 100 år.
Hun var det mest elskelige og kærlige menneske i mit liv. Hun viste mig ubetinget kærlighed, omsorg og overskud i min barndom.
Jeg var på lange sommerferier hos hende i en lille soveby i Jylland hvert år. Jeg kan huske lange varme sommerdage i haven, hvor hun havde et overflødighedshorn af bær. Jordbær. Hindbær. Stikkelsbær. Solbær. Kirsebær. Forunderlige og smukke frugter, hvis form og farve står stærk i min bevidsthed. De røde, lyserøde og blårøde nuancer fra en svunden tid hos en farmor, der altid havde tid og var af sidste af sin generation, der havde dedikeret sit liv til familien på godt og ondt, men kun godt set fra mit perspektiv. Der var hvide totter på en sommervarm blå himmel med sølvmågerne skrigen fra byen. Der var ture om til købmanden og Brugsen, hvor der blev købt ind til dagens middag. Der var duften af frikadeller, rødkål og jordbærgrød. Der var gaskomfur og verdens største spisekammer eller viktualierum. Der var kærlighed og uendelig tid og omsorg. Når jeg steg ud af toget på den lille station blev tiden sat ned i gear. Langsomt og overkommeligt og der var så skønne dage fra de mange lange sommerferier, hvor omsorg og kærlighed var på dagsordenen.
Hun var en lille rund dame med det smukkeste grå hår, som altid skulle sættes med papilotter og papir. Hun var duften af flonel sengetøj og små smukke og runde sæber i sengetøjet og på badeværelset. Hun kunne hækle og sy som ingen anden. Hun råbte aldrig højt eller hævede stemmen. Hun lavede mine livretter og havde masser af tid. Der var bunker af ugeblade, som blev delt med alle nabokonerne. Det var tiden før de mange TV-kanaler og computere, så tiden var langsom, rund og fuld af minder og lyde.
Hun blev født under 1. verdenskrig og har levet i det århundrede, som har haft den største udvikling i hele menneskehedens historie. Hun overlevede sulten i 1930´erne, krigen i 1940´erne, fik børn og sørgede for dem. Hun var ydmyg og vant til at leve for ingen penge og i små kår. Hun var som alle andre kvinder fra den tid dybt betagede da der kom farvet gavepapir i alverdens farvenuancer frem i butikkerne. Hun gemte dem i sirligt pakkede bundter i skabene til bedre tider. Hun oplevede de teknologiske fremskridt op igennem 1960´erne, den økonomiske krise i 1980´erne og var frisk og mentalt med langt op i 90´erne, hvor hun blev oldemor til mine børn. Mine ældste børn kan huske, at vi besøgte hende da de var små og der var syltetøj, ost og boller på det pænt dækkede bord.
Min farmor var en helt særlig kvinde. Jeg tænker på hende med dyb kærlighed og taknemlighed i brystet. Min farmor var en boglig klog kvinde, som fulgte med i aviser og blade. Desværre var hun også et barn af en fattig landbrugsfamilie, så det lå aldrig i kortene, at hun skulle læse videre, men hun ville helt sikkert have haft evnerne til det. Jeg kan huske, at hun var meget optaget af de kritiske forhold som missionærerne udsatte det afrikanske kontinent for i historiens grimme kapitler. Vi snakkede meget om det da jeg var på de lange ferier som teenager hos hende. Min farmor havde den smukkeste håndskrift i sirligt snoede linjer på papiret.
Min farmor var den sidste livsline jeg havde til livet, der er før mine børn. Tilbage har jeg kun min far og en biologisk søster, som jeg ikke har kontakt til andet end når nogen i familien dør. Det er vemodigt, men jeg er mest fuld af taknemlighed over, at hun var i mit liv og gav mig så mange dejlige oplevelser, som jeg husker tilbage på med glæde. Jeg er ked af det, men hun har fået fred. Jeg ved, at hun er hos englene og udfriet fra de mange fysiske begrænsninger hun havde til sidst. Jeg ved, at hun er blevet godt modtaget i livet efter dette for hun var selv en engel. Forklædt i et menneskeligt legeme. Hun var kærlighed og et godt menneske, som altid har behandlet mig og mine børn med respekt og interesse.
I respekt og kærlighed.
Dit barnebarn
Hun var det mest elskelige og kærlige menneske i mit liv. Hun viste mig ubetinget kærlighed, omsorg og overskud i min barndom.
Jeg var på lange sommerferier hos hende i en lille soveby i Jylland hvert år. Jeg kan huske lange varme sommerdage i haven, hvor hun havde et overflødighedshorn af bær. Jordbær. Hindbær. Stikkelsbær. Solbær. Kirsebær. Forunderlige og smukke frugter, hvis form og farve står stærk i min bevidsthed. De røde, lyserøde og blårøde nuancer fra en svunden tid hos en farmor, der altid havde tid og var af sidste af sin generation, der havde dedikeret sit liv til familien på godt og ondt, men kun godt set fra mit perspektiv. Der var hvide totter på en sommervarm blå himmel med sølvmågerne skrigen fra byen. Der var ture om til købmanden og Brugsen, hvor der blev købt ind til dagens middag. Der var duften af frikadeller, rødkål og jordbærgrød. Der var gaskomfur og verdens største spisekammer eller viktualierum. Der var kærlighed og uendelig tid og omsorg. Når jeg steg ud af toget på den lille station blev tiden sat ned i gear. Langsomt og overkommeligt og der var så skønne dage fra de mange lange sommerferier, hvor omsorg og kærlighed var på dagsordenen.
Hun var en lille rund dame med det smukkeste grå hår, som altid skulle sættes med papilotter og papir. Hun var duften af flonel sengetøj og små smukke og runde sæber i sengetøjet og på badeværelset. Hun kunne hækle og sy som ingen anden. Hun råbte aldrig højt eller hævede stemmen. Hun lavede mine livretter og havde masser af tid. Der var bunker af ugeblade, som blev delt med alle nabokonerne. Det var tiden før de mange TV-kanaler og computere, så tiden var langsom, rund og fuld af minder og lyde.
Hun blev født under 1. verdenskrig og har levet i det århundrede, som har haft den største udvikling i hele menneskehedens historie. Hun overlevede sulten i 1930´erne, krigen i 1940´erne, fik børn og sørgede for dem. Hun var ydmyg og vant til at leve for ingen penge og i små kår. Hun var som alle andre kvinder fra den tid dybt betagede da der kom farvet gavepapir i alverdens farvenuancer frem i butikkerne. Hun gemte dem i sirligt pakkede bundter i skabene til bedre tider. Hun oplevede de teknologiske fremskridt op igennem 1960´erne, den økonomiske krise i 1980´erne og var frisk og mentalt med langt op i 90´erne, hvor hun blev oldemor til mine børn. Mine ældste børn kan huske, at vi besøgte hende da de var små og der var syltetøj, ost og boller på det pænt dækkede bord.
Min farmor var en helt særlig kvinde. Jeg tænker på hende med dyb kærlighed og taknemlighed i brystet. Min farmor var en boglig klog kvinde, som fulgte med i aviser og blade. Desværre var hun også et barn af en fattig landbrugsfamilie, så det lå aldrig i kortene, at hun skulle læse videre, men hun ville helt sikkert have haft evnerne til det. Jeg kan huske, at hun var meget optaget af de kritiske forhold som missionærerne udsatte det afrikanske kontinent for i historiens grimme kapitler. Vi snakkede meget om det da jeg var på de lange ferier som teenager hos hende. Min farmor havde den smukkeste håndskrift i sirligt snoede linjer på papiret.
Min farmor var den sidste livsline jeg havde til livet, der er før mine børn. Tilbage har jeg kun min far og en biologisk søster, som jeg ikke har kontakt til andet end når nogen i familien dør. Det er vemodigt, men jeg er mest fuld af taknemlighed over, at hun var i mit liv og gav mig så mange dejlige oplevelser, som jeg husker tilbage på med glæde. Jeg er ked af det, men hun har fået fred. Jeg ved, at hun er hos englene og udfriet fra de mange fysiske begrænsninger hun havde til sidst. Jeg ved, at hun er blevet godt modtaget i livet efter dette for hun var selv en engel. Forklædt i et menneskeligt legeme. Hun var kærlighed og et godt menneske, som altid har behandlet mig og mine børn med respekt og interesse.
I respekt og kærlighed.
Dit barnebarn
Om en tid fuld af savn i år 3 efter en mors død
Jeg forundres over hvordan en død mor kan påvirke det indre følelsesliv i så varierende grad længe efter hun er død.
I år 2 efter min mors død lærte jeg at leve med, at hun er stendød og aldrig kommer igen. Jeg lærte så nogenlunde at acceptere, at hun er væk.
I år 2 efter min mors død lærte jeg at leve med, at hun er stendød og aldrig kommer igen. Jeg lærte så nogenlunde at acceptere, at hun er væk.
Om at starte i 0. klasse uden at kunne fortælle det til sin døde mormor
I morgen starter mange tusinde små dejlige unger i 0. klasse. Min datter, mit yngste barn starter også i skole. Nu er det desværre slut med at komme forbi i børnehaven og hente hende.
Sommeren har været lang og god. Der er stadig mange gode aftener og eftermiddage med varme og sol i vente. Jeg har været i gang i 14 dage efter min lange fraværsperiode. Det har været godt, men hårdt at komme i gang igen.
Sommeren har været lang og god. Der er stadig mange gode aftener og eftermiddage med varme og sol i vente. Jeg har været i gang i 14 dage efter min lange fraværsperiode. Det har været godt, men hårdt at komme i gang igen.
Om at savne en mor der har været stendød i 761 dage
Det er sensommer og det bliver tidligere mørkt. Livet er derude og jeg er med. På vej tilbage efter en hård sygemelding.
Om at overleve alvorlig sygdom og operation uden en mor
Det er højsommer. Solen brager ned. Varmen er både skøn og uudholdelig. Mine roser står smukke, store og formfuldendte med store kroner i hvide, gule, lyserøde og røde farver. Jeg kigger på dem hver dag, når jeg går ud af mit hus.
Om at leve 2 år uden en mor
Det er nu 2 år siden vi begravede min mor. Det 3. leveår uden hendes fysiske tilstedeværelse er en realitet.
Jeg overlevede det. Jeg kom igennem det. Jeg er et levende bevis på, at det er muligt at komme igennem en så voldsom og svær livskrise som det er at miste sin mor. Jeg kan kun komme på en tanke, der er værre. At miste sit barn.
Jeg overlevede det. Jeg kom igennem det. Jeg er et levende bevis på, at det er muligt at komme igennem en så voldsom og svær livskrise som det er at miste sin mor. Jeg kan kun komme på en tanke, der er værre. At miste sit barn.
Om det forunderlige savn efter en død mor
I disse uger er jeg sygemeldt. Jeg er hudløs og lidt sårbar mange af dagene. Der bliver tænkt dybe tanker. Ekstensielle tanker om at være midt i livet. Tanker om mine børn, der er på vej ud i livet. Tanker om arbejde, veninder, familie, ægteskab, kærlighed og de vigtige elementer her i livet. Vejret er svingende som mit humør. Enkelte timer åbner Himlen sine sluser og lader kaskader af vand plaske ned mod havefliserne i min have.
Om at overleve efter en kompliceret operation på et dansk sygehus
Så overlevede jeg. Næsten. Men det var f.... ikke plejepersonalet på afdelingen, der var skyld i det. Hold nu op. Det kræver sin kvinde at være indlagt på en travl sygehusafdeling i Danmark. Travle, sure og stressede sygeplejersker, der udnytter deres magt overfor en sårbar person, der ligger i en seng med slanger stikkende ud alle vegne.
Om angsten for at dø uden en mor
Det er nat. Men midsommernatten gør farven mørkeblå i himmelhvælvingen. Den lyse juninat gør det umuligt at sove.
Min krop er varm. Fuld af pulserende, varm og urolig hjerterytme. Jeg er bange. Rigtigt bange.
Min krop er varm. Fuld af pulserende, varm og urolig hjerterytme. Jeg er bange. Rigtigt bange.
Om at leve 696 dage med en død mor
Juni er kommet i al sin herlighed og pragt. Solen skinner og varmer legeme og sjæl. Syrerne står smukke i hvide og lilla farver i min have. Lyset giver overskud og glæde.
Om at få beskeder fra de døde.
Jeg læste dette smukke budskab for 53 minutter siden i min stue. I samme øjeblik tændte og slukkede mit fjernsyn, min elkedel gik i gang og min tørretumbler holdt op med at dreje rundt. Det var ikke en sikring for da jeg åbnede sikringsskabet uden at have rørt ved noget gik det hele i gang igen. Jeg er ikke særlig nem at overbevise og er en meget jordbunden person, men dette var bare så stærk en oplevelse, at jeg tror, at der er mere mellem himmel og jord. Derfor vil jeg slutte dette indlæg med
Mor, jeg elsker dig.
Jeg vil glæde mig til at se dig igen.
Men det bliver forhåbentligt først om 50 år
For livet her på jorden skal leves og her er nu også godt at være.
Om at gå ind i maj måned uden en mor
Så blev det maj. Endelig, endelig er der varme på vej til Danmark. Solen skinner smukt på den stærke himmel, solsortenes liv i haven er skøn og pibbende, hækken står på spring til at springe ud og de grønne knopper er endelig ved at vise sig på langt de fleste træer. Det er skønt.
Om ændrede perspektiver på sorg efter en mors død.
I ugen efter min søns konfirmation er der sket en ændring i mit savn efter min mor. Min mor ønskede at have levet så længe, at hun kunne have været med til min søns konfirmation. Det ønskede jeg også. Det ønskede min søn. Sådan gik det desværre ikke.
Om savn af en død mor på en forårsaften efter konfirmation
Aftenens blåsorte tusmørke indhyller aftenen efter en utrolig dejlig og smuk dag. Jeg sidder i min sofa og børnene er kommet i seng. Det er et par dage siden min dejlige søn blev konfirmeret.
Om min mors gamle skokasse i skabet der får tårerne frem
Jeg er i gang med at rydde op i de store hvide skabe med mange hylder. Det er i min datters værelse. Tøjet ligger rodet og kaotisk i tilfældige bunker af bluser, trusser, kjoler og strømper uden makker i et inferno af røde, lilla, grå, pink og sorte nuancer. Ja, den lille dame ved hvilke farver hun bedst kan lide og har en meget udtalt fornemmelse for hvilken tøjsmag der er bedst for hende, selvom hun kun er 6 år gammel.
Om tanker fra en datter, der har levet uden sin mor i snart 2 år
Der er snart gået 2 år uden at jeg har set min mor, snakket med hende, ringet til hende, hørt hendes stemme, set hendes ansigt, kliklydene fra iltapparatet er for længst forstummet og det er snart 2 år siden jeg sidst har sendt en sms til min mor eller talt med hende i telefonen.
Min mormor er udenfor i haven, mor
Det er påske. Starten på 5 fridage. Det skrider fremad med planlægning til konfirmation og det går bedre nu. De fleste detaljer er på plads. Gæstelisten er komplet. Ikke et eneste afbud og det glæder mig og min søn.
Om savne en mor som en lysende engel
Jeg græder i dag. Af flere omgange. Længe. Jeg drikker kaffe og tørrer øjnene. Spiser en riskiks med ost og græder lidt ned i kiksen. Jeg går på toilettet og stirrer ind i de hvide fliser ud for mine øjne og falde mentalt i staver og tårerne løber igen. Mine kontaktlinser klør efter disse timer med minder, savn og længsel.
Om den sværeste tid 1 1/2 år efter en mors død
Jeg vidste det jo godt. At denne tid ville blive svær. Min søn skal konfirmeres i næste måned og jeg har lige sendt en bestilling på 4 sange afsted til en sangskriver. Den ene sang er fra min far, min søns morfar. Min far havde skrevet om nogle episoder fra min søns tid hos sin mormor. Jeg kunne se det hele lyslevende for mig igen, da jeg læste det.
Om at savne så meget.
Jeg lukker mine øjne og mærker mellemrummet mellem øvre og nedre øjenlåg. Den smalle sorte sprække, der forhindrer lyset i at vælde ind.
Bag sprækken er kaos herskende i dag. Savnet står bankende og smertende frem i brystkassen i en smertefuld takt af savn.
Min søns konfirmation nærmer sig og jeg savner hende så frygteligt.
Bag sprækken er kaos herskende i dag. Savnet står bankende og smertende frem i brystkassen i en smertefuld takt af savn.
Min søns konfirmation nærmer sig og jeg savner hende så frygteligt.
Om at erkende og elske uden en mor
Livet er kort. Meget kort. Vi lever i et splitnanosekund set i tidsperspektivet for universets tidshorisont. Vi fødes og kort tid efter dør vi.
Elsk. Elsk. Elsk. Alt det du kan i midten. I spændvidden mellem fødsel og død. Du ved bedst selv at det ikke kan betale sig at være vred og bitter over livet. Elsk dine nærmeste. Lad ikke bagateller fylde hverdagen for meget i negativ henseende.
Fokuser på det, der giver mening. Èn dag skal du nemlig få livet til at fungere igen uden din mor. Når hun er død er du på den måde helt alene og det kan være skræmmende og overvældende at skulle mærke livet på denne måde.
Dette indlæg er uden hoved og hale. Jeg er alt for træt til at kunne tænke mange sammenhængende tanker og burde for længst have ligget i min seng, men jeg sidder her. Glor ind i min computerskærm og kan ikke rigtig finde ud af at gå i seng.
Elsk. Elsk. Elsk. Alt det du kan i midten. I spændvidden mellem fødsel og død. Du ved bedst selv at det ikke kan betale sig at være vred og bitter over livet. Elsk dine nærmeste. Lad ikke bagateller fylde hverdagen for meget i negativ henseende.
Fokuser på det, der giver mening. Èn dag skal du nemlig få livet til at fungere igen uden din mor. Når hun er død er du på den måde helt alene og det kan være skræmmende og overvældende at skulle mærke livet på denne måde.
Dette indlæg er uden hoved og hale. Jeg er alt for træt til at kunne tænke mange sammenhængende tanker og burde for længst have ligget i min seng, men jeg sidder her. Glor ind i min computerskærm og kan ikke rigtig finde ud af at gå i seng.
Om sne på en mors gravsted
Der er frost i kinder, hænder og kroppen. Vinterkulden varer ved og ved. Sneen dækker min mors grav fuldstændigt. Det går mig lidt på. I de sidste uger har jeg sådan haft lyst til at tage forbi hendes gravsted med påskeliljer, som hun sådan elskede.
Om at mangle sin mor i alvorlig sygdom
I onsdags blev det afgjort.Jeg skal igennem en risikabel operation i kroppens vigtigste organ. Der er ingen vej uden om, hvis jeg vil undgå hjertestop i nærmeste fremtid. Det er skræmmende at få denne besked, når jeg ikke mærker meget til det.
Om at savne sin døde mor hele tiden
Det der savn.
Det fylder en del i disse uger.
Enkelte øjeblikke. Et flig af en tanke. En berøring. Et vindpust i nakken, der sukker. En tanke om livet uden min mor. Et billede. Et øje.
Min søn med tårer i øjnene. Af glæde og af sorg. Han havde fundet en hårlok af min mors lyse hår i nogle gamle carmen curlere i badeværelset.
Et gammelt pas af min mor. Hendes sygesikringsbevis. Lånerkortet til biblioteket. I en gammel slidt læderpung i mit skab ligger det. Fuld af minder, der får maven til at smerte, sukke og trække sig sammen i smerte over det savn, der fylder så meget i denne tid.
Enkelte tårer midt i livets hektiske puls. En tanke, et sug i maven. På arbejdet. Til ledermøde, hvor 2 kolleger taler om deres mødre i pausen. Jeg måtte gå på toilettet og sidde lidt. Trække luft og savn ned i min mave og få styr på tårer og prutter.
På sygehuset i dag. Bøvl med helbreddet. Trækker tiden. Håber på helbredelse. Mangler min moar til at sende sms´er og bekymre sig om hvordan det gik. Savner. Savner. Savner så meget. Taler med min mor. Højlydt. I stuen. I badeværelset. Altid når jeg er alene. Jeg skælder hende ud. Fortæller hvor meget jeg vil savne hende til min søns kommende konfirmation. Mangler hendes kreativitet til borddækningen. Skal det være hvid, blå eller sort?
Tænker mange tanker. Hele tiden. Om livet. Om tiden i mellem Døden og Livet. Det er ikke så let. At håndtere savnet i enkelte øjeblikke. Mon hun ser mig derude et sted? Eller er det som i Anders Lund Madsens udsendelser om Døden? Slut. Finale. Den dag vi dør.
Jeg tror det ikke. Tænker på det snarlige forår. Anemoner, liljer, stjerner og vintergækker. Hun kendte dem alle. Blomsterne. Fik alt til at gro, spire og vokse sig stort. Fik selv en særlig ro i sin egen forpinthed over et svært liv, når hun puslede med blomsterne og de grønne blade.
Savner om sms´er om alt og intet. Kaffe. Ture i centret. Savner at høre den hvæsende lyd af iltapperatet. Kan se hende sidde i min gyngestol. Savner hende så skrækkeligt.
Tører tåren væk. Ved at dagen i morgen bliver bedre. Livet er godt og skønt. Også uden min mor, som jeg mentalt bærer på skulderen. Altid. For evigt. Hun er med mig i alle dage. Indtil jeg selv skal gå over Grænsen mellem de Levende og Døde.
Det fylder en del i disse uger.
Enkelte øjeblikke. Et flig af en tanke. En berøring. Et vindpust i nakken, der sukker. En tanke om livet uden min mor. Et billede. Et øje.
Min søn med tårer i øjnene. Af glæde og af sorg. Han havde fundet en hårlok af min mors lyse hår i nogle gamle carmen curlere i badeværelset.
Et gammelt pas af min mor. Hendes sygesikringsbevis. Lånerkortet til biblioteket. I en gammel slidt læderpung i mit skab ligger det. Fuld af minder, der får maven til at smerte, sukke og trække sig sammen i smerte over det savn, der fylder så meget i denne tid.
Enkelte tårer midt i livets hektiske puls. En tanke, et sug i maven. På arbejdet. Til ledermøde, hvor 2 kolleger taler om deres mødre i pausen. Jeg måtte gå på toilettet og sidde lidt. Trække luft og savn ned i min mave og få styr på tårer og prutter.
På sygehuset i dag. Bøvl med helbreddet. Trækker tiden. Håber på helbredelse. Mangler min moar til at sende sms´er og bekymre sig om hvordan det gik. Savner. Savner. Savner så meget. Taler med min mor. Højlydt. I stuen. I badeværelset. Altid når jeg er alene. Jeg skælder hende ud. Fortæller hvor meget jeg vil savne hende til min søns kommende konfirmation. Mangler hendes kreativitet til borddækningen. Skal det være hvid, blå eller sort?
Tænker mange tanker. Hele tiden. Om livet. Om tiden i mellem Døden og Livet. Det er ikke så let. At håndtere savnet i enkelte øjeblikke. Mon hun ser mig derude et sted? Eller er det som i Anders Lund Madsens udsendelser om Døden? Slut. Finale. Den dag vi dør.
Jeg tror det ikke. Tænker på det snarlige forår. Anemoner, liljer, stjerner og vintergækker. Hun kendte dem alle. Blomsterne. Fik alt til at gro, spire og vokse sig stort. Fik selv en særlig ro i sin egen forpinthed over et svært liv, når hun puslede med blomsterne og de grønne blade.
Savner om sms´er om alt og intet. Kaffe. Ture i centret. Savner at høre den hvæsende lyd af iltapperatet. Kan se hende sidde i min gyngestol. Savner hende så skrækkeligt.
Tører tåren væk. Ved at dagen i morgen bliver bedre. Livet er godt og skønt. Også uden min mor, som jeg mentalt bærer på skulderen. Altid. For evigt. Hun er med mig i alle dage. Indtil jeg selv skal gå over Grænsen mellem de Levende og Døde.
Om at mangle en mor til sit barns konfirmation
Om 3 måneder fejrer vi en stor familiebegivenhed, som er en stor fest for venner og familie. Min elskede, dejlige og smukke søn, som er på vej til at blive voksen har sagt ja til at blive konfirmeret fordi han har taget ægte stilling til den kristne tro.
Om et savn så stort efter 1 1/2 år
Om at sige velkommen til 2013 uden en mor
Så er vi i fuld gang med et endnu et år uden min mor. Det er mit andet leveår uden min mor har været med. Gabet bliver større og større. Livet med min mor er som på en ø, jeg langsomt sejler væk fra på vandet. Afstanden bliver større rent mentalt.
Abonner på:
Opslag (Atom)
