Jeg forundres over hvordan en død mor kan påvirke det indre følelsesliv i så varierende grad længe efter hun er død.
I år 2 efter min mors død lærte jeg at leve med, at hun er stendød og aldrig kommer igen. Jeg lærte så nogenlunde at acceptere, at hun er væk. Hun blev brændt, så der er ikke engang en krop i forrådnelse tilbage nede på kirkegården. Hun er uigenkaldeligt væk. Jeg tror ikke, at jeg helt kommer til at forstå det nogensinde, når jeg stadig ser hende så levende for mig og mærker hende omkring mig, men jeg har lært at leve med det.
Derfor kommer det også som en overraskelse, at savnet kan føles så overvældende her i år 3. Jeg er i august måned gået ind i det 3. år efter min mors død. Jeg savner hende så skrækkeligt i disse uger. Jeg kan mærke, at tårerne kan trænge sig på helt uventet. Det er længe siden, at det har været så intenst. På vej til arbejde kan jeg blive overvældet af et intenst stikkende savn, der varer et kort øjeblik, men som er så stærkt, at det føles som mental mavepumper. Det går forholdsvist hurtigt væk igen, men efterlader alle sanser og porrer åbne og jeg mærker min mor i den vind, der rammer mit ansigt, når jeg cykler. Jeg ser hende i skyerne over mig, når jeg kører over en bro på vej til mit arbejde.
Min dejlige datter er startet i 0. klasse. Jeg savner at kunne fortælle min mor om hvordan det er gået. Sende hende en SMS af min datter, som hun poserer stolt med sin skoletaske på 1. skoledag. Det er svært at være datter til en død mor.
I år 2 efter min mors død lærte jeg at leve med, at hun er stendød og aldrig kommer igen. Jeg lærte så nogenlunde at acceptere, at hun er væk. Hun blev brændt, så der er ikke engang en krop i forrådnelse tilbage nede på kirkegården. Hun er uigenkaldeligt væk. Jeg tror ikke, at jeg helt kommer til at forstå det nogensinde, når jeg stadig ser hende så levende for mig og mærker hende omkring mig, men jeg har lært at leve med det.
Derfor kommer det også som en overraskelse, at savnet kan føles så overvældende her i år 3. Jeg er i august måned gået ind i det 3. år efter min mors død. Jeg savner hende så skrækkeligt i disse uger. Jeg kan mærke, at tårerne kan trænge sig på helt uventet. Det er længe siden, at det har været så intenst. På vej til arbejde kan jeg blive overvældet af et intenst stikkende savn, der varer et kort øjeblik, men som er så stærkt, at det føles som mental mavepumper. Det går forholdsvist hurtigt væk igen, men efterlader alle sanser og porrer åbne og jeg mærker min mor i den vind, der rammer mit ansigt, når jeg cykler. Jeg ser hende i skyerne over mig, når jeg kører over en bro på vej til mit arbejde.
Min dejlige datter er startet i 0. klasse. Jeg savner at kunne fortælle min mor om hvordan det er gået. Sende hende en SMS af min datter, som hun poserer stolt med sin skoletaske på 1. skoledag. Det er svært at være datter til en død mor.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar