I nat døde min elskede farmor på næsten 100 år.
Hun var det mest elskelige og kærlige menneske i mit liv. Hun viste mig ubetinget kærlighed, omsorg og overskud i min barndom.
Jeg var på lange sommerferier hos hende i en lille soveby i Jylland hvert år. Jeg kan huske lange varme sommerdage i haven, hvor hun havde et overflødighedshorn af bær. Jordbær. Hindbær. Stikkelsbær. Solbær. Kirsebær. Forunderlige og smukke frugter, hvis form og farve står stærk i min bevidsthed. De røde, lyserøde og blårøde nuancer fra en svunden tid hos en farmor, der altid havde tid og var af sidste af sin generation, der havde dedikeret sit liv til familien på godt og ondt, men kun godt set fra mit perspektiv. Der var hvide totter på en sommervarm blå himmel med sølvmågerne skrigen fra byen. Der var ture om til købmanden og Brugsen, hvor der blev købt ind til dagens middag. Der var duften af frikadeller, rødkål og jordbærgrød. Der var gaskomfur og verdens største spisekammer eller viktualierum. Der var kærlighed og uendelig tid og omsorg. Når jeg steg ud af toget på den lille station blev tiden sat ned i gear. Langsomt og overkommeligt og der var så skønne dage fra de mange lange sommerferier, hvor omsorg og kærlighed var på dagsordenen.
Hun var en lille rund dame med det smukkeste grå hår, som altid skulle sættes med papilotter og papir. Hun var duften af flonel sengetøj og små smukke og runde sæber i sengetøjet og på badeværelset. Hun kunne hækle og sy som ingen anden. Hun råbte aldrig højt eller hævede stemmen. Hun lavede mine livretter og havde masser af tid. Der var bunker af ugeblade, som blev delt med alle nabokonerne. Det var tiden før de mange TV-kanaler og computere, så tiden var langsom, rund og fuld af minder og lyde.
Hun blev født under 1. verdenskrig og har levet i det århundrede, som har haft den største udvikling i hele menneskehedens historie. Hun overlevede sulten i 1930´erne, krigen i 1940´erne, fik børn og sørgede for dem. Hun var ydmyg og vant til at leve for ingen penge og i små kår. Hun var som alle andre kvinder fra den tid dybt betagede da der kom farvet gavepapir i alverdens farvenuancer frem i butikkerne. Hun gemte dem i sirligt pakkede bundter i skabene til bedre tider. Hun oplevede de teknologiske fremskridt op igennem 1960´erne, den økonomiske krise i 1980´erne og var frisk og mentalt med langt op i 90´erne, hvor hun blev oldemor til mine børn. Mine ældste børn kan huske, at vi besøgte hende da de var små og der var syltetøj, ost og boller på det pænt dækkede bord.
Min farmor var en helt særlig kvinde. Jeg tænker på hende med dyb kærlighed og taknemlighed i brystet. Min farmor var en boglig klog kvinde, som fulgte med i aviser og blade. Desværre var hun også et barn af en fattig landbrugsfamilie, så det lå aldrig i kortene, at hun skulle læse videre, men hun ville helt sikkert have haft evnerne til det. Jeg kan huske, at hun var meget optaget af de kritiske forhold som missionærerne udsatte det afrikanske kontinent for i historiens grimme kapitler. Vi snakkede meget om det da jeg var på de lange ferier som teenager hos hende. Min farmor havde den smukkeste håndskrift i sirligt snoede linjer på papiret.
Min farmor var den sidste livsline jeg havde til livet, der er før mine børn. Tilbage har jeg kun min far og en biologisk søster, som jeg ikke har kontakt til andet end når nogen i familien dør. Det er vemodigt, men jeg er mest fuld af taknemlighed over, at hun var i mit liv og gav mig så mange dejlige oplevelser, som jeg husker tilbage på med glæde. Jeg er ked af det, men hun har fået fred. Jeg ved, at hun er hos englene og udfriet fra de mange fysiske begrænsninger hun havde til sidst. Jeg ved, at hun er blevet godt modtaget i livet efter dette for hun var selv en engel. Forklædt i et menneskeligt legeme. Hun var kærlighed og et godt menneske, som altid har behandlet mig og mine børn med respekt og interesse.
I respekt og kærlighed.
Dit barnebarn
