I morgen starter mange tusinde små dejlige unger i 0. klasse. Min datter, mit yngste barn starter også i skole. Nu er det desværre slut med at komme forbi i børnehaven og hente hende.
Sommeren har været lang og god. Der er stadig mange gode aftener og eftermiddage med varme og sol i vente. Jeg har været i gang i 14 dage efter min lange fraværsperiode. Det har været godt, men hårdt at komme i gang igen. Alle mine børn har været på ferie de sidste 14 dage på sportslejr og hos deres farmor. Der har derfor ikke været ekstra pres på hverdagen og jeg har kunnet starte i ro og mag. Jeg har savnet dem, men det giver et tiltrængt hvil i hverdagen af den mentale slags, at jeg ikke skal forholde mig til mange små problemstillinger hver dag og løse alverdens logistiske udfordringer.
Jeg er lidt spændt på min datters 1. skoledag. Jeg håber, at det er en klasse fuld af søde og gode børn, som bliver gode ved hinanden og får mange og gode stunder sammen. Jeg skal ærligt indrømme, at min søns dårlige erfaringer med sin klasse i 3. og 4. klasse sidder i mig og gør mig ekstra opmærksom på at gøre hvad jeg kan for at det skal gå godt med den nye klasse.
Min datter er en stærk og intelligent pige, så jeg tror, at det nok skal gå. Jeg synes bare, at hun stadig er en lille pige, men med den nye skoletaske, penalhus og madpakke kan jeg jo godt se, at hun er blevet ældre og lidt længere.
Hun skal dog først starte på onsdag, men skal prøve at starte i SFO´en tirsdag i næste uge og så håber jeg, at det bliver en god skoledag.
I disse dage savner jeg at fortælle min mor om hvordan det gik og at kunne ringe til hende. Det giver i skrivende stund en lille klump i halsen og en tåre i øjenkrogen.
Sådan er det bare og det har jeg lært at leve med. Savnet. I de mest uforklarlige øjeblikke mærker jeg min mors nærvær, mine stærke erindringer om særlige episoder eller tider står lyslevende og jeg tager et mentalt kvantespring tilbage til den tid. Alt er lyslevende og realistisk, men jeg ved, at det er en mental illusion og at hun ikke er her længere.
Men derfor holder jeg nok aldrig helt op med at savne hende.
Sommeren har været lang og god. Der er stadig mange gode aftener og eftermiddage med varme og sol i vente. Jeg har været i gang i 14 dage efter min lange fraværsperiode. Det har været godt, men hårdt at komme i gang igen. Alle mine børn har været på ferie de sidste 14 dage på sportslejr og hos deres farmor. Der har derfor ikke været ekstra pres på hverdagen og jeg har kunnet starte i ro og mag. Jeg har savnet dem, men det giver et tiltrængt hvil i hverdagen af den mentale slags, at jeg ikke skal forholde mig til mange små problemstillinger hver dag og løse alverdens logistiske udfordringer.
Jeg er lidt spændt på min datters 1. skoledag. Jeg håber, at det er en klasse fuld af søde og gode børn, som bliver gode ved hinanden og får mange og gode stunder sammen. Jeg skal ærligt indrømme, at min søns dårlige erfaringer med sin klasse i 3. og 4. klasse sidder i mig og gør mig ekstra opmærksom på at gøre hvad jeg kan for at det skal gå godt med den nye klasse.
Min datter er en stærk og intelligent pige, så jeg tror, at det nok skal gå. Jeg synes bare, at hun stadig er en lille pige, men med den nye skoletaske, penalhus og madpakke kan jeg jo godt se, at hun er blevet ældre og lidt længere.
Hun skal dog først starte på onsdag, men skal prøve at starte i SFO´en tirsdag i næste uge og så håber jeg, at det bliver en god skoledag.
I disse dage savner jeg at fortælle min mor om hvordan det gik og at kunne ringe til hende. Det giver i skrivende stund en lille klump i halsen og en tåre i øjenkrogen.
Sådan er det bare og det har jeg lært at leve med. Savnet. I de mest uforklarlige øjeblikke mærker jeg min mors nærvær, mine stærke erindringer om særlige episoder eller tider står lyslevende og jeg tager et mentalt kvantespring tilbage til den tid. Alt er lyslevende og realistisk, men jeg ved, at det er en mental illusion og at hun ikke er her længere.
Men derfor holder jeg nok aldrig helt op med at savne hende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar