Jeg græder i dag. Af flere omgange. Længe. Jeg drikker kaffe og tørrer øjnene. Spiser en riskiks med ost og græder lidt ned i kiksen. Jeg går på toilettet og stirrer ind i de hvide fliser ud for mine øjne og falde mentalt i staver og tårerne løber igen. Mine kontaktlinser klør efter disse timer med minder, savn og længsel.
Om 6 uger bliver min ældste søn konfirmeret. Der er gang i forberedelserne, men enkelte mennesker omkring mig skuffer i den sammenhæng i en grad, som jeg slet ikke ved hvordan jeg skal håndtere eller tackle. Jeg prøver at skubbe det lidt til side og tænker, at jeg må tage fat i det igen, når min søns store fest er veloverstået. Konfrontere, reflektere og måske "slå" op.
Den store familiefest planlægges. I denne planlægning vækkes minder, billeder, tanker, refleksioner, glæde og dyb sorg over, at min mor ikke kanvære med på denne dag, når min ældste søn konfirmeres. Jeg er overvældet over hvor altomsluttende savnet bølger i brystet og får tårer, minder og frustrationer frem. Jeg læser i børnenes gamle dagbøger hvor jeg har skrevet til dem lige siden de blev født. Min ældste søns dagbog fylder mere end 200 sider fulde af minder, sprogperler, overvejelser og ikke mindst min mor. Hun er med på hver side i de første 5-6 år af min søns liv fordi hun efter min søns fødsel kunne være den mormor, som hun så gerne ville. Den kærlighed og omsorg hun gav ham har været med til at forme ham i dag og det værdsætter og påskønner jeg. Jeg ved, at min mor vil være med den dag. Hendes ånd vil svæve i kirken og bagefter i festlokalet. Jeg vil lave en lille usynlig plads ved bordet ved siden af min søn, hvor hun kan sidde på skulderen af ham og være med. Usynlig for alle andre ved bordet, men jeg ved, at hun er der. Helt sikkert. På den måde kan hun være med til festen præcist som hun ønskede sig få måneder før hendes død.
Jeg mangler min mor til at hjælpe med idéer til sang, bordpynt og inspiration til festen. Min mor var en dygtig sangskriver og var fuld af gode kreative idéer til bordpynt og blomster. Min bedste veninde har tilbudt at hjælpe, så vi skal ud og købe ind sammen. Det glæder mig at hun vil hjælpe på denne dag.
Om 6 uger bliver min ældste søn konfirmeret. Der er gang i forberedelserne, men enkelte mennesker omkring mig skuffer i den sammenhæng i en grad, som jeg slet ikke ved hvordan jeg skal håndtere eller tackle. Jeg prøver at skubbe det lidt til side og tænker, at jeg må tage fat i det igen, når min søns store fest er veloverstået. Konfrontere, reflektere og måske "slå" op.
Den store familiefest planlægges. I denne planlægning vækkes minder, billeder, tanker, refleksioner, glæde og dyb sorg over, at min mor ikke kanvære med på denne dag, når min ældste søn konfirmeres. Jeg er overvældet over hvor altomsluttende savnet bølger i brystet og får tårer, minder og frustrationer frem. Jeg læser i børnenes gamle dagbøger hvor jeg har skrevet til dem lige siden de blev født. Min ældste søns dagbog fylder mere end 200 sider fulde af minder, sprogperler, overvejelser og ikke mindst min mor. Hun er med på hver side i de første 5-6 år af min søns liv fordi hun efter min søns fødsel kunne være den mormor, som hun så gerne ville. Den kærlighed og omsorg hun gav ham har været med til at forme ham i dag og det værdsætter og påskønner jeg. Jeg ved, at min mor vil være med den dag. Hendes ånd vil svæve i kirken og bagefter i festlokalet. Jeg vil lave en lille usynlig plads ved bordet ved siden af min søn, hvor hun kan sidde på skulderen af ham og være med. Usynlig for alle andre ved bordet, men jeg ved, at hun er der. Helt sikkert. På den måde kan hun være med til festen præcist som hun ønskede sig få måneder før hendes død.
Jeg mangler min mor til at hjælpe med idéer til sang, bordpynt og inspiration til festen. Min mor var en dygtig sangskriver og var fuld af gode kreative idéer til bordpynt og blomster. Min bedste veninde har tilbudt at hjælpe, så vi skal ud og købe ind sammen. Det glæder mig at hun vil hjælpe på denne dag.
2 kommentarer:
Århh. Tak for din besked på min blog. Det krævede lidt mod at komme herind faktisk. Jeg bliver idiot af at være så ked. Og samtidig ved jeg bare godt at det kun er begyndelsen. Vi har lige været igennem den første tradition som mor plejede at stå i spidsen for. Med lysene glade øjne og jubel. Påskefrokost med meget meget vigtig påskeægsjagt for ungerne. I år var det mig der var den.
Det var svært. Pisse pisse svært! Og hvordan skal det så ikke blive til jul - ungernes fødselsdage - alt det hele. Og din skal konfirmeres. Ej men for pokker :-((
Mange mange tanker til dig!
Det forstår jeg godt. Alt for godt. Vi er ikke vant til døden og vi bliver skræmt af hvilke voldsomme følelser tabet af en mor gør ved os. Jeg kan kun love dig, at det langsomt, meget langsomt vil blive lidt bedre. I dag er det næsten 2 år siden min mor døde og der er langt flere af de bedre dage end de dårlige, men så ind i mellem, så stå
r savnet så stærkt, at det næsten føles som at få en mavepumper!
Hvor er det godt, at du, i din store og dybe sorg, finder kræfterne til at lave jagt med påskeæg for ungerne. Det er da kærlighed. Stort kram til dig og dine.
Send en kommentar