Jeg er i gang med at rydde op i de store hvide skabe med mange hylder. Det er i min datters værelse. Tøjet ligger rodet og kaotisk i tilfældige bunker af bluser, trusser, kjoler og strømper uden makker i et inferno af røde, lilla, grå, pink og sorte nuancer. Ja, den lille dame ved hvilke farver hun bedst kan lide og har en meget udtalt fornemmelse for hvilken tøjsmag der er bedst for hende, selvom hun kun er 6 år gammel.
Det er en helt almindelig fredag aften i et helt almindeligt hus et sted i Danmark. I haven er erantis og vintergækker brudt frem midt i den brune og mudrede græsplæne. Ja, det er mig, der sidder inde bag det røde gardin i min datters værelse.
Alle tøjbunkerne er landet på gulvet. Jeg stak en arm ind i bunkerne og med en meget hurtig bevægelse røg alt tøjet på gulvet, hvorfra et større arbejde med at sortere, ordne, rydde op, lægge sammen og lægge pænt i bunker begynder. En enkelt lilla strømpe med lyserøde prikker ligger ensomt i en lidt skæv vinkel på den nederste hylde. Jeg bukker mig ned og får øje på en skokasse. Jeg kan overhovedet ikke huske hvordan den er kommet der, men tager kassen ud, vender den 90 grader og ser så min mors håndskrift stå på siden af den med "Sandaler og sko til haven, når det bliver varmt og sommeren kommer".
Jeg blev nærmest suget ind i skriften, genkendte øjeblikkelig min mors lidt skæve k´ere, de runde og bløde e´ere og de mange streger på f´erne. Jeg så også hendes hånd lyslevende for mig. Så hvordan den skrev på skokassen i en fjern fortid, hvor der ikke var iltapparater, hjemmesygeplejersker, masker, astmamedicin, lange dage med uvished, nætter uden søvn, utallige hospitalsindlæggelser, vrede, sygdom, blårøde pletter på lår og kinder og dybsort angst.
Jeg var tilbage til de tider, hvor solen altid skinnede om sommeren, hvor skoen og sandalerne var i haven, der var kaffe på kanden, orange hynder på møblerne, alt for mange cigaretter og en lille lyshåret kvinde, der fortalte om pelargonier, margueritter, roser, kartofler, ærter og andre af havens mange smukke skabninger fra om sommeren.
En bippende sms fik mig tilbage til værelset, de rodede bunker, den enlige strømpe og min datter, der råbte på mig ude fra køkkenet.
Da var det også, at jeg opdagede, at mine kinder var våde af tårer.
Det er en helt almindelig fredag aften i et helt almindeligt hus et sted i Danmark. I haven er erantis og vintergækker brudt frem midt i den brune og mudrede græsplæne. Ja, det er mig, der sidder inde bag det røde gardin i min datters værelse.
Alle tøjbunkerne er landet på gulvet. Jeg stak en arm ind i bunkerne og med en meget hurtig bevægelse røg alt tøjet på gulvet, hvorfra et større arbejde med at sortere, ordne, rydde op, lægge sammen og lægge pænt i bunker begynder. En enkelt lilla strømpe med lyserøde prikker ligger ensomt i en lidt skæv vinkel på den nederste hylde. Jeg bukker mig ned og får øje på en skokasse. Jeg kan overhovedet ikke huske hvordan den er kommet der, men tager kassen ud, vender den 90 grader og ser så min mors håndskrift stå på siden af den med "Sandaler og sko til haven, når det bliver varmt og sommeren kommer".
Jeg blev nærmest suget ind i skriften, genkendte øjeblikkelig min mors lidt skæve k´ere, de runde og bløde e´ere og de mange streger på f´erne. Jeg så også hendes hånd lyslevende for mig. Så hvordan den skrev på skokassen i en fjern fortid, hvor der ikke var iltapparater, hjemmesygeplejersker, masker, astmamedicin, lange dage med uvished, nætter uden søvn, utallige hospitalsindlæggelser, vrede, sygdom, blårøde pletter på lår og kinder og dybsort angst.
Jeg var tilbage til de tider, hvor solen altid skinnede om sommeren, hvor skoen og sandalerne var i haven, der var kaffe på kanden, orange hynder på møblerne, alt for mange cigaretter og en lille lyshåret kvinde, der fortalte om pelargonier, margueritter, roser, kartofler, ærter og andre af havens mange smukke skabninger fra om sommeren.
En bippende sms fik mig tilbage til værelset, de rodede bunker, den enlige strømpe og min datter, der råbte på mig ude fra køkkenet.
Da var det også, at jeg opdagede, at mine kinder var våde af tårer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar