Min søn holdt fødselsdag i dag. En dejlig én af slagsen. Vi var 19 mennesker i en dejlig kombination, at bedsteforældre, reservebedster, venner og børn. Børnenes dejlige stemmer er forstummet og der er ryddet op. Opvaskemaskinen klarer de mange glas og kaffekopper. Jeg sidder her i stuen med et glas rødvin og kigger på billedet af min mor, der står henne på reolen. Min smukke mor, som hun så ud inden den frygtelige sygdom forkrøblede hende til en skygge af sig selv.
Når vi mødes igen
Når vi mødes igen vil tilgivelsen være altomfavnende
Når vi mødes igen vil livets genvordigheder blive betydningsløse
Når vi mødes igen vil vi være sammen i evighedernes evige lyshav
Når vi mødes igen vil vi forstå og tilgive hvad der gik forud
Når vi mødes igen vil jeg forstå og erkende.
Når vi mødes igen er roen og kærligheden ren
Når vi mødes igen vil det være for evigt.
Jeg tænker på den dag med glæde, kære mor.
Først skal livet leves ud.
Jeg savner dig i et hvert et åndedrag.
Det er snart min søns anden fødselsdag uden dig. Jeg kan mærke, at det føles lidt lettere end sidste år, så tiden er med til at lindre såret.
Jeg står i en tidslomme. Tiden med og tiden efter dig. Mit yngste barn er 33 år yngre end jeg. Hun husker ikke længere min mor, men når hun ser mig græde spørger hun mig om jeg savner dig? Hun kommer ikke til at have en fælles historie med dig. På den måde bliver hendes barndomsminder med bedsteforældre relateret til hendes farmor. Sådan var det også for mig. Mine erindringer om en kærlig bedsteforælder var også relateret til min farmor. Vi husker det i hjertet og i sindet. Kærligheden og minderne relateret til en bedsteforælder. Min datters og min historie bliver dermed ens. Det er farmoren, der får en dominerende rolle. Jeg ønsker det samme for min datter. Minder om lange sommerferier, solskin, sommer, bær i haven, sandet, varmen, regnen og de mange lange dage, som i barndommen føles uendelig.
Hun vil ikke kunne huske dig. Det er vemodigt, men ikke længere så smertefuldt som i tiden efter din død.
Når vi mødes igen vil livets genvordigheder blive betydningsløse
Når vi mødes igen vil vi være sammen i evighedernes evige lyshav
Når vi mødes igen vil vi forstå og tilgive hvad der gik forud
Når vi mødes igen vil jeg forstå og erkende.
Når vi mødes igen er roen og kærligheden ren
Når vi mødes igen vil det være for evigt.
Jeg tænker på den dag med glæde, kære mor.
Først skal livet leves ud.
Jeg savner dig i et hvert et åndedrag.
Det er snart min søns anden fødselsdag uden dig. Jeg kan mærke, at det føles lidt lettere end sidste år, så tiden er med til at lindre såret.
Jeg står i en tidslomme. Tiden med og tiden efter dig. Mit yngste barn er 33 år yngre end jeg. Hun husker ikke længere min mor, men når hun ser mig græde spørger hun mig om jeg savner dig? Hun kommer ikke til at have en fælles historie med dig. På den måde bliver hendes barndomsminder med bedsteforældre relateret til hendes farmor. Sådan var det også for mig. Mine erindringer om en kærlig bedsteforælder var også relateret til min farmor. Vi husker det i hjertet og i sindet. Kærligheden og minderne relateret til en bedsteforælder. Min datters og min historie bliver dermed ens. Det er farmoren, der får en dominerende rolle. Jeg ønsker det samme for min datter. Minder om lange sommerferier, solskin, sommer, bær i haven, sandet, varmen, regnen og de mange lange dage, som i barndommen føles uendelig.
Hun vil ikke kunne huske dig. Det er vemodigt, men ikke længere så smertefuldt som i tiden efter din død.
Tak for tegnet på livet efter døden
Jeg ved du er der ude, kære mor. I en anden dimension, hvis dybde, form og afgrund jeg ikke helt forstår omfanget af.
Du viste mig tegnet og jeg kan mærke, at det giver mig ro i savnet.
Du viste mig tegnet og jeg kan mærke, at det giver mig ro i savnet.
September er fuld af minder
Det er september. En ny måned, som min mor aldrig bliver del af andet i mine tanker og minder. Det er snart efterår. De store kastanjetræer udenfor mine vinduer på arbejdet er begyndt at iklæde sig efterårets utroligt smukke farver i mørkerødt, bronze, skinnende brun og brændt gul
Abonner på:
Opslag (Atom)
