Det er morgen. Udenfor skinner solen. Jeg græd i aftes. Længe. Voldsomt. Af flere gange. Mine øjne er fuldstændigt lukkede p.g.a hævninger. Ja, jeg er ikke en af de, der græder kønne tårer. Det er tårer, snot, sorg og store grimme øjne dagen derpå.
Jeg fortalte min søn og datter i går, at deres mormor er død. Min ældste søn på 12 år har haft meget med min mor at gøre før hun blev syg. Hun elskede ham højt. Han elskede(elsker hende højt). Min datter på 4 år kan ikke huske andet fra sin mormor end at hun har været syg hele hendes liv. Hun er aldrig blevet passet af hende fordi kræfterne ikke var til det. Min mellemste søn på 9 år får besked, når han kommer hjem fra sommerhus på onsdag, hvor han er med sin kammerat.
Nu er hun død. Min mor. Jeg er langsomt begyndt at forstå, at hun nu er død. Min søn blev meget ked af det. Han er en dreng af få ord på det punkt, men vi talte meget om, at der er forskellige måder at sørge på. Det første døgn efter min mors død forstod jeg heller ikke meget. Det er jeg langsomt begyndt på.
Jeg får lyst til at lægge mig på knæ og brøle: "MOAARRR, KOM TILBAGE! DU MÅ IKKE FORLADE MIG...."!
I dag skal min søn have besøg af sine venner. Det betyder, at jeg har lovet ham, at jeg ikke går rundt og græder hele tiden fordi det kan virke meget voldsomt. Det betyder, at jeg må lukke lidt for sorgen i dag. Det er også okay. Mine børn hjælper med en vis form regulering af denne sorg, så jeg ikke går helt i hundene.
Moar, så kom dog tilbage til os. Det er for tidligt. Du skal jo opleve min ældste søns konfirmation som du jo så gerne ville....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar