Så er vi i fuld gang med et endnu et år uden min mor. Det er mit andet leveår uden min mor har været med. Gabet bliver større og større. Livet med min mor er som på en ø, jeg langsomt sejler væk fra på vandet. Afstanden bliver større rent mentalt. Jeg skuer ud i horisonten og ser øen langsomt, men sikkert glide væk. Det er vemodigt at efterlade min mor i horisonten derude.
Sommetider ville jeg ønske jeg kunne sejle baglæns, padle med alskens kraft tilbage til min mor og den ø, hvor hun var med i mit liv. Jeg kan ikke. Det er fuldstændig umuligt. Enkelte stunder eller øjeblikke bliver jeg stadig grebet af panik over, at det ikke er muligt. Tårerne står i stimer ned af mit ansigt og øen sløres i horisonten.
Sidst jeg græd sådan af panik var nytårsdag. Dagen efter en super hyggelig fest med drink og dans med gode venner. Den første dag i et nyt år uden min mor. Jeg savnede hende sådan. Forstår nu til fulde, at jeg aldrig, aldrig, aldrig mere skal se hende. Denne erkendelse er kommet i fragmenter, i stykvis og i glimt. Jeg er i dag glad for, at jeg ikke helt forstod det fulde omfang af sådan en erkendelse dengang hun døde. Så ville jorden have rystet under mig i en grad, som havde været faretruende og voldsom.
Nu er hverdagen startet igen for fulde gardiner. Børn og fritidsinteresser, møder og arbejde, kærlighed og frustration, januar og våde mørke regnvejrsdage, minder og ønsker.
Godt forsinket nytår den den efterhånden betydelige mængde læsere, der dagligt kommer forbi min blog.
Sommetider ville jeg ønske jeg kunne sejle baglæns, padle med alskens kraft tilbage til min mor og den ø, hvor hun var med i mit liv. Jeg kan ikke. Det er fuldstændig umuligt. Enkelte stunder eller øjeblikke bliver jeg stadig grebet af panik over, at det ikke er muligt. Tårerne står i stimer ned af mit ansigt og øen sløres i horisonten.
Sidst jeg græd sådan af panik var nytårsdag. Dagen efter en super hyggelig fest med drink og dans med gode venner. Den første dag i et nyt år uden min mor. Jeg savnede hende sådan. Forstår nu til fulde, at jeg aldrig, aldrig, aldrig mere skal se hende. Denne erkendelse er kommet i fragmenter, i stykvis og i glimt. Jeg er i dag glad for, at jeg ikke helt forstod det fulde omfang af sådan en erkendelse dengang hun døde. Så ville jorden have rystet under mig i en grad, som havde været faretruende og voldsom.
Nu er hverdagen startet igen for fulde gardiner. Børn og fritidsinteresser, møder og arbejde, kærlighed og frustration, januar og våde mørke regnvejrsdage, minder og ønsker.
Godt forsinket nytår den den efterhånden betydelige mængde læsere, der dagligt kommer forbi min blog.
2 kommentarer:
Hej moderløse. Jeg vil gerne i kontat med dig. Vil du skrive til mig på Louiset at Benjamin.dk? Jeg er journalist på magasinet LIV, for kvinder 40+.
God dag til dig
Kære Louise
Jeg får jævnligt henvendelser fra journalister, som gerne vil i kontakt med mig. Hvorfor?
Dette er en personlig blog, mit skriftlige fristed over en sorg, der har været meget personlig og omfattende for mig. Jeg skriver først og fremmest for mig selv som led i en helende proces, hvor jeg har fået det bedre siden min mors død. Jeg håber, at mine indlæg kan give håb til andre sorgramte over, at det er muligt at leve igen - også uden en mor, som er én af de absolut største mentale udfordringer vi kommer ud for i livet.
Hvis du vil i kontakt med mig må du uddybe yderligere inden jeg tager stilling til om jeg også ønsker kontakt til dig.. :-)
Send en kommentar