Det er nat. Men midsommernatten gør farven mørkeblå i himmelhvælvingen. Den lyse juninat gør det umuligt at sove.
Min krop er varm. Fuld af pulserende, varm og urolig hjerterytme. Jeg er bange. Rigtigt bange.
Om ganske få dage skal jeg gennemgå en stor operation, der vil kunne forlænge min levetid ganske betragteligt. Ja, hvis den lykkes vil jeg blive lige så gammel som alle andre kvinder i Danmark. Hvis ikke det lykkes? Ja, det er de tanker, der næsten kan tage pusten fra mig.
Jeg har aldrig prøvet at have denne angst før. Jeg tror, at det er dødsangst. Det er en meget stærk, lammende og overvældende følelse som forhindrer ethvert initiativ. Jeg er så urimelig overfor mine omgivelser. Mine børn og min mand. Jeg kan ikke styre det fordi jeg er så bange. Jeg vrisser, kan ikke holde deres larm og støjende adfærd ud. Det lyder som klirrende glas i mine følsomme øregange.
Jeg overvældes af gråd i korte og lammende øjeblikke. Jeg ville sådan ønske at jeg var alene. Og så alligvel ikke fordi ensomheden er så kvælende.
Jeg føler mig så ensom i dag. Helt alene i min angst for at dø. Det er ikke til at forstå for andre, men det forstår jeg også godt, hvis ikke man har prøvet det. Jeg kender ikke nogen, der har prøvet at være i en alvorlig risiko for at kunne dø under en operation. Det er jeg selvfølgelig glad for, men det gør det også bare svært at forstå for andre.
Jeg har søde veninder. En dejlig mand. Skønne børn. Omsorgsfulde kolleger. Men de aner ikke en klap om, hvad jeg gennemgår af omfattende angst og frygt i disse dage. Jeg ville ønske, at jeg når endelig sover i nat, at så var det hele overstået, når jeg står op.
Jeg savner min mor helt forfærdeligt i dag. Jeg kan ikke huske, at savnet har været så overvældende siden det første år efter hendes død. Jeg folder mine hænder og sender en bøn op i Himlen om, at hendes ånd vil hjælpe mig helskindet igennem det. Jeg vil blive her på jorden. Være hos min familie mindst 40 år endnu.
Min krop er varm. Fuld af pulserende, varm og urolig hjerterytme. Jeg er bange. Rigtigt bange.
Om ganske få dage skal jeg gennemgå en stor operation, der vil kunne forlænge min levetid ganske betragteligt. Ja, hvis den lykkes vil jeg blive lige så gammel som alle andre kvinder i Danmark. Hvis ikke det lykkes? Ja, det er de tanker, der næsten kan tage pusten fra mig.
Jeg har aldrig prøvet at have denne angst før. Jeg tror, at det er dødsangst. Det er en meget stærk, lammende og overvældende følelse som forhindrer ethvert initiativ. Jeg er så urimelig overfor mine omgivelser. Mine børn og min mand. Jeg kan ikke styre det fordi jeg er så bange. Jeg vrisser, kan ikke holde deres larm og støjende adfærd ud. Det lyder som klirrende glas i mine følsomme øregange.
Jeg overvældes af gråd i korte og lammende øjeblikke. Jeg ville sådan ønske at jeg var alene. Og så alligvel ikke fordi ensomheden er så kvælende.
Jeg føler mig så ensom i dag. Helt alene i min angst for at dø. Det er ikke til at forstå for andre, men det forstår jeg også godt, hvis ikke man har prøvet det. Jeg kender ikke nogen, der har prøvet at være i en alvorlig risiko for at kunne dø under en operation. Det er jeg selvfølgelig glad for, men det gør det også bare svært at forstå for andre.
Jeg har søde veninder. En dejlig mand. Skønne børn. Omsorgsfulde kolleger. Men de aner ikke en klap om, hvad jeg gennemgår af omfattende angst og frygt i disse dage. Jeg ville ønske, at jeg når endelig sover i nat, at så var det hele overstået, når jeg står op.
Jeg savner min mor helt forfærdeligt i dag. Jeg kan ikke huske, at savnet har været så overvældende siden det første år efter hendes død. Jeg folder mine hænder og sender en bøn op i Himlen om, at hendes ånd vil hjælpe mig helskindet igennem det. Jeg vil blive her på jorden. Være hos min familie mindst 40 år endnu.
3 kommentarer:
Åh, det er hårdt! Jeg har også mistet min mor i 2011, og kan sagtens sætte mig ind i, hvordan du må have det.
Men hold modet oppe, selvfølgelig går operationen fint, og du får lov at være her mange år endnu!
Pøj, pøj og hold os opdateret, please :)
Puha!! Jeg er sikker på din engel deroppe sender alverdens gode energier ned til dig. Du bliver fin!! Men jeg tror godt jeg kan mærke lidt af den der angst. 4 måneder siden er det nu at jeg sagde det sidste farvel til min mor. Jeg er bange hver dag. For små ting - for at jeg ikke kan. Så hvis jeg skulle igennem så stor en ting!? Det tør jeg slet ikke tænke på. Kram og energi til dig!
Tak for jeres søde kommentarer. Det gik godt. I første omgang. Jeg skal desværre opereres igen for i løbet af juni har undersøgelserne nemlig givet en ny diagnose, som kræver endnu en operation, men denne gang er prognosen rigtig god. Så jeg krydser fingre og håber på snart at kunne vende helt tilbage til sommerferie og arbejde. Jeg trænger til normaliteten i hverdagen igen.
Send en kommentar