Dette indlæg er mit første indlæg på en blog, der vil komme til at handle om sorg. Om sorg over min mors snarlige død. Min mor er meget syg af KOL og ligger for døden. Hun har været alvorlig syg af KOL - Kold Obstruktiv Lungesyndrom - også kaldet rygerlunger. Min mor er i gang med at dø af den samme sygdom som sin egen mor gjorde for 29 år siden. Min mor døde også af den forfærdelige sygdom, som alt for mange danskere lider af og som vil resultere i en forfærdelig form for død, hvis ikke man får konstateret sygdommen i tide.
Min mor fik konstateret sygdommen i 2005, hvor hun også måtte holde op med at arbejde længe før man normalt trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet.
Dette indlæg bliver en forvirrende og springende fortælling. Jeg er så fuld af tanker, ord og træthed i min sjæl. Jeg har været på sygehuset i aften, hvor min mor er indlagt. Det har hun været rigtigt mange gange de sidste 4-5 år. Der har været mange gange på intensiv afdelingen, hvor vi ikke rigtigt vidste om hun ville dø eller ej. Men hun er kommet stærkt igen hver gang, men denne gang er det anderledes. Hun kom ind på sygehuset i torsdags og var meget uklar p.g.a forhøjet kulilte i blodet. Kulilten gør hende konfus, urolig og usammenhængende. På sygehuset kender de hende godt på afdelingen og de samme sygeplejersker har plejet hende i flere år, når hun har været indlagt.
Denne indlæggelse er anderledes. Normalt er indlæggelserne sket, når hun har fået en infektion i lungerne og som skal behandles intravenøst og med bi-pap med forskellige former for inhalationspræparater. Sådan er det ikke denne gang. Der er ingen infektion eller andre unormale infektionstal. Lungekapaciteten er nu så dårlig, at hun ikke længere kan klare sig med ren ilt som hun har fået det sidste år. Hun må konstant ligge med bi-pap maskinen og alligevel hjælper det ikke rigtigt. Hun kan ikke komme af med kulilten i blodet og er derfor tiltagende konfus, vrøvlende og lidt aggressiv. Hun kan ikke helt huske datoer, tid, hvor hun er indlagt og hvor hun er. Hun døser meget og er meget afkræftet. Hun ligner en koncentrationsfange, vejer 38 kg og kroppen er fuld af mørke pletter p.g.a dårlig iltning i blodet. Hun er ikke engang fyldt 60 år, men kroppen er ældet som en olding. Det er skrækkeligt at se på. Det fylder mig med væmmelse, frustration og sorg over, at hun stoppede med at ryge i tide da hun fik sygdommen konstateret.
Jeg har holdt mig stærk hele weekenden. Det skal jeg som mor til 3 børn, der også er ved at miste deres mormor. Jeg har en dejlig mand, der støtter alt hvad han kan, men han har også sine begrænsninger i hvad han kan holde til. Nu kan jeg til gengæld mærke, hvor ked jeg er. Tårerne har trillet ned af mine kinder og jeg ved ikke hvor længe min mors dødskamp skal vare. Hun har ingen kræfter og er helt afkræftet. Huden ligger i fine krøller og folder hen over knoglerne på hele hendes krop. Hun er så tynd, så tynd, så tynd og brystkassen har udviklet den obligatoriske tøndeagtige facon som sker for KOL-patienter.
Hun glider ind og ud af klare øjeblikke, døser, sover og har bi-pap´en konstant. Den laver hvæsende, monotome lyde i rummet. Jeg er fuldstændig slidt op af alle de gange vi har været på sygehuset. Alle de gange vi ikke har vidst hvilken vej det ville gå. Alle de gange hvor min krop har været i konstant alarmberedskab af frygt for hvad der skulle ske. Alle de gange, hvor jeg har grædt mine tårer og vidst, at det alligevel ikke var enden nu, men at den ventede forude. Alle de gange hvor min far har anklaget mig for at være en dårlig datter fordi jeg ikke kan være ved min mor døgnet rundt fordi jeg også har 3 børn. Alle hans lede kommentarer igennem tiden. Senest i aften, hvor jeg bare kunne mærke, at snoren knækkede. Jeg vil ikke finde mig i det mere, men jeg skubber det foran mig. Jeg må vente med at afgøre hvilken kontakt jeg skal have til min far efter min mors død. Om jeg overhovedet skal have nogen kontakt. Om jeg nogensinde kan tilgive hans utrolige egoistiske og lede kommentarer igennem tiden. Jeg ved det ikke. Tiden må vise om det kan lade sig gøre. Lige nu må jeg fokusere på tiden med min mor.
En sygeplejerske gav mig stille ret i, at det godt måtte slutte nu. Der er ikke meget liv tilbage. Min far og søster vil ikke indse, at det er slut nu. De mener, at lægerne skal genoplive hende for hver en pris selvom lungefunktionen er så dårlig nu, at hun ikke længere kan sætte sig op i sengen uden hjælp. Hun kan ikke længere gå på toilettet, men skal have en toiletstol ind og hvor anstrengelsen ved det er ganske udmattende.
Det er det sværeste jeg nogensinde har skullet indse. Min mor er ved at dø for øjnene af mig og jeg kan ikke gøre noget. Jeg står hjælpeløs og ser til. Jeg beder til Gud og håber, at en engel vil stå ved hendes side, når hun drager afsted. Og for hendes skyld håber jeg snart, at det bliver.
Min mor fik konstateret sygdommen i 2005, hvor hun også måtte holde op med at arbejde længe før man normalt trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet.
Dette indlæg bliver en forvirrende og springende fortælling. Jeg er så fuld af tanker, ord og træthed i min sjæl. Jeg har været på sygehuset i aften, hvor min mor er indlagt. Det har hun været rigtigt mange gange de sidste 4-5 år. Der har været mange gange på intensiv afdelingen, hvor vi ikke rigtigt vidste om hun ville dø eller ej. Men hun er kommet stærkt igen hver gang, men denne gang er det anderledes. Hun kom ind på sygehuset i torsdags og var meget uklar p.g.a forhøjet kulilte i blodet. Kulilten gør hende konfus, urolig og usammenhængende. På sygehuset kender de hende godt på afdelingen og de samme sygeplejersker har plejet hende i flere år, når hun har været indlagt.
Denne indlæggelse er anderledes. Normalt er indlæggelserne sket, når hun har fået en infektion i lungerne og som skal behandles intravenøst og med bi-pap med forskellige former for inhalationspræparater. Sådan er det ikke denne gang. Der er ingen infektion eller andre unormale infektionstal. Lungekapaciteten er nu så dårlig, at hun ikke længere kan klare sig med ren ilt som hun har fået det sidste år. Hun må konstant ligge med bi-pap maskinen og alligevel hjælper det ikke rigtigt. Hun kan ikke komme af med kulilten i blodet og er derfor tiltagende konfus, vrøvlende og lidt aggressiv. Hun kan ikke helt huske datoer, tid, hvor hun er indlagt og hvor hun er. Hun døser meget og er meget afkræftet. Hun ligner en koncentrationsfange, vejer 38 kg og kroppen er fuld af mørke pletter p.g.a dårlig iltning i blodet. Hun er ikke engang fyldt 60 år, men kroppen er ældet som en olding. Det er skrækkeligt at se på. Det fylder mig med væmmelse, frustration og sorg over, at hun stoppede med at ryge i tide da hun fik sygdommen konstateret.
Jeg har holdt mig stærk hele weekenden. Det skal jeg som mor til 3 børn, der også er ved at miste deres mormor. Jeg har en dejlig mand, der støtter alt hvad han kan, men han har også sine begrænsninger i hvad han kan holde til. Nu kan jeg til gengæld mærke, hvor ked jeg er. Tårerne har trillet ned af mine kinder og jeg ved ikke hvor længe min mors dødskamp skal vare. Hun har ingen kræfter og er helt afkræftet. Huden ligger i fine krøller og folder hen over knoglerne på hele hendes krop. Hun er så tynd, så tynd, så tynd og brystkassen har udviklet den obligatoriske tøndeagtige facon som sker for KOL-patienter.
Hun glider ind og ud af klare øjeblikke, døser, sover og har bi-pap´en konstant. Den laver hvæsende, monotome lyde i rummet. Jeg er fuldstændig slidt op af alle de gange vi har været på sygehuset. Alle de gange vi ikke har vidst hvilken vej det ville gå. Alle de gange hvor min krop har været i konstant alarmberedskab af frygt for hvad der skulle ske. Alle de gange, hvor jeg har grædt mine tårer og vidst, at det alligevel ikke var enden nu, men at den ventede forude. Alle de gange hvor min far har anklaget mig for at være en dårlig datter fordi jeg ikke kan være ved min mor døgnet rundt fordi jeg også har 3 børn. Alle hans lede kommentarer igennem tiden. Senest i aften, hvor jeg bare kunne mærke, at snoren knækkede. Jeg vil ikke finde mig i det mere, men jeg skubber det foran mig. Jeg må vente med at afgøre hvilken kontakt jeg skal have til min far efter min mors død. Om jeg overhovedet skal have nogen kontakt. Om jeg nogensinde kan tilgive hans utrolige egoistiske og lede kommentarer igennem tiden. Jeg ved det ikke. Tiden må vise om det kan lade sig gøre. Lige nu må jeg fokusere på tiden med min mor.
En sygeplejerske gav mig stille ret i, at det godt måtte slutte nu. Der er ikke meget liv tilbage. Min far og søster vil ikke indse, at det er slut nu. De mener, at lægerne skal genoplive hende for hver en pris selvom lungefunktionen er så dårlig nu, at hun ikke længere kan sætte sig op i sengen uden hjælp. Hun kan ikke længere gå på toilettet, men skal have en toiletstol ind og hvor anstrengelsen ved det er ganske udmattende.
Det er det sværeste jeg nogensinde har skullet indse. Min mor er ved at dø for øjnene af mig og jeg kan ikke gøre noget. Jeg står hjælpeløs og ser til. Jeg beder til Gud og håber, at en engel vil stå ved hendes side, når hun drager afsted. Og for hendes skyld håber jeg snart, at det bliver.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar