Om at fejre jul i det 4. år efter min mor døde

I går var det juleaften. En dejlig rolig én af slagsen i min lille familie. Vi var min far, min svigermor, mand og unger.

Vi fik god mad, danset om det dejlige juletræ, sunget mange sange, som min mindste datter havde skrevet en rækkefølge på. Det var en blanding af de nationaliteter vores familie repræsenterer. Det er altid en forunderlig oplevelse at se, hvordan ungerne uden besvær mestrer det andet sprog i vores hjem udover dansk.

Når livet slår en kolbøtte i det 4. år efter min mors død

Livet gør ondt i disse uger. Jeg er meget påvirket af en lang række begivenheder i mit liv, som jeg gerne ville have været foruden. Jeg må klamre mig til mit livsmotto: "quitting is not an option", men i øjeblikket har jeg øjeblikke, hvor jeg er tæt på.

Om leve i efteråret det 4. år efter min mors død

Det smukkeste efterårsvejr farver landskabet i bløde og forunderlige farver, der lige om lidt afløses af nøgne, våde og kolde træer i måneder, der bliver mørke og dunkle.

Sommeren gik uden at jeg fik skrevet på denne blog. Jeg ved ikke om det er godt eller skidt, men måske er det et tegn på, at sorg og det efterfølgende savn er ved at finde sit leje hos mig på en måde, der gør, at jeg kan leve mit liv videre.

Om at blive et helt menneske når mor var alkoholiker

Det er midsommer og vejret er skønt. Jeg trives generelt og har i flere måneder dyrket intensiv træning, hvilket har haft en helt utrolig indflydelse på mit velbefindende og liv generelt.

Mine børn trives generelt godt og jeg er meget stolt af, at den sociale arv ser ud til at blive brudt fordi de alle trives i skolen og har mange gode venner. De er vokset op i et hjem uden alkohol og alle de forfærdelige følgevirkninger, det giver hos dynamikken i en familie.

Forår, lyserøde kirsebærblomster og en mor, der er stendød

Det er forår. Det hele er bare så smukt. Den knaldblå himmel, solen, varmen, vinden, de hvide margueritter, de gule mælkebøtter, det dejlige grønne græs, de spæde blade, de lyserøde kirsebærblomster, de røde tulipaner og alt det andet.

Foråret er skønt og i hele april har min mor været i mine tanker mange gange. Hun elskede dette forår og selvom det nu er 3 år siden hun døde, så mangler hun lige så meget som altid, når det er forår. Sidste år blev min søn konfirmeret og der manglede hun også. Hun mangler midt i solens lys i min have, i min familie og jeg mangler sådan at have en kvinde at kalde for MOR.

Om at savne sin mor 3 år efter hun døde ved synet af en gul påskelilje

Jeg savner min mor i disse uger. Det er ikke nogen hemlighed. Påsken har været helt fantastisk med frihed og dage uden børn med plads til tanker, træning og ture ud i naturen. Jeg holder virkelig mentalt ferie, men det er også hårdt at være omgivet af sine børn hele tiden. Der er konstant vasketøj, en doven og træt teenager, der liver op, når der er mad og fodbold på tapetet.

Nye venner og relationer i 3. år efter min mors død

Der sker store forandringer i mit liv. På den positive front. Jeg er i fuld gang med at reducere "råberiet" ganske betydeligt. Jeg prøver at stoppe op og mærke, lade følelserne tale mere frem for stemmen. Mærke efter og høre efter hvad mit indre siger.

Mere om ikke at ville råbe af sine børn i 3. år efter min mors død

Meget snart bliver jeg 41 år. Halvvejs igennem i livet. Lettere brugt i min krop, der ikke altid helt vil som jeg vil, men jeg giver ikke op. Jo ældre jeg er blevet jo mere er jeg kommet til at værdsætte livet med alle dets mange vidunderlige, vanvittige og vilde facetter. Jeg elsker at være midt i livet på trods af alle de svære ting i mit liv.

Om ikke længere at ville råbe af mine børn i det 3. år efter min mors død

Vigtige og store beslutninger træffes i disse uger. Der er store eksistensielle spørgsmål og dilemmaer i spil. Måske er det alderen eller måske var årsagen, at døden kom meget tæt på igen i disse uger. Døden, når den er allermest ubærlig og forfærdelig. Døden, når den rammer et lille barn, som aldrig har fået en chance, men som var så fuld af håb og drømme om alle de forestillinger man havde om barnet. 

Om triste tanker i den blå time

Pyhh, det er nogle triste dage for tiden. Den grusomme oplevelse for min veninde som mistede sin søn i fredags har aktiveret en tung sort kappe af tristhed og tungsind på mine skuldre. Jeg har bare lyst til at gemme mig væk under dynen og er utroligt langsom på mit arbejde. Jeg er træt, har ingen energi, ser min venindes lille søn for øjnene hele tiden samtidigt med, at jeg tænker meget på min mor og hvor døden dog forandrer alting. Jeg føler mig trist over, at min veninde skulle miste sin søn da jeg ved, hvor meget det betød for hende.

Om hvordan døden igen kom forbi i den mest uhyggelige form

I går blev en dag fyldt af livets store kontraster. Min datter havde fødselsdag og det var en fantastisk dag, men 1 time før det gik løs med fødselsdagen fik jeg en af de værste opringninger i mit liv siden min mor døde.

Om at mangle min døde mor til min datters fødselsdag

Det er den 1. dag i den anden måned i det nye år 2014. En helt ny måned, der starter med min datters fødselsdag i dag. Hun er min mindste og er ikke længere lille. En ny tid er begyndt i mit liv. En tid som mor til store børn og en teenager. En ganske udfordrende, lærende og indholdsrig tid.

Savnet bliver lettere som årene går efter en død mor

18 dage inde i det nye år. Det nye år er kun 18 dage gammelt. Var det spædbarn var det stadig et særdeles hjælpeløst og suttende lille fænomen, men det er ikke en baby, men et nyt år uden min mor. Jeg tror, at der vil gå længere tid mellem mine indlæg på bloggen nu for den er ved at have tjent sit formål, nemlig at skrive sig igennem den lange proces det er at lære at leve side om side med en stendød mor. En mor, som jeg fysisk efterlod tilbage i 2011, hvor mit liv så anderledes ud end nu.