Min mor har været død i mere end 9 måneder. Livet fortsætter. Forårets spæde grønne farver i alle træer og buske vidner om den nye og dejlige årstid. Alle steder kan der købes smukke blomster, hvis navne og botanik min mor kendte meget bedre end jeg.
Denne livfulde spiren i jord og muld får erindringernes mangfoldighed til at flamme som ild på den indre erindringsskærm. Jeg hører min mor fortælle om de margueritter jeg ser i Nettos udvalg af blomster udenfor butikken. Jeg står der, midt i vrimlen, af hastende mennesker og mærker hvordan savnet vælder op i mig og tager næsten pusten fra mig et kort øjeblik. Jeg trækker vejret dybt og fortsætter ind i vrimlen sammen med de andre og køber de mange varer, der skal til for at holde min store familie mæt.
April har været en hård måned. Jeg har grædt flere gange og jeg kan mærke, at der ikke skal meget til før end at tårerne gør mig blind. Livet fortsætter ellers for fulde omdrejninger og jeg har næsten ingen kontakt til min far længere, da han har meget travlt med sin nye kæreste. Det er selvfølgelig godt for ham, at han er kommet videre. Vi er på vidt forskellige stadier og kan slet ikke forstå eller hjælpe hinanden i sorgen. Det er svært ikke at have nogen at snakke med de konkrete minder om min mor. Det er hårdt at savne.
Min barndom var ikke nem og der var mange svære perioder, der tidligere kunne fylde mig med sorg og frustration over, at det blev min skæbne. Sådan er det ikke helt længere. Den menneskelige hjerne har jo en fantastisk evne til selektion og de gode minder forstærkes.
Jeg græder igen nu, men jeg har også lært, at det ikke nytter at holde gråden inde. Jeg har haft en rigtig god dag på arbejde og hygget mig meget med min dejlige store søn i byen i dag, hvor vi har købt nyt tøj til ham. Han er bare sådan en skøn og dejlig dreng, der nu er 10 cm højere end jeg. Når jeg går der med ham føler jeg mig meget lykkelig og bevidst om, hvor heldig jeg er, at jeg fik hele 3 dejlige ønskebørn, der bringer mig daglige glæder. Når jeg går der og kigger på ham slår det mig igen og igen. Min mor ville have været så stolt af se ham nu og jeg tårerne løber bare ned, når jeg tænker på, at min mor så gerne ville have nået at være med til hans konfirmation.
Den stærke, altomsluttende sorg er blevet mindre, men i stedet har jeg et stort indre hul af savn fordi min MOARR er død. Åh, hvor jeg bare SAVNER, SAVNER dig, mor.
Denne livfulde spiren i jord og muld får erindringernes mangfoldighed til at flamme som ild på den indre erindringsskærm. Jeg hører min mor fortælle om de margueritter jeg ser i Nettos udvalg af blomster udenfor butikken. Jeg står der, midt i vrimlen, af hastende mennesker og mærker hvordan savnet vælder op i mig og tager næsten pusten fra mig et kort øjeblik. Jeg trækker vejret dybt og fortsætter ind i vrimlen sammen med de andre og køber de mange varer, der skal til for at holde min store familie mæt.
April har været en hård måned. Jeg har grædt flere gange og jeg kan mærke, at der ikke skal meget til før end at tårerne gør mig blind. Livet fortsætter ellers for fulde omdrejninger og jeg har næsten ingen kontakt til min far længere, da han har meget travlt med sin nye kæreste. Det er selvfølgelig godt for ham, at han er kommet videre. Vi er på vidt forskellige stadier og kan slet ikke forstå eller hjælpe hinanden i sorgen. Det er svært ikke at have nogen at snakke med de konkrete minder om min mor. Det er hårdt at savne.
Min barndom var ikke nem og der var mange svære perioder, der tidligere kunne fylde mig med sorg og frustration over, at det blev min skæbne. Sådan er det ikke helt længere. Den menneskelige hjerne har jo en fantastisk evne til selektion og de gode minder forstærkes.
Jeg græder igen nu, men jeg har også lært, at det ikke nytter at holde gråden inde. Jeg har haft en rigtig god dag på arbejde og hygget mig meget med min dejlige store søn i byen i dag, hvor vi har købt nyt tøj til ham. Han er bare sådan en skøn og dejlig dreng, der nu er 10 cm højere end jeg. Når jeg går der med ham føler jeg mig meget lykkelig og bevidst om, hvor heldig jeg er, at jeg fik hele 3 dejlige ønskebørn, der bringer mig daglige glæder. Når jeg går der og kigger på ham slår det mig igen og igen. Min mor ville have været så stolt af se ham nu og jeg tårerne løber bare ned, når jeg tænker på, at min mor så gerne ville have nået at være med til hans konfirmation.
Den stærke, altomsluttende sorg er blevet mindre, men i stedet har jeg et stort indre hul af savn fordi min MOARR er død. Åh, hvor jeg bare SAVNER, SAVNER dig, mor.
4 kommentarer:
Jeg føler med dig og kender din smerte og dit savn. Og til "omgivelsernes" forsvar må man jo sige at man skal have prøvet det selv for at forstå. Men ingen kender og forstår netop dit savn, for det var jo dit og din Mors Univers, der blev tomt. Jeres lille "glasboble", hvor du og din Mor før var sammen, føltes pludselig meget tom, da hun døde - og du sad tilbage med minderne. Minder om blomster, om dufte, om ting I talte om - følelsen af at "være hjemme". Den trygge fornemmelse at have sin Mor - er for altid væk. Og de færreste forstår det. "Det er jo livets gang," siger de. Ja, det er det jo. Og videre kommer man jo også trods alt. Men ét eller andet lille sted inde i dig, sidder sorgen og savnet altid lige under overfladen. Den kan udløses, hvis du ser én af din Mors blomster - eller af en duft. Og det er så ensomt i de situationer. Det er dér, du konfronteres med, at du nu er ladt alene tilbage. Og du mærker savnet, som ingen kan forstå. Det er tungt, sidder i brystet, og det kan føles som en knytnæve når det pludselig gennemstrømmer én. Men efter lang tid oplever du måske også, at minderne kan være mindre tunge. Nærmere kærlig erindring, som du er taknemmelig for at være i besiddelse af. Taknemmelig for den tid I trods alt fik sammen - i stedet for vred over den tid, I IKKE fik sammen.... Du kan måske smile ved tanken om et minde - og så er det som om, du er sammen med din Mor igen. Og det tror jeg faktisk også du er! Det er din ånd og din Mors ånd, der er i kontakt igennem den kærlige erindring. Hun lever stadig i dig. Tror jeg på. Men det er ikke helt det samme - at være sammen i ånd - som at være fysisk sammen, hvor man kan se det kærlige ansigt og de milde øjne. Mærken varmen i den kærlige omfavnelse. Høre den kærlige stemme.
Jeg har læst et sted at man ikke skal undervurdere sorgen over forældres død, uanset om døden skyldes sygdom eller om der er tale om død af alderdom i en høj alder. Ganske vist er det "livets gang" og vi skal alle igennem det. Men det gør det jo ikke mindre sørgeligt for den, som gennemlever det.
Og ingen ved helt, hvordan det er - før man selv prøver det.....
Sender dig medfølende tanker,
Jette (som også savner sin Mor og Far)
Jeg synes, det er svært at blive "set" og "mødt" i sin sorg. Den gamle kliché "Det er jo livets gang" hænger mig ud af halsen.
Ja, det er livets gang. Men min sorg og mit savn er helt legalt og i orden.
Og det er kun mig, der kender min sorg og mit savn. Min mor og jeg havde vores eget lille univers, vores egen lille glasboble med fælles oplevelser. Da hun døde, sad jeg tilbage dér, alene.
Idag, når minderne dukker op - det kan trigges af en duft jeg mærker, eller bare jeg ser en hvidhåret ældre dame på gaden - så kan jeg glædes ved et godt minde, og så gælder det om at fastholde glæden og ikke lade sorgen og savnet overmande én.
Og derfor er det så godt med en blog som din. Hvor man kan få luft for sin sorg og hvor andre kan "se" ens sorg.
Jeg oplever i hvert fald, at sorgen bliver mindre af at blive delt - men samtidig er det svært at dele den. Dels fordi omgivelserne relativt hurtigt forventer, at man er "videre". Og dels fordi sorgen efter døde forældre generelt er undervurderet.
Kære Jette
Mange tak for dine varme og velformulerede kommentar. Du sætter lige "spot on" på, hvordan jeg havde det, da jeg skrev indlægget. Det er lige præcis sådan, at jeg føler det. Jeg er sammen med min mor i ånden og jeg er også af den overbevisning, at vi mødes igen - min mor og jeg. Indlægget er skrevet for mere end 1 år siden. Det første forår var svært, rigtigt svært. Nu er det højsommer og jeg kan sige, at det andet forår var lettere. Nu bliver jeg ikke længere så ked af at se, hvordan mine roser blomstrer så smukke i haven. Jeg tænker på min mor, men jeg græder ikke længere så fortvivlet som i foråret 2012.
Nu skriver du ikke hvor længe det er siden dine forældre døde, men jeg vil nok have det som dig i forhold til, at der er nogle "triggere", som er individuelle fra person til person. En duft, et minde, et sted, en by alt efter den fælles forhistorie. Jeg savner min mor hver dag, men i skrivende stund er jeg gået ind i 3. år efter min mors død. Det gør det nemmere, men stadig kan jeg blive overmandet af savnet i bestemte kontekster.
Jeg blev meget glad for din kommentar, skal du vide. Alt det bedste til dig, der lever uden din mor og far.
Mange tak skal du have.
Min far døde i 2006. Jeg lovede ham at jeg ville "passe godt på Mor", og jeg gjorde mit bedste i de 5 år, der fulgte. Jeg vidste, tiden nærmede sig i efteråret 2011 og d. 18. november, da jeg som altid ringede for at sige godmorgen til Mor, ringede telefonen...og ringede.....og ringede..... ingen tog den, og jeg vidste, at noget var galt. Mor var død helt alene i sin lejlighed. Jeg burde have været der hos hende, men når man har et travlt liv med familie, virksomhed osv osv, er det ikke altid muligt at være der nok. Jeg gjorde mit bedste, og selvom det ikke helt var nok, så trøster jeg mig med, at Mor ikke har ligget alene, død i sin lejlighed ret længe. Geografisk var der 110 kms afstand mellem os, men vi var i telefonisk kontakt hver dag.
Hver dag lige siden 18.11.2011 har jeg inderligt savnet min Mor - og sorgen og savnet efter min Far har mærkeligt nok fået nyt liv.
Men jeg trøster mig med, at de er "sammen" nu - og jeg er på vej videre i mit liv, trods alt.
Send en kommentar