Oktober er kommet i al sin pragt. Smukke solskins morgener, der starter i buldermørke kl. 6.00 når vækkeuret ringer. Det er tydeligt, at det er blevet efterår, men himlen er utrolig smuk med lyserøde vatskyer på himlen hver morgen, når jeg kører på arbejde med 2 af ungerne.
Jeg er ikke på toppen. Jeg bliver nødt til at indrømme det. Jeg er gråd labil, træt og har svært ved at tage mig sammen til ret mange arbejdsfelter end blot at gå på arbejde i øjeblikket. Der er mange arrangementer i skolen som jeg har uendeligt svært ved at finde kræfterne til. Jeg har valgt IKKE at melde mig i forældrerådet denne gang i min datters 0. klasse for at være sikker på, at jeg ikke bruger uhensigtsmæssigt mange kræfter på noget som andre ambitiøse 1. gangs forældre kan klare langt bedre end jeg og mit trætte legeme.
Jeg har mistet 2 af mine nærmeste biologiske familiemedlemmer. Det er svært og jeg må erkende, at jeg trænger til noget dybere sorgbearbejdning for at komme til at kunne leve bedre med den sorg, der til tider overmander mig helt utroligt. Jeg tager ofte tingene for nært, føler mig svigtet af mine nærmeste, er begyndt at diskutere med min mand og er så ufatteligt træt hele tiden uden at jeg kan sove bedre om natten af den årsag. Jeg har brug for at tale med andre, som har mærket hvad sorgen gør ved et menneske. Der skal være tid og rum til at tale om sorgen i en travl hverdag. Jeg har derfor skrevet en mail om at jeg gerne vil deltage i en sorggruppe for voksne velfungerende mennesker, der har prøvet at miste en forælder. Jeg har brug for at finde ligesindede som også kender til at parkere i indkørslen og bare blive siddende i bilen 5 minutter fordi klumpen i halsen skal synkes, tårerne tørres væk og dermed være klar til at gå i gang med dagens næste gøremål. Jeg håber ikke, at der går for lang tid inden det bliver muligt at deltage i sådan en gruppe. Måske er der også potentiale for nye venskaber og at lære nye mennesker at kende.
I Savnet over min døde farmor har fået savnet til at blusse op over min mor igen og jeg kan mærke, at jeg har et stort behov for at få talt om det med ligesindede. Jeg behøver ikke en psykolog, men et fællesskab med andre, der også ved hvordan det kan påvirke hele ens almindelige at miste en forælder....
Jeg er ikke på toppen. Jeg bliver nødt til at indrømme det. Jeg er gråd labil, træt og har svært ved at tage mig sammen til ret mange arbejdsfelter end blot at gå på arbejde i øjeblikket. Der er mange arrangementer i skolen som jeg har uendeligt svært ved at finde kræfterne til. Jeg har valgt IKKE at melde mig i forældrerådet denne gang i min datters 0. klasse for at være sikker på, at jeg ikke bruger uhensigtsmæssigt mange kræfter på noget som andre ambitiøse 1. gangs forældre kan klare langt bedre end jeg og mit trætte legeme.
Jeg har mistet 2 af mine nærmeste biologiske familiemedlemmer. Det er svært og jeg må erkende, at jeg trænger til noget dybere sorgbearbejdning for at komme til at kunne leve bedre med den sorg, der til tider overmander mig helt utroligt. Jeg tager ofte tingene for nært, føler mig svigtet af mine nærmeste, er begyndt at diskutere med min mand og er så ufatteligt træt hele tiden uden at jeg kan sove bedre om natten af den årsag. Jeg har brug for at tale med andre, som har mærket hvad sorgen gør ved et menneske. Der skal være tid og rum til at tale om sorgen i en travl hverdag. Jeg har derfor skrevet en mail om at jeg gerne vil deltage i en sorggruppe for voksne velfungerende mennesker, der har prøvet at miste en forælder. Jeg har brug for at finde ligesindede som også kender til at parkere i indkørslen og bare blive siddende i bilen 5 minutter fordi klumpen i halsen skal synkes, tårerne tørres væk og dermed være klar til at gå i gang med dagens næste gøremål. Jeg håber ikke, at der går for lang tid inden det bliver muligt at deltage i sådan en gruppe. Måske er der også potentiale for nye venskaber og at lære nye mennesker at kende.
I Savnet over min døde farmor har fået savnet til at blusse op over min mor igen og jeg kan mærke, at jeg har et stort behov for at få talt om det med ligesindede. Jeg behøver ikke en psykolog, men et fællesskab med andre, der også ved hvordan det kan påvirke hele ens almindelige at miste en forælder....
7 kommentarer:
Jeg mistede min mor for 2,5 år siden, og jeg kæmper stadig med sorgen. Dine indlæg rammer mig lige i hjertet, du sætter ord på mange af mine følelser. Ligenu kæmper jeg med, at min far har fundet en ny dame og de vil flytte sammen, jeg kan ikke glæde mig på hans vejen, men er istedet ked af det og spørg igen og igen hvorfor skulle min mor dø alt for tidlig.
Kærlig hilsen
Charlotte, 40 år mor til 2
Kære Charlotte
Det gør meget ondt at miste sin mor. Vores situation minder også om hinanden fordi min far også har fundet en ny dame og det har været meget svært for mig at forstå, men lige på den front er jeg ved at komme overens med det fordi hun er en meget sød og venlig dame. Jeg håber at tiden vil arbejde endnu mere for os så vi efterhånden kan få det bedre. Har du været i en sorggruppe?
Nej jeg har ikke været i sorggruppe, men det kunne være det ville have hjulpet. Jeg har en storesøster, men hun er ikke nær så mærket af det.
Hej Charlotte
Måske ville det være en hjælp for dig? Jeg har netop fået en positiv tilbagemelding i forhold til at skulle starte i en sorggruppe med andre voksne, der har mistet en forælder. Der findes mange forskellige foreninger, der etablerer sorggrupper. Det er også muligt at starte i sorggruppe selvom det er længe siden dødsfaldet skete. Vi er mange, der ikke har fået det ordentligt bearbejdet. Det er svært, når der er så mange pligter i hverdagen...
Hej Emilie
Hvor er det rart at læse at du har haft glæde af at læse mine indlæg og har startet en blog. Hvis du vil vil jeg gerne lave et link til den her fra min side? Jeg er glad for at høre, at du har haft glæde af at gå i sorggruppe sammen med andre der har mistet en forælder for som du siger, så har mange af ens venner ikke prøvet det og ofte går hverdagen også så stærkt at det kan være svært at finde rum og tid til at sørge. Jeg ser frem til at starte op i en sorggruppe...
Send en kommentar