Det er snart et årti siden, du døde, mor. 10 år i juli til sommer. Det er rigtigt mange år, og for første gang nogensinde har jeg ikke tårer i øjnene eller mærker et dybt savn over, at du ikke er med. Jeg tænker med flygtig glæde på gamle minder fra 1. juledag, hvor vi besluttede at få mad udefra. Det gjorde vi de sidste 2 år inden din død. Før det var der også et par år, hvor vi ikke holdt jul sammen. Du og min far meldte ud, at I ikke længere kunne holde juleaften med os fordi det var for hårdt for dig. Så vi måtte gøre det anderledes, og det gav et par gode minder om 1. juledag.
Om at holde konfirmation næsten 10 år efter en mors død
Dette indlæg har været længe undervejs. Flere gange har jeg forsøgt at skrive det, men er stoppet igen. 2020 har været det vildeste år nogensinde. En udefra kommende pandemi med en sygdom - Covid-19 - som bredte sig med lynets hast verden over, og som har vendt op og ned på verden.
Om at holde konfirmation for den yngste 9 år efter en mors død
Du er i mine tanker, mor. Mere end du plejer. I disse uger har vi nervøs ventet på, om vi kunne holde konfirmation i næste weekend. Forårets konfirmationer blev flyttet til efteråret. Dengang tror jeg ikke helt, vi alle forstod, at Covid-19 også ville have betydelig indflydelse på vores liv og dagligdag 5 måneder efter. Men det er, hvad der er sket. Smittetallet har været stigende i august og nu også ind i september.
9 år siden min mor døde en regnfuld juli dag. Minderne lever
Jeg har ikke skrevet et blogindlæg i 2020 endnu. Men i de sidste dage har tankerne kredset en del om min afdøde mor, da 2020 har været et helt særligt og meget gennemgribende år for alle mennesker på denne jord, nemlig pga Covid-19. Dette århundredes verdensomspændende pandemi, ikke set siden 1918, hvor verden blev ramt af Den Spanske Syge.
Abonner på:
Opslag (Atom)
