Nu tror jeg, at det sker. Min mors dødsproces er i gang. Det er vanvittigt. Uforståeligt. Som i en osteklokke.
Hun ønsker selv at dø nu. Al medicin er ophørt. Hun får kun morfin som hun ønsker det. Min hjerne er smurt i klæg, brun sirup, der holder tankerne fedtede og uklare.
Jeg forstår ikke helt. Min mor er ved at dø. Dødsprocessen er gået i gang. Hun kan ikke mere. KOL´en har gjort det af med hende. Hun har røget til det sidste. Fingrene er gule af nikotin. Jeg forstår ikke, hvor de kommer fra. Cigaretterne. Min far benægter alt. Jeg tror ham ikke. Men hvad betyder det? Intet. Nu. Midt i Tiden og Evigheden. Min mor er på vej væk. Hun havde forsøgt at kvæle sig i tilkaldesnoren i nat og i formiddag blev beslutningen taget. Hun ønsker at dø. Lægerne har fulgt hendes ønske. Alligevel trækker alt i langdrag og det kan tage dage med c-pap masken som hun ligger med.
Jeg forstår ikke. Alligevel forstår jeg alt. Den brune sirup i hjernen forhindrer mig at forstå katastrofens omfang. Min mor er vej i Døden. Jeg kan intet gøre. Hun har røget sig ihjel.
Hvordan kommer man over det. Igennem det? Hvordan lever man i det de næste dage? Det er jo sommer. Solen skinner. Mine børn kræver mig. Mine lemmer føles som bly af udmattelse og mine tanker er langsomme.
Hun ligger der i sengen. Lille og tynd. Med røde og blå pletter på det tøndeformede bryst. Tænderne er taget ud og huden i ansigtet ligger stramt over kindbenene. Huden er alt for stor på hele kroppen. Ligner elefanthud på grund af folderne. Hun er fuld af sår og ligger med kateter og ble. Det er min mor. Man får aldrig en ny. Sådan er det. Naturens orden. Min mor er snart død. Morfinen svækker hendes respiration. Det kan alligevel tage dage.
Mon hun kan høre Englene synge?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar