Der er snart gået 2 år uden at jeg har set min mor, snakket med hende, ringet til hende, hørt hendes stemme, set hendes ansigt, kliklydene fra iltapparatet er for længst forstummet og det er snart 2 år siden jeg sidst har sendt en sms til min mor eller talt med hende i telefonen. Det er længe siden jeg rørte ved hendes kind, som var blevet iskold på sygehuset efter en lille time. Erindringerne og minderne om det, der var og aldrig vil komme igen.
Det er kun få måneder siden jeg fandt ud af, at et andet menneske havde overtaget min mors nummer og en lys pigestemme sagde: "Hallo" i den anden ende af nummeret. Fuldstændig febrilsk og overrasket fik jeg fremstammet: "Jeg har fået forkert nummer. Beklager". Jeg græd en time efter.
Hvor går man hen, når man savner en død mor, som man ikke har set i næsten 2 år? Hvad stiller man op med savnet, der kommer bølgende i endeløse erindringer og fysisk smerte ind i mellem? De fleste dage er gode. Man lærer at leve med savnet. Det gør man, men i perioder gør det ondt, at man er moderløs og der ikke længere er nogen, der elsker mig som min mor gjorde på sin egen måde. På trods af svære livsbetingelser ved jeg i dag, at hun elskede mig, selvom det var så svært for hende at give udtryk for det. Jeg ved det og jeg har tilgivet hende for længe siden. Nu er der kun savnet tilbage og i disse timer midt om natten savner jeg hende ganske skrækkeligt.
Der er ingen, der har købt en fodboldtrøje til min søn udover mig de seneste 2 år. Tænk, at det betyder så meget for mig at kunne gøre det. Jeg er så frygtelig ked af, at min mor ikke fik lov til at deltage i min søns konfirmation om 14 dage.
Jeg snakker med min mor. Jeg kan mærke hendes nærvær så intenst. Jeg taler højt. Når jeg er alene. Så fortæller jeg hende alle de ting der sker. Om at jeg savner hende. Og at jeg så gerne ville kunne se hende igen bare en enkelt gang. Jeg drømmer ikke så tit om hende, men jeg mærker hende. Måske er det blot i mit hoved, at hun eksisterer i en tanke eller en erindring. Jeg ved det ikke helt, men jeg tror det ikke. Min mellemste søn er så overbevist om, at han kan se hende og snakker med hende i sine tanker. Han er ikke så ked af det mere. Tiden hjælper ham. Det tog så hårdt på ham at hans elskede mormor døde midt i en svær tid for ham, hvor han var så ked af at gå i skole. Det går heldigvis langt bedre og han kom i en ny klasse for snart 1 år siden, hvor han trives langt bedre og har fået nye venner.
Tiden har hjulpet med at hele sorgen. Ingen tvivl om det. De fleste dage er gode. Jeg lever mit liv og har travlt og forsøger at leve livet så godt jeg kan. Alligevel kan det enkelte dage føles ganske forfærdeligt og skrækkeligt at jeg er moderløs og jeg kryber sammen i min seng i fosterstilling og græder som et barn et stykke tid inden jeg er klar til at lukke verden ind igen.
Det er kun få måneder siden jeg fandt ud af, at et andet menneske havde overtaget min mors nummer og en lys pigestemme sagde: "Hallo" i den anden ende af nummeret. Fuldstændig febrilsk og overrasket fik jeg fremstammet: "Jeg har fået forkert nummer. Beklager". Jeg græd en time efter.
Hvor går man hen, når man savner en død mor, som man ikke har set i næsten 2 år? Hvad stiller man op med savnet, der kommer bølgende i endeløse erindringer og fysisk smerte ind i mellem? De fleste dage er gode. Man lærer at leve med savnet. Det gør man, men i perioder gør det ondt, at man er moderløs og der ikke længere er nogen, der elsker mig som min mor gjorde på sin egen måde. På trods af svære livsbetingelser ved jeg i dag, at hun elskede mig, selvom det var så svært for hende at give udtryk for det. Jeg ved det og jeg har tilgivet hende for længe siden. Nu er der kun savnet tilbage og i disse timer midt om natten savner jeg hende ganske skrækkeligt.
Der er ingen, der har købt en fodboldtrøje til min søn udover mig de seneste 2 år. Tænk, at det betyder så meget for mig at kunne gøre det. Jeg er så frygtelig ked af, at min mor ikke fik lov til at deltage i min søns konfirmation om 14 dage.
Jeg snakker med min mor. Jeg kan mærke hendes nærvær så intenst. Jeg taler højt. Når jeg er alene. Så fortæller jeg hende alle de ting der sker. Om at jeg savner hende. Og at jeg så gerne ville kunne se hende igen bare en enkelt gang. Jeg drømmer ikke så tit om hende, men jeg mærker hende. Måske er det blot i mit hoved, at hun eksisterer i en tanke eller en erindring. Jeg ved det ikke helt, men jeg tror det ikke. Min mellemste søn er så overbevist om, at han kan se hende og snakker med hende i sine tanker. Han er ikke så ked af det mere. Tiden hjælper ham. Det tog så hårdt på ham at hans elskede mormor døde midt i en svær tid for ham, hvor han var så ked af at gå i skole. Det går heldigvis langt bedre og han kom i en ny klasse for snart 1 år siden, hvor han trives langt bedre og har fået nye venner.
Tiden har hjulpet med at hele sorgen. Ingen tvivl om det. De fleste dage er gode. Jeg lever mit liv og har travlt og forsøger at leve livet så godt jeg kan. Alligevel kan det enkelte dage føles ganske forfærdeligt og skrækkeligt at jeg er moderløs og jeg kryber sammen i min seng i fosterstilling og græder som et barn et stykke tid inden jeg er klar til at lukke verden ind igen.
3 kommentarer:
Kære blogger
(Teknikken har drillet mig - men prøver nu for tredje gang at sende en kommentar - håber ikke de to andre pludselig kommer væltende ind på siden)
I aftes/nat var jeg helt kvæstet over at det nu er et halvt år siden min fars død. Og midt i al ulykkeligheden faldt jeg over dine smukke, rørende og meget rammende fortællinger. Flere af dem kunne jeg rigtig godt tænke mig at dele på facebook - for jeg tror der er mange, både i og uden for sorg, der ville have godt af at læse dem. Men jeg vil lige høre dig ad om det er ok?
Og i forlængelse af det så vil jeg høre om du har overvejet at få dine teksten udgivet i bogform? Jeg synes det er SÅ smukke tekster som SÅ mange kunne have godt af at læse. Jeg ville helt hundrede købe bogen selv - og til andre i sorg - og til dem der "bare" kigger på og måske ikke rigtig ved hvad de skal stille op. (Jeg forstår rigtig godt at du har valgt blog-formen - men nu er der jo efterhånden ret meget stof - og det er godt stof!).
Tak og tanker
Lena
Kære Lena
Mange tak for dine pæne ord. Jeg er kun glad for, at du kunne finde lidt håb i mine mange tanker og beretninger om den tid, der er gået siden min mor døde. Jeg kan se, at du har skrevet til mig tidlig morgen og jeg sender mine tanker til dig fordi jeg også har prøvet at være vågen i natten og være dybt ulykkelig over, at min mor var død. Fuld af sort ensomhed og håbløshed, selvom min mand og børn var i huset.
Jeg har ikke kommet så langt som til at tænke på at udgive mine indlæg. Jeg har ikke gjort mig mange tanker om det fordi jeg skriver mest for min egen skyld, men er glad hver gang jeg får en kommentar fra en læser, der desværre også har prøvet at miste en forælder. Jeg har heller ingen idé om at hvordan jeg skulle bære mig ad med at udgive mine indlæg i bogform.
Du må gerne dele mine indlæg på Facebook. Tak fordi du spørger.
Må jeg kondolere med din fars død.
Ejeren af denne blog, som foretrækker en vis anonymitet...
Tak. Fordi jeg må dele dine indlæg. Og fordi du i det hele taget deler dine tanker. Det er - som du vist selv skriver et sted - garanteret rigtig godt for dig og din proces - og så er det også rigtig godt for os i lignende situationer.
Skulle du engang få lyst til komme ud til endnu flere så sig til - jeg har nogle forlagskontakter og kan spørge dem hvordan man gør. Og det med anonymiteten kan jeg ikke se skulle være et problem. Ikke når det er så vigtigt et materiale! (Men som sagt så forstår jeg også til fulde at du har valgt blogformen og hvis det er nok at forholde sig til!)
Ud over at årsagen til at du overhovedet har denne blog gør mig ondt, så gjorde det mig også ondt at læse om din egen sygdom. Jeg håber inderligt alt det bedste for dig!
L
Send en kommentar