Så blev det maj. Endelig, endelig er der varme på vej til Danmark. Solen skinner smukt på den stærke himmel, solsortenes liv i haven er skøn og pibbende, hækken står på spring til at springe ud og de grønne knopper er endelig ved at vise sig på langt de fleste træer. Det er skønt.
Sidste år var jeg meget berørt af forårets mange planter, da det mindede mig så meget om min mors glæde ved blomster. Igen i år må jeg konstatere, at det er blevet lettere. Jeg kan nu beundre forårets mange smukke farver uden konstant at få en klump og tårer i øjnene fordi det minder mig om min mor. Det andet forår uden min mor har været til at holde ud og det giver igen håb om, at det faktisk er muligt at overleve og komme godt videre efter et så voldsomt tab som det er at miste sin mor, sin livmoder og den kvinde, der på trods af alt i mit tilfælde, elskede mig højt. Det ved jeg i dag, selvom det ofte var et liv op ad bakke, hvor min mors beslutninger og handlinger ofte var præget af hendes egne behov og den nedarvede sociale arv, der gjorde det så svært at slippe fri.
Nu er der kun lidt mere end 5 uger til min egen operation. Det kommer nærmere. Jeg er nervøs, men forsøger at holde fuldstændig fat i, at det er den eneste vej frem og at det selvfølgelig nok skal gå godt. Jeg skal opereres på landets bedste hospital af nogle af de førende hjertekirurger, så jeg er i de absolut bedste hænder. Det er der ikke så meget at sige til. Det skal blive godt! Basta.
Sidste år var jeg meget berørt af forårets mange planter, da det mindede mig så meget om min mors glæde ved blomster. Igen i år må jeg konstatere, at det er blevet lettere. Jeg kan nu beundre forårets mange smukke farver uden konstant at få en klump og tårer i øjnene fordi det minder mig om min mor. Det andet forår uden min mor har været til at holde ud og det giver igen håb om, at det faktisk er muligt at overleve og komme godt videre efter et så voldsomt tab som det er at miste sin mor, sin livmoder og den kvinde, der på trods af alt i mit tilfælde, elskede mig højt. Det ved jeg i dag, selvom det ofte var et liv op ad bakke, hvor min mors beslutninger og handlinger ofte var præget af hendes egne behov og den nedarvede sociale arv, der gjorde det så svært at slippe fri.
Nu er der kun lidt mere end 5 uger til min egen operation. Det kommer nærmere. Jeg er nervøs, men forsøger at holde fuldstændig fat i, at det er den eneste vej frem og at det selvfølgelig nok skal gå godt. Jeg skal opereres på landets bedste hospital af nogle af de førende hjertekirurger, så jeg er i de absolut bedste hænder. Det er der ikke så meget at sige til. Det skal blive godt! Basta.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar