Det er snart et årti siden, du døde, mor. 10 år i juli til sommer. Det er rigtigt mange år, og for første gang nogensinde har jeg ikke tårer i øjnene eller mærker et dybt savn over, at du ikke er med. Jeg tænker med flygtig glæde på gamle minder fra 1. juledag, hvor vi besluttede at få mad udefra. Det gjorde vi de sidste 2 år inden din død. Før det var der også et par år, hvor vi ikke holdt jul sammen. Du og min far meldte ud, at I ikke længere kunne holde juleaften med os fordi det var for hårdt for dig. Så vi måtte gøre det anderledes, og det gav et par gode minder om 1. juledag.
