Den forbandede jul

Julen nærmer sig og det er meget svært.

Det er så meget, som har ændret sig siden sidste år. Jeg savner, savner, savner min mor i alle knogler. Jeg kan ikke tænke på hende i øjeblikket andet end at tårerne højt i øjenkrogen og truer med at løbe over. Det er ganske svært, men jeg ved jo, at det skal leves og ståes igennem.

Du kan Hyle eller Handle

En klog kvinde sagde fornylig til mig, at vi har to valg, når livet byder på vanskeligheder. Vi kan Hyle eller Handle.

Savner, savner, savner, savner, savner at have en mor

Savner, savner, savner, savner, savner, savner, savner, savner, savner, savner, savner, savner, savner, savner, savner, savner, savner, savner, savner, savner, savner, savner, savner, savner, savner, savner, savner at have en mor...

En morgen fuld af savn

En lørdag morgen længe før resten af huset vågner.

Jeg er stået op efter en god uge. Der har været næsten fuld energi på ugen. Børnene sover. Jeg skal mødes med min veninde for at træne. Så sidder jeg her. Stille. Mågerne skriger udenfor i den begyndende skumring. Novemberskyer farer over himlen.

Så slår savnet mig. Som en knytnæve. Midt i solar plexus. Jeg må sætte mig ned og gispe efter vejret. Det er sorg. I en ren klar udgave. Op og ned. Frem og tilbage i solar plexus. I et kvarter sprøjter tårerne ud. Og nu er de vist ovre for denne gang - altså tårerne. Jeg må vist hellere komme til træning.

4 måneder siden verden ændrede sig

Det er 5 måneder siden min verden ændrede sig radikalt.

For 5 måneder siden blev jeg moderløs.

For 5 måneder siden holdt vejen op med at dreje rundt.

For 5 måneder siden græd jeg som jeg aldrig havde gjort før.

For 5 måneder siden gik verden helt i stå og min smerte fyldte kroppen ud.

I dag har jeg en fridag og hvisker stille frem for mig med mange tårer på min kind..."Mor, jeg savner dig. Kom tilbage."

Jeg ved, at det aldrig sker.

Det definitive er endeligt

Den gule blad fra efterårstræet falder ned i en stille bevægelse og strejfer blidt min kind. Den fjerlette berøring vækker mine sanser i et intensivt og skrøbeligt nu, hvor hjernens masse mangfoldiggøres og den dybeste erkendelse af det definitives endeligt rammer mig.

Det er slut. Min mor kommer aldrig igen. Jeg forstod det vist der. Da det gule blad ramte min kind.

Jeg græder ikke og forstår det ikke.

Om at ville finde det mere positive

Jeg har tænkt meget over det. Altså livet og den slags. Livet. Sorgen. Mine børn. Veninderne og de skuffede forventninger til én af dem.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...