I disse uger er jeg sygemeldt. Jeg er hudløs og lidt sårbar mange af dagene. Der bliver tænkt dybe tanker. Ekstensielle tanker om at være midt i livet. Tanker om mine børn, der er på vej ud i livet. Tanker om arbejde, veninder, familie, ægteskab, kærlighed og de vigtige elementer her i livet. Vejret er svingende som mit humør. Enkelte timer åbner Himlen sine sluser og lader kaskader af vand plaske ned mod havefliserne i min have. Mine store Queen Elisabeth roser står så smukt i haven i stærke gule, lyserøde og hvide farver. De minder mig i den grad om min mor. Hun elskede roser og for 2 år siden købte jeg mit livs dyreste rosenbuket til min mors kiste.
Den dag glemmer jeg aldrig og begravelsesdagen husker jeg i meget stærke erindringer. Time for time. Stemningen af håbløshed, chok og fysisk og psykisk smerte. Jeg husker hvordan grøn materie konstant dækkede mine øjne med et sløret udsyn fordi jeg græd så meget, at jeg konstant havde øjenbetændelse i en hel måned. Jeg kan ikke huske hvordan jeg slap af med den. Øjenbetændelsen. Men det gjorde jeg.
I dag er det juli måned. Højsommer. Alt er grønt udenfor det er den bedste tid på året. I dag, den første dag i juli, er det snart 2 år siden, at min elskede mor døde. Når jeg tillader mig at tænke på de dage og når jeg tillader min sjæl at gå ind i den formørkede stemning af gråd, tristhed, sorte dage og stunder, bliver jeg så ked af det. Det var uden tvivl den værste sommer i hele mit liv og det føltes som om min sjæl var revet ud.
Om ganske få dage skal jeg igen bevæge mig ind på sygehuset. Det er ikke med god vilje. Jeg vil meget hellere til den længe planlagte indflytterfest hos nogle gode venner, men sådan bliver det ikke. Helbredet må komme først. Sådan er det, selvom jeg hellere vil drikke god rødvin og sove længe søndag på grund af fest. Jeg har overhovedet ikke lyst til at komme ind på afdelingen igen efter den forfærdelige pleje jeg oplevede sidst, så jeg satser meget klart på at komme hjem samme dag. Denne gang skal jeg ikke igennem den store omgang. Jeg vil så gerne bare kunne tage hjem og komme til ambulant tjek ugen efter.
Jeg føler mig lidt ensom i disse uger. Verden går så stærkt derude og jeg føler mig lidt sat i en venteposition uden at være en del af det pulserende og vigtige liv. Og dog. Livet har blot antaget en lidt mere rolig og nær version, hvor horisonten er det nære fordi min egen sfære ikke er så udvidende for tiden.
Teenageren giver mentale udfordringer. Ikke af den alvorlige slags, men hans personlige og fysiske udvikling går igen rivende stærkt og han kræver daglige snakke og udfordringer. Men det er livet i livet.
Udenfor blomstrer de smukke roser. Kære mor, mon du ser dem fra din himmel eller måske er du nu omgivet af smukke rosenmarker.
Det er stille. Midsommernatten er derude og mine børn sover. Det samme gør min mand og jeg mærker, føler, tænker, beundrer, føler et stik savn og har kun ét ønske i verden! At fortælle min mor, at i dag er det kun de gode minder, der dominerer og at jeg SAVNER hende så inderligt i mine stille stunder.
Den dag glemmer jeg aldrig og begravelsesdagen husker jeg i meget stærke erindringer. Time for time. Stemningen af håbløshed, chok og fysisk og psykisk smerte. Jeg husker hvordan grøn materie konstant dækkede mine øjne med et sløret udsyn fordi jeg græd så meget, at jeg konstant havde øjenbetændelse i en hel måned. Jeg kan ikke huske hvordan jeg slap af med den. Øjenbetændelsen. Men det gjorde jeg.
I dag er det juli måned. Højsommer. Alt er grønt udenfor det er den bedste tid på året. I dag, den første dag i juli, er det snart 2 år siden, at min elskede mor døde. Når jeg tillader mig at tænke på de dage og når jeg tillader min sjæl at gå ind i den formørkede stemning af gråd, tristhed, sorte dage og stunder, bliver jeg så ked af det. Det var uden tvivl den værste sommer i hele mit liv og det føltes som om min sjæl var revet ud.
Om ganske få dage skal jeg igen bevæge mig ind på sygehuset. Det er ikke med god vilje. Jeg vil meget hellere til den længe planlagte indflytterfest hos nogle gode venner, men sådan bliver det ikke. Helbredet må komme først. Sådan er det, selvom jeg hellere vil drikke god rødvin og sove længe søndag på grund af fest. Jeg har overhovedet ikke lyst til at komme ind på afdelingen igen efter den forfærdelige pleje jeg oplevede sidst, så jeg satser meget klart på at komme hjem samme dag. Denne gang skal jeg ikke igennem den store omgang. Jeg vil så gerne bare kunne tage hjem og komme til ambulant tjek ugen efter.
Jeg føler mig lidt ensom i disse uger. Verden går så stærkt derude og jeg føler mig lidt sat i en venteposition uden at være en del af det pulserende og vigtige liv. Og dog. Livet har blot antaget en lidt mere rolig og nær version, hvor horisonten er det nære fordi min egen sfære ikke er så udvidende for tiden.
Teenageren giver mentale udfordringer. Ikke af den alvorlige slags, men hans personlige og fysiske udvikling går igen rivende stærkt og han kræver daglige snakke og udfordringer. Men det er livet i livet.
Udenfor blomstrer de smukke roser. Kære mor, mon du ser dem fra din himmel eller måske er du nu omgivet af smukke rosenmarker.
Det er stille. Midsommernatten er derude og mine børn sover. Det samme gør min mand og jeg mærker, føler, tænker, beundrer, føler et stik savn og har kun ét ønske i verden! At fortælle min mor, at i dag er det kun de gode minder, der dominerer og at jeg SAVNER hende så inderligt i mine stille stunder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar