Om ændrede perspektiver på sorg efter en mors død.

I ugen efter min søns konfirmation er der sket en ændring i mit savn efter min mor. Min mor ønskede at have levet så længe, at hun kunne have været med til min søns konfirmation. Det ønskede jeg også. Det ønskede min søn. Sådan gik det desværre ikke. Min mor er død for næsten 2 år siden og hun nåede det ikke. Desværre. Hun var med os hele dagen. I mine tanker på en god måde. I sange og i taler. Hun var med. Min kære mor. Min mellemste, der jo siger, at han kan se og høre min mor sagde, at hun var med og at han kunne se, at var i rummet. Hun så glad ud. Jeg mærkede det også. Hun var med og det var godt.

Min søns konfirmation var ligesom den sidste begivenhed, hvor min mors sjæl og krop skulle have været med. Forude ligger en lang række begivenheder med mine andre børn og liv. Jeg har bedt til Gud og englene om at hjælpe til under min alvorlige operation om 6 uger, hvor det gælder liv eller død. Mit liv. Eller min død. 

Forude venter mange fremtidige begivenheder i mit liv og i mine børns liv, hvor min mor ikke er med. For første gang i 2 år føles tanken lettere. Savnet er lettere mentalt at forholde sig til. Mon det betyder, at jeg er kommet et skridt videre i min sorgproces? Det håber jeg rigtigt meget.