I aften prøvede jeg for første gang at få et angstanfald. Det har jeg aldrig prøvet før. De sidste 48 timer har jeg haft en prikkende, stikkende og jagende smerte lige over min livmoder - midt i bughulen. Jeg kan ikke spise regelmæssigt. Har mistet appetitten og prøver på at spise lidt. Jeg kan ikke. Jeg er ved at bryde sammen i krampegråd hver gang.
Jeg har kontrolleret gråden her til aften. Min søn har overnattende kammerater. Det er nødvendigt. Ellers græder jeg. Hele tiden. De irriterende kontaktlinser. Pokkers, at jeg ikke fik købt de briller i tide. Jeg må dryppe øjne da jeg har øjenbetændelse.
Men så kom det. Buldrende. Uventet. Kraftigt. Vanvittigt. Angstanfaldet.
Jeg læste nogle gamle mails fra min mor. Jeg skulle også bare lade det ligge. Det er for tidligt. Mette. Fat det dog.
Uden varsel føltes det som om jeg skulle kvæles. En usynlig masse af grum og grå håbløshed sad fast i min hals og på mit bryst. Min puls og hjerterytme blev uregelmæssigt. Det sortnede for mine øjne. Jeg vaklede ud på terrassen. Luft. Giv mig luft. Jeg bliver kvalt. Min mand tog om mig. Holdt om mig til anfaldet var ovre og tårerne sprøjtede ud.
Sorg gør fysisk ondt. Smerten jager i min livmoder som stikkende og blitzende lyn af smerte. Moaar...har jeg lyst til at brøle. Kom hjeeeemmm.
Jeg har jordbær i køleskabet. Så dem i Føtex i dag. Måtte købe de smukke jordbær - fra Tyskland. Du ville altid have danske jordbær, men der var ikke andre. Stakkels ekspedient mellem agurker og røde peberfrugter. Jeg græd så meget, at han var lige ved at falde ned af den lille stige han stod på. Det er da heller ikke normalt. Vel? Jeg kan jo ikke gøre for, at min mor er død og jeg bare må have jordbær.
Jeg håber, at min lille datter på 4 år kan spise dem i morgen. Åh ja. Min lille vidunderlige datter, hvis verden drejer sig om lyserøde heste, prinsesser og dyr. Hun er så fuld af liv. Jeg elsker hende. Men kan næsten ikke rumme hendes vitalitet og livsenergi.
Moar, kom nu hjem. Vi skal spise de jordbær. Sammen.
3 kommentarer:
Græd græd græd....det skal ud! Og sorgen holder aldrig op, men med tiden, efter begravelsen bliver der minutter-timer, hvor smerten i maven, knuden i brystet letter og du i en tid oplever, at du ikke har savnet. Din mor er fri for smerter nu, hun er i Paradis, i Kosmos, er et med Altet - kort sagt hun er fri.Selv om du har kvalme, SKAL du spise lidt, for det er et enormt energikrævende arbejde at sørge....husk det.Det ville din mor også ha' sagt!
Min største medfølelse, jeg er dybt berørt af din blog.
Min mor døde for 10 dage siden. Af KOL. Og måske kunne hun have levet længere, men jeg traf beslutningen om at hun ikke skulle have sonde. Og ikke skulle genoplives. Og at hun ikke skulle i respirator igen, eller have bi-pap-masken på. Hendes hjerne var så forgiftet at hun ikke forstod at bi-pap'en var en hjælp, så med mindre hun var bevidstløs, gjorde masken hende panisk.
Til sidst var jeg med til at vælge at seponere droppet, som efterhånden var hendes livsåre. Og så døde hun.
Jeg tror på at jeg valgte rigtigt. Jeg er slet ikke i tvivl om at hun havde fået alle de gode år, hun kunne med sin sygdom og at der kun var de dårlige tilbage.
Det har krævet en masse mod at træffe de valg og jeg er faktisk stolt af at jeg turde. Og normalt ville jeg ringe til min mor, som ville rose mig og klappe mig på skulderen og fortælle mig at jeg havde gjort det godt og rigtigt. Men hun er væk.
Jeg har gjort mig så umage med efterforløbet. Jeg valgte omhyggeligt tøj til hende og jeg klædte hende på. Og så tog jeg mine børn med på sygehuset, så de kunne se hende. Jeg fik valgt den helt rette kiste og fandt den perfekte urne. Hun ville have syntes at urnen var smuk. Jeg fik beskrevet for blomsterhandleren hvordan kistepynten skulle være enkel, men stilfuld. Jeg fik arrangeret det helt rigtige sted til kaffe bagefter. Det blev så fint og rigtigt og det er så forkert at jeg ikke kan ringe til min mor og fortælle om det.
Hun ville have nydt at høre mine brødre og jeg med vores vanlige sorte humor har grinet, også nu bagefter. For ja, vi griner også. Det er vores måde at omgås på, og hun ville have elsket at være med.
Men hun er væk. Og jeg har slet ikke fattet det endnu.,.
Send en kommentar