Så overlevede jeg. Næsten. Men det var f.... ikke plejepersonalet på afdelingen, der var skyld i det. Hold nu op. Det kræver sin kvinde at være indlagt på en travl sygehusafdeling i Danmark. Travle, sure og stressede sygeplejersker, der udnytter deres magt overfor en sårbar person, der ligger i en seng med slanger stikkende ud alle vegne.
Overhører med vilje klare udtalelser om, at jeg ikke tåler morfinstoffet Tramadol efter en operation. Jeg er en garvet rotte ud i det danske sygehusvæsen både som pårørende og som patient. Det var 22. gang jeg skulle i narkose og det er noteret flere gange, at jeg IKKE tåler Tramadol. Så fat det dog, du kære sygeplejerske, der skulle forestille sig at tage sig af mig den dag jeg var allermest sårbar og rundt på gulvet efter en kompliceret operation.
Ingen omsorg. Et kateder, der flere gange var så fuld, at jeg fik svære smerter i underlivet. Ring på klokken til sygeplejersker, der aldrig kom. En meget alvorlig syg medpatient i sengen ved siden af, hvis mand hulkede hele natten, så ingen af os fik nogen søvn. Efter hun endelig var kørt på intensiv kom en lille skaldet senil dame ind i sengen ved siden af. Hun bandede højt hele døgnet og rodede rundt i mine ejendele. Ingen smertebehandling, kun det forbandede Tramadol som fik mit blodtryk til at blive alt for højt, kvalme og voldsom svimmelhed.
2 dage efter operationen blev min dyne kastet til siden kl. 7.23 af lille frøken sygeplejerske på højest 25 år, der med myndighed og skrap stemme meddelte, at jeg i dag skal udskrives fordi der var et akut behov for min seng. Jeg prøver at forklare at smerterne i mit underliv er ekstreme hvor efter lille frøken sygeplejerske trækker mine trusser ned og hiver kateder slangen ud i et så voldsomt et ryk, at jeg er lige ved at besvime. Der kommer blod med ud og hun siger, at nu må jeg selv gå ud og tisse. Mit dræn i brystet er ikke blevet tjekket siden jeg kom ned fra opvågningen 2 dage tidligere. Min mand har været hos mig meget af tiden, men jeg er så udmattet, at jeg næsten ikke magter at løfte hovedet og kigge på min lille alt for levende datter, der sad og speedsnakkede om at hun havde vundet en turnering i børnehaven med hockey. Derfor har vi aftalt, at han ikke ville komme før aftenen samme dag.
Jeg protesterer overfor frøken sygeplejerske. Siger, at det er jeg slet ikke klar til og at de dælme må finde en anden seng. Prøver at gøre opmærksom på den vigtige pointe overlægen havde sagt til mig på operationsgangen 2 dage for inden. Du skal være indlagt i mindst 7 dage for at sikre den ro og restitution, der skal til. Frøken sygeplejerske må have vat i ørerne. Hun hører i hvert fald ikke hvad jeg siger, men bliver synligt irriteret og fortæller med belærende stemme og let hævet pegefinger. Jeg må sørme forstå, at de jo skal prioritere og at det er en gammel dame, der har brug for min seng. Jo, det får jeg at vide 3 gange i den korte samtale.
Jeg bliver sur. Mega sur. Så godt jeg nu kan efter mine trusser er revet ned og katederet er hevet ud af frøken sygeplejerske uden handsker og 2 dage efter en operation, der skulle redde mit liv. Siger til hende, om jeg skal forstå det sådan, at hun smider mig ud af sengen? Det gibber lidt i hende, men hun fatter sig hurtigt og siger, i et lidt blidere stemmeleje, nej men de skal jo prioritere og det må jeg jo forstå. Hun marcherer ud. Den lille senile dame har da haft held med at tage mine briller på næsen, så jeg er lige så blind som en vildfaren muldvarp.
Døren går op. Denne gang er det en lidt ældre og pageklippet sygeplejerske. Hun har en helt anden taktik. Hun prøver at at bøje sig myndigt, pædagogisk og venligt ind over min seng og fortæller mig, at jeg nu er udskrevet og at jeg må vente i min seng i en 5 sengs stue med både mænd og kvinder længere nede ad gangen indtil min mand kunne hente mig. Hun lytter ikke. Dialog er ikke et begreb hun kender. Jeg må indrømme, at jeg der er skide sur og lidt ked af det. Hun går også ud. Den senile dame har endelig givet mig mine briller, så jeg kan se lidt. Ser, at mit blod ligger i nogle pletter på lagenet og der stikker en nål ud af drænet i brystet. Overvejer hvordan jeg skal komme ud på toilettet uden af falde, men det lykkes mig. Da jeg kommer tilbage til min seng er jeg fuldstændig udmattet.
Døren går op igen. For 3. gang. Klokken er nu. 8.32. Kom ikke og sig, at der er effektivitet i det danske sygehusvæsen, når det gælder om at smide patienten ud før tid. Så kan der dælme godt etableres ressourcer og mandskab på benene. Denne gang er det den unge reservelæge, der helt sikkert gerne vil aspirere til kommende overlæge på afdelingen om 5-10 år, når han er færdig med at gå alle de kedelige runder til de patienter, der ikke bare sådan lader sig smide ud. Han forsøger en helt anden taktik. Venligt plirrer hans øjne inde bag de store briller i det aflange ansigt. Han sætter sig min fodende som om vi var gamle bekendte. Så sidder vi der. Jeg siger ikke så meget. Jeg er nu tæt på at græde. Kan godt mærke, at den betydelige mængde af propofyl til bedøvelsen har gjort mig træt. Den psykiske udfordring i dagene op til operationen. Tramadolen har også gjort sit. Jo, patienten her er faktisk en smule udmattet og sårbar.
Slam bam. Det ved den unge læge. Han trækker trumfkortet og fortæller mig, at han burde have fortalt mig, at jeg skulle udskrives næste morgen ved stuegangen dagen før. Den stuegang husker jeg ikke så meget af. Jeg kigger granskende på de små plirrende øjne bag de store glas og forsøger desperat at få hans ansigt frem på den indre skærm. Det lykkes bare ikke. Nå nej. Det var jo der jeg brækkede mig så voldsomt, at min lille speedsnakkende datter meddelte sin far, at nu ville hun gerne hjem og se børnetime. Jeg beder da, endnu venligt om, at samtalen skal stoppe. Jeg kan mærke, at tårerne står tykt i øjenkrogen og jeg har ikke flere kræfter til at diskutere med endnu flere båtnakker. Jeg henviser venligt til, at min nabo er tydeligt forvirret over de mange og talrige besøg jeg allerede har haft den morgen. Han hører det ikke. Han får irriterede trækninger i ansigtet og snøfter højlydt. Han har endnu ikke fjernet sig fra min fodende.
Han trækker sit ultimative trumfkort. Det er jo politikerne, der har bestemt, at der skal prioriteres i det danske sundhedsvæsen. Han kigger på mig igen i håbet om, at vi nu har fået en fælles fjende at projicere hans handling hen på. Øjnene plirrer en anelse nervøst bag øjenlåget i håbet om, at jeg nu køber den. Men det gør den sure patient ikke. Slet ikke. Jeg fortæller ham kort, at jeg nok skal tage hjem, men at hans navn og de 2 sygeplejerskers vil ind gå i en officiel klage til de folkevalgte politikere i regionen, hospitalsledelsen og den ansvarlige sygeplejerske i afdelingen. Så ruller øjnene næsten 180 grader inde bag øjenlåget. Han vil meget gerne have løst dette problem.
Jeg tænker da, at han jo nok er en anelse nervøs for at få sit navn kendt for andet end succesfulde operationer en gang i fremtiden. Men jeg er ligeglad. For midt i drænene, der stikker ud, blodpletterne, den omtågede hjerne, smerterne og vanviddet sidder jeg. Og jeg holder ikke min mund. Jeg tror, at det er det han kan mærke. Jeg beder ham forlade stuen. Det gør han ikke. Han bliver siddende. Først da jeg siger, at nu skal han bare gå hurtigst muligt med en hævet stemme rejser han sig og går.
En fuldstændig tavs ny sygeplejerske kommer ind siger maks 5 ord. "Jeg skal fjerne dine dræn". Uden et ord lader jeg hende gøre det. Jeg græder, da de skal ud. Det gør meget ondt. Der sidder størknet blod i den ene. Det må ikke ske. Da hun er gået tjekker jeg selv såret i lysken, hvor jeg er blevet skåret op i den store halspulsåre, hvor rørene blev ført ind. Det væsker, men jeg synes, at det ser ok ud. Jeg døser lidt. Fuldstændig udmattet.
Min nabo henter mig. Hun er rasende og har lyst til at skælde ud på de 4 sygeplejesker, der drikker kaffe i personalestuen, men jeg vil bare gerne hjem. Jeg kaster op 3 gange i bilen. Hurra for den plasticpose jeg allernådigst fik af en anden ung reservelæge vi mødte på gangen, da hun holdt mig under armen på vej hjem. Min søde nabo følger mig ind i huset. Jeg har aftalt med min mand, at han vil komme hjem et par timer efter. Min nabo vil købe et par boller til mig ved den nærliggende bager. Jeg tænker, at bliver nødt til at komme i bad for at få vasket eventuelle bakterier rene. Jeg er hundeangst for at der skal gå infektion i det lille sår i min lyske. Jeg drikker lidt vand. Jeg skal tisse, men jeg kan ikke. Det svier voldsomt. Jeg sætter mig på min badebænk, er igen svimmel, men tænker, at det nok skal gå. Det varme vands er balsam for min sjæl. Jeg snøfter lidt og inspicerer min forbinding på brystet. Det ser okay ud. Men den opererende overlæge og tiden på opvågningen var nu god. Der var omsorgsfuldt personale og god information.
Jeg sætter mig igen på toilettet. Det skulle jeg aldrig have gjort. En blodrød kaskade står pludselig op fra såret i lysken. 2-4 cm over låret. Jeg fatter ikke noget. Stirrer paralyseret på det blod, der pludselig dækker min hånd. Endelig handler jeg. Jeg kaster mig ned på badegulvet, hæver mine ben op ad de hvide fliser og presser mine fingre hårdt ned i såret. Så ligger jeg der med benene op ad fliserne og håber på, at min nabo snart kommer igen. Jeg kan holde blodet inde ved at presse hårdt og alligevel bliver jeg rigtig bange. Jeg har slået mig ved faldet ned på de hårde fliser. Jeg tænker på, at en blødning fra den vene vist kan være farlig, men prøver at slå tankerne ud af hovedet. Min nabo kommer ind med 2 poser boller i hånden.
Aldrig har jeg været så glad for at se hende. Hun vil ringe 112, men jeg nægter højlydt. Jeg vil for alt i verden ikke ud på sygehuset igen. En anden nabo, der er sygeplejerske kommer pludselig til og hun siger, at jeg må løsne hånden, der nu kramper sindssygt meget. Hun lægger den rigtige forbinding og fortæller mig mange gange, at jeg skal klage over den behandling jeg har fået. Det har jeg også tænkt mig, men jeg snøfter stadig på det tidspunkt. Det gør jeg også, da jeg ligger inde i min seng med alt for mange smerter, træthed og min mand er kommet hjem. Selv min lille speedsnakkende datter lader mig være i fred.
Overhører med vilje klare udtalelser om, at jeg ikke tåler morfinstoffet Tramadol efter en operation. Jeg er en garvet rotte ud i det danske sygehusvæsen både som pårørende og som patient. Det var 22. gang jeg skulle i narkose og det er noteret flere gange, at jeg IKKE tåler Tramadol. Så fat det dog, du kære sygeplejerske, der skulle forestille sig at tage sig af mig den dag jeg var allermest sårbar og rundt på gulvet efter en kompliceret operation.
Ingen omsorg. Et kateder, der flere gange var så fuld, at jeg fik svære smerter i underlivet. Ring på klokken til sygeplejersker, der aldrig kom. En meget alvorlig syg medpatient i sengen ved siden af, hvis mand hulkede hele natten, så ingen af os fik nogen søvn. Efter hun endelig var kørt på intensiv kom en lille skaldet senil dame ind i sengen ved siden af. Hun bandede højt hele døgnet og rodede rundt i mine ejendele. Ingen smertebehandling, kun det forbandede Tramadol som fik mit blodtryk til at blive alt for højt, kvalme og voldsom svimmelhed.
2 dage efter operationen blev min dyne kastet til siden kl. 7.23 af lille frøken sygeplejerske på højest 25 år, der med myndighed og skrap stemme meddelte, at jeg i dag skal udskrives fordi der var et akut behov for min seng. Jeg prøver at forklare at smerterne i mit underliv er ekstreme hvor efter lille frøken sygeplejerske trækker mine trusser ned og hiver kateder slangen ud i et så voldsomt et ryk, at jeg er lige ved at besvime. Der kommer blod med ud og hun siger, at nu må jeg selv gå ud og tisse. Mit dræn i brystet er ikke blevet tjekket siden jeg kom ned fra opvågningen 2 dage tidligere. Min mand har været hos mig meget af tiden, men jeg er så udmattet, at jeg næsten ikke magter at løfte hovedet og kigge på min lille alt for levende datter, der sad og speedsnakkede om at hun havde vundet en turnering i børnehaven med hockey. Derfor har vi aftalt, at han ikke ville komme før aftenen samme dag.
Jeg protesterer overfor frøken sygeplejerske. Siger, at det er jeg slet ikke klar til og at de dælme må finde en anden seng. Prøver at gøre opmærksom på den vigtige pointe overlægen havde sagt til mig på operationsgangen 2 dage for inden. Du skal være indlagt i mindst 7 dage for at sikre den ro og restitution, der skal til. Frøken sygeplejerske må have vat i ørerne. Hun hører i hvert fald ikke hvad jeg siger, men bliver synligt irriteret og fortæller med belærende stemme og let hævet pegefinger. Jeg må sørme forstå, at de jo skal prioritere og at det er en gammel dame, der har brug for min seng. Jo, det får jeg at vide 3 gange i den korte samtale.
Jeg bliver sur. Mega sur. Så godt jeg nu kan efter mine trusser er revet ned og katederet er hevet ud af frøken sygeplejerske uden handsker og 2 dage efter en operation, der skulle redde mit liv. Siger til hende, om jeg skal forstå det sådan, at hun smider mig ud af sengen? Det gibber lidt i hende, men hun fatter sig hurtigt og siger, i et lidt blidere stemmeleje, nej men de skal jo prioritere og det må jeg jo forstå. Hun marcherer ud. Den lille senile dame har da haft held med at tage mine briller på næsen, så jeg er lige så blind som en vildfaren muldvarp.
Døren går op. Denne gang er det en lidt ældre og pageklippet sygeplejerske. Hun har en helt anden taktik. Hun prøver at at bøje sig myndigt, pædagogisk og venligt ind over min seng og fortæller mig, at jeg nu er udskrevet og at jeg må vente i min seng i en 5 sengs stue med både mænd og kvinder længere nede ad gangen indtil min mand kunne hente mig. Hun lytter ikke. Dialog er ikke et begreb hun kender. Jeg må indrømme, at jeg der er skide sur og lidt ked af det. Hun går også ud. Den senile dame har endelig givet mig mine briller, så jeg kan se lidt. Ser, at mit blod ligger i nogle pletter på lagenet og der stikker en nål ud af drænet i brystet. Overvejer hvordan jeg skal komme ud på toilettet uden af falde, men det lykkes mig. Da jeg kommer tilbage til min seng er jeg fuldstændig udmattet.
Døren går op igen. For 3. gang. Klokken er nu. 8.32. Kom ikke og sig, at der er effektivitet i det danske sygehusvæsen, når det gælder om at smide patienten ud før tid. Så kan der dælme godt etableres ressourcer og mandskab på benene. Denne gang er det den unge reservelæge, der helt sikkert gerne vil aspirere til kommende overlæge på afdelingen om 5-10 år, når han er færdig med at gå alle de kedelige runder til de patienter, der ikke bare sådan lader sig smide ud. Han forsøger en helt anden taktik. Venligt plirrer hans øjne inde bag de store briller i det aflange ansigt. Han sætter sig min fodende som om vi var gamle bekendte. Så sidder vi der. Jeg siger ikke så meget. Jeg er nu tæt på at græde. Kan godt mærke, at den betydelige mængde af propofyl til bedøvelsen har gjort mig træt. Den psykiske udfordring i dagene op til operationen. Tramadolen har også gjort sit. Jo, patienten her er faktisk en smule udmattet og sårbar.
Slam bam. Det ved den unge læge. Han trækker trumfkortet og fortæller mig, at han burde have fortalt mig, at jeg skulle udskrives næste morgen ved stuegangen dagen før. Den stuegang husker jeg ikke så meget af. Jeg kigger granskende på de små plirrende øjne bag de store glas og forsøger desperat at få hans ansigt frem på den indre skærm. Det lykkes bare ikke. Nå nej. Det var jo der jeg brækkede mig så voldsomt, at min lille speedsnakkende datter meddelte sin far, at nu ville hun gerne hjem og se børnetime. Jeg beder da, endnu venligt om, at samtalen skal stoppe. Jeg kan mærke, at tårerne står tykt i øjenkrogen og jeg har ikke flere kræfter til at diskutere med endnu flere båtnakker. Jeg henviser venligt til, at min nabo er tydeligt forvirret over de mange og talrige besøg jeg allerede har haft den morgen. Han hører det ikke. Han får irriterede trækninger i ansigtet og snøfter højlydt. Han har endnu ikke fjernet sig fra min fodende.
Han trækker sit ultimative trumfkort. Det er jo politikerne, der har bestemt, at der skal prioriteres i det danske sundhedsvæsen. Han kigger på mig igen i håbet om, at vi nu har fået en fælles fjende at projicere hans handling hen på. Øjnene plirrer en anelse nervøst bag øjenlåget i håbet om, at jeg nu køber den. Men det gør den sure patient ikke. Slet ikke. Jeg fortæller ham kort, at jeg nok skal tage hjem, men at hans navn og de 2 sygeplejerskers vil ind gå i en officiel klage til de folkevalgte politikere i regionen, hospitalsledelsen og den ansvarlige sygeplejerske i afdelingen. Så ruller øjnene næsten 180 grader inde bag øjenlåget. Han vil meget gerne have løst dette problem.
Jeg tænker da, at han jo nok er en anelse nervøs for at få sit navn kendt for andet end succesfulde operationer en gang i fremtiden. Men jeg er ligeglad. For midt i drænene, der stikker ud, blodpletterne, den omtågede hjerne, smerterne og vanviddet sidder jeg. Og jeg holder ikke min mund. Jeg tror, at det er det han kan mærke. Jeg beder ham forlade stuen. Det gør han ikke. Han bliver siddende. Først da jeg siger, at nu skal han bare gå hurtigst muligt med en hævet stemme rejser han sig og går.
En fuldstændig tavs ny sygeplejerske kommer ind siger maks 5 ord. "Jeg skal fjerne dine dræn". Uden et ord lader jeg hende gøre det. Jeg græder, da de skal ud. Det gør meget ondt. Der sidder størknet blod i den ene. Det må ikke ske. Da hun er gået tjekker jeg selv såret i lysken, hvor jeg er blevet skåret op i den store halspulsåre, hvor rørene blev ført ind. Det væsker, men jeg synes, at det ser ok ud. Jeg døser lidt. Fuldstændig udmattet.
Min nabo henter mig. Hun er rasende og har lyst til at skælde ud på de 4 sygeplejesker, der drikker kaffe i personalestuen, men jeg vil bare gerne hjem. Jeg kaster op 3 gange i bilen. Hurra for den plasticpose jeg allernådigst fik af en anden ung reservelæge vi mødte på gangen, da hun holdt mig under armen på vej hjem. Min søde nabo følger mig ind i huset. Jeg har aftalt med min mand, at han vil komme hjem et par timer efter. Min nabo vil købe et par boller til mig ved den nærliggende bager. Jeg tænker, at bliver nødt til at komme i bad for at få vasket eventuelle bakterier rene. Jeg er hundeangst for at der skal gå infektion i det lille sår i min lyske. Jeg drikker lidt vand. Jeg skal tisse, men jeg kan ikke. Det svier voldsomt. Jeg sætter mig på min badebænk, er igen svimmel, men tænker, at det nok skal gå. Det varme vands er balsam for min sjæl. Jeg snøfter lidt og inspicerer min forbinding på brystet. Det ser okay ud. Men den opererende overlæge og tiden på opvågningen var nu god. Der var omsorgsfuldt personale og god information.
Jeg sætter mig igen på toilettet. Det skulle jeg aldrig have gjort. En blodrød kaskade står pludselig op fra såret i lysken. 2-4 cm over låret. Jeg fatter ikke noget. Stirrer paralyseret på det blod, der pludselig dækker min hånd. Endelig handler jeg. Jeg kaster mig ned på badegulvet, hæver mine ben op ad de hvide fliser og presser mine fingre hårdt ned i såret. Så ligger jeg der med benene op ad fliserne og håber på, at min nabo snart kommer igen. Jeg kan holde blodet inde ved at presse hårdt og alligevel bliver jeg rigtig bange. Jeg har slået mig ved faldet ned på de hårde fliser. Jeg tænker på, at en blødning fra den vene vist kan være farlig, men prøver at slå tankerne ud af hovedet. Min nabo kommer ind med 2 poser boller i hånden.
Aldrig har jeg været så glad for at se hende. Hun vil ringe 112, men jeg nægter højlydt. Jeg vil for alt i verden ikke ud på sygehuset igen. En anden nabo, der er sygeplejerske kommer pludselig til og hun siger, at jeg må løsne hånden, der nu kramper sindssygt meget. Hun lægger den rigtige forbinding og fortæller mig mange gange, at jeg skal klage over den behandling jeg har fået. Det har jeg også tænkt mig, men jeg snøfter stadig på det tidspunkt. Det gør jeg også, da jeg ligger inde i min seng med alt for mange smerter, træthed og min mand er kommet hjem. Selv min lille speedsnakkende datter lader mig være i fred.
4 kommentarer:
Tillykke med at du overlevede dit møde med det danske "sundhedsvæsen"! Jeg håber virkelig, du kan mobilisere kræfterne til at klage over den elendige behandling.
Min mor døde af en banal lungebetændelse, 69 år gammel og ifølge obduktionen sund og rask, bortset fra lungebetændelsen og den blodforgiftning, hun fik på grund af fejlbehandling på sygehuset.
Det er politikerne, der (ned)prioriterer på sundhedsområdet, men det fritager sgu da ikke personalet for at udføre deres arbejde omsorgsfuldt og kompetent.
God bedring - jeg håber du slipper for komplikationer! Godt at du har gode naboer...
Ja, det var på ingen måde en god oplevelse. Hvor er det trist. Jeg er virkelig ked af at høre om din mor. Det gør mig virkelig ondt at læse for jeg ved, hvor ondt det gør at miste sin mor. Jeg har sendt en klage afsted i går. Det tog mange mentale kræfter at gøre den færdig, men nu er den sendt afsted. Jeg håber det har en effekt. Jeg skal desværre opereres igen om en uge. Håber, at det går bedre denne gang.
Tak for medfølelsen. Jeg er rigtigt glad for at læse din blog, fordi du ved og kan sætte ord på, hvor ked af det, man bliver, når ens mor dør - uanset omstændighederne og hvor gammel man er...
Jeg håber meget, at din næste operation går fint, og at du ikke bliver udsat for flere ubehagelige episoder!
Flot at du fik klaget, det kommer forhåbentligt andre til gavn, selv om det jo ikke ændrer på, at du fik en utilgiveligt dårlig behandling.
Jeg har også klaget over det forløb, der førte til min mors død - der er en sagsbehandlingstid på op til 14 måneder, så jeg venter fortsat på afgørelsen.
Jeg er glad for at du kan bruge min blog til noget. Jeg kan se, at der efterhånden kommer mange daglige læsere forbi. Jeg takker for dine tanker. Jeg håber også, at operationen går godt.
Send en kommentar