Min mor er Død

Min. Mor. Er. Død.

I aftes fik hun fred. Kort efter mit sidste indlæg ringede min far og sagde, at hun var sovet stille ind. Jeg havde siddet ved hende hele eftermiddagen, hvor hun sov.

Så lå hun der. Lille og tynd mellem lagener. Det anspændte ansigt var glattet helt ud. Ingen anstrengt smerte. Ingen besvær med at trække vejret. Da jeg kom derop var hun stadig lidt varm. Helt, helt rolig. Søde og omsorgsfulde sygeplejersker var omkring os.

De gjorde hende i stand og gav hende tøj på.
Min søster fik mange og voldsomme grineflip af chok. Tænkte meste på hvordan jeg skulle sove i nat. Jeg kan sjældent sove, når jeg er påvirket. Jeg kunne ikke få nogle sovepiller på sygehyset.

Jeg fik sagt farvel. Jeg vil ikke se hende i kapellet, da en kold og stiv krop ikke er min mor længere. Det er kun en skal. Hun er taget hjem. Til min mormor. Min morfar. Hele slægten. Sådan skal det være. Nu.

Jeg er nu moderløs. Her i Døden kan jeg mærke en vis bgyndende tilgivelse overfor min mor. Jeg fortryder intet. Hun kom herfra som hun skulle. Ingen smerter og langt væk i en morfinrus, hvor hun kunne trække vejret.

Jeg kom i aftes. Min mand holdt om mig. Jeg græd som et barn. Tårer og snot stod om mig. 2 glas rødvin indenfor en halv time gjorde arbejdet. Jeg faldt i søvn efter at have set min mor over det hele. Hun var bag gardinet.

Udenfor vinduet.

Jeg håber, at det betød, at hun er taget afsted.

Nu sidder jeg her. Udenfor skinner solen. Mit sind er gået i gang med at forsøge at forstå.

Jeg er moderløs. Min. Mor. Er. Død.