Min mors sygdom var en ekstrem udmattende og hård belastning, da den varede i næsten 10 år. I de sidste 4 år har hun været indlagt 80 gange, hvor de 20 af indlæggelserne var på intensiv.
Sorg og dine omgivelser
Det er ikke let at være i sorg. Man er hudløs. Ensom. Bange. Ked af det.
Jeg er et menneske med en stor omgangskreds og mange veninder. Jeg er engageret i mange sammenhænge og jeg er normalt aktiv og udfarende. Sådan er det bare ikke altid helt længere. Jeg er blevet mere indadvendt og har ikke kræfter til at være så udfarende som jeg plejer.
Der er et par veninder som jeg har kendt i mange, mange år. Jeg hører næsten ikke fra dem. Jeg kan mærke, at jeg er meget skuffet over det, men jeg orker ikke at sige det til dem. De kan vel for pokker tænke? De kan vel vide, at jeg har brug for, at DE ringer og snakker, at DE ringer og tager initiaitv til at ses? Åbenbart ikke. Lige nu er det ikke tiden at gøre noget ved det. Jeg er bare så skuffet og jeg er ikke sikker på hvad det har af langtidsvirkninger for vores venskab. Min linie har altid været lang, men træder man ud over den for mange gange, så er det slut.
I går for eksempel. Jeg havde besøg af et par jævnaldrende legekammerater til min yngste søn og datter. Det et søskendepar, som er meget glade for at lege med mine børn og omvendt. Moren til børnene slog sig ned til kaffe og kvidrede uafbrudt i 3 timer om SIG selv og sit nye forhold. Hun ved, at jeg har mistet min mor, men ikke én gang spurgte hun til hvordan det gik? Hvad er der med folk? Har de ingen pli eller indsigt eller er jeg bare for krævende?
Så er der heldigvis de andre. Forstående naboer, en kollega, som jeg aldrig før har snakket rigtigt med har spurgt flere gange til hvordan jeg har det, andre veninder, der sender mig rare sms´er, ringer og er omsorgsfulde.
Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal håndtere det andet. Måske skal jeg bare acceptere, at sådan er det og så må jeg handle på det, når jeg har det bedre. Måske om 1 år. Jeg ved det ikke.
Øv.
Jeg er et menneske med en stor omgangskreds og mange veninder. Jeg er engageret i mange sammenhænge og jeg er normalt aktiv og udfarende. Sådan er det bare ikke altid helt længere. Jeg er blevet mere indadvendt og har ikke kræfter til at være så udfarende som jeg plejer.
Der er et par veninder som jeg har kendt i mange, mange år. Jeg hører næsten ikke fra dem. Jeg kan mærke, at jeg er meget skuffet over det, men jeg orker ikke at sige det til dem. De kan vel for pokker tænke? De kan vel vide, at jeg har brug for, at DE ringer og snakker, at DE ringer og tager initiaitv til at ses? Åbenbart ikke. Lige nu er det ikke tiden at gøre noget ved det. Jeg er bare så skuffet og jeg er ikke sikker på hvad det har af langtidsvirkninger for vores venskab. Min linie har altid været lang, men træder man ud over den for mange gange, så er det slut.
I går for eksempel. Jeg havde besøg af et par jævnaldrende legekammerater til min yngste søn og datter. Det et søskendepar, som er meget glade for at lege med mine børn og omvendt. Moren til børnene slog sig ned til kaffe og kvidrede uafbrudt i 3 timer om SIG selv og sit nye forhold. Hun ved, at jeg har mistet min mor, men ikke én gang spurgte hun til hvordan det gik? Hvad er der med folk? Har de ingen pli eller indsigt eller er jeg bare for krævende?
Så er der heldigvis de andre. Forstående naboer, en kollega, som jeg aldrig før har snakket rigtigt med har spurgt flere gange til hvordan jeg har det, andre veninder, der sender mig rare sms´er, ringer og er omsorgsfulde.
Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal håndtere det andet. Måske skal jeg bare acceptere, at sådan er det og så må jeg handle på det, når jeg har det bedre. Måske om 1 år. Jeg ved det ikke.
Øv.
Sorg går i bølgedale
Sorg er en udefernelig størrelse, der bevæger sig uafhængigt af kendte kontekster og objektive handlinger.
Hvordan går det så nu?
Hvordan går det så nu?
2 måneder og 12 dage siden min mor døde
Der er dage, der går bedre.
Der er få dage, der går godt.
Der er enkelte dage, der går knap så godt.
Der er få dage, der går godt.
Der er enkelte dage, der går knap så godt.
Efteråret starter uden dig mor
Det er tydeligt begyndende efterår. Når jeg cykler på arbejde om morgenen er det koldt, men dejligt. Jeg har 4 km til arbejde og det er med til at friske mig lidt op, klare tankerne og forberede mig mentalt på dagen, der kommer.
En sensommerdag
Midt i september. Det føles som en evighed siden jeg så dig mor. Nu har jeg fundet et smukt billede af dig og stillet det op her i min stue. Nu får jeg ikke længere krampegråd ved at kigge på det. Det er et 10 år gammelt billede fra før sygdommen tog fat. Du var en smuk kvinde dengang.
Alvorligt syg
Mor.
Jeg er stum for ord. Jeg har grædt hele dagen. Verden er væltet. Jeg har fået konstateret alvorlig sygdom, som gør alt hvad jeg har usikkert.
Jeg er stum for ord. Jeg har grædt hele dagen. Verden er væltet. Jeg har fået konstateret alvorlig sygdom, som gør alt hvad jeg har usikkert.
60 dage siden du blev indlagt for sidste gang
Livet farer stille forbi.
I dag er det 2 måneder siden du blev indlagt for sidste gang, kære mor.
I dag er mine drenge med deres far og et par kammerater til landskamp.
I dag er det 2 måneder siden du blev indlagt for sidste gang, kære mor.
I dag er mine drenge med deres far og et par kammerater til landskamp.
Den største sorg i verden
Det er rigtigt svært i disse dage. Jeg har grædt hver dag i september. Ofte om aftenen, når mørket har sænket sig og børnene er kommet i seng. Så kommer sorgen og savnet. Tårerne og længslen.
Savn er den største længsel
I dag mærkes savner i hver en fiber i min krop.
Jeg har været til nogle undersøgelser på sygehuset og afventer svar. Der er ingen sms fra min mor, der spørger hvordan det gik.
Jeg har været til nogle undersøgelser på sygehuset og afventer svar. Der er ingen sms fra min mor, der spørger hvordan det gik.
Abonner på:
Opslag (Atom)
