Har du også mistet din mor eller far - vil du fortælle mig anonymt om det?

Kære læser

Hver dag mister hundredevis af danskere deres mor eller far under vidt forskellige omstændigheder. Nogle dør pludseligt af hjertestop eller hjerneblødning, andre dør af kræft eller anden alvorlig sygdom. Færre dør ved et uheld, men fælles for alle os, er at der sker en alvorlig og skelsættende ændring i vores liv for evigt, den dag vores forældre dør. Alligevel oplever rigtigt mange, at der er ikke er plads og tid til, at de kan sørge, få ro, frem og rummelighed fra andre familiemedlemmer, arbejdet, chefen og samfundet generelt.


Det er i sandhed en skændsel og en falliterklæring for vores samfund.

I dag er det snart 6 1/2 år siden, at jeg mistede min mor. Har det interesse, kan jeg anbefale dig at gå ombord i de snart 180 indlæg, jeg har skrevet her på bloggen. De er hudløst ærlige og har hjulpet mig selv igennem årene til at få et overblik og overskud. Det er her, at jeg har fundet ro og mulighed for at formulere mig ud af sorgen, i en travl hverdag med mange børn, et krævende lederarbejde, mine egne sygdomme og ikke mindst en stor social omgangskreds.

Jeg har fået mange kommentarer til mine indlæg igennem årene, hvilket har glædet mig meget. Jeg har læst dem alle med interesse og oprigtighed og svaret dem. Det er en ære, at mine læsere har vist mig den fortrolighed, at de ville dele og fortælle deres historier anonymt. Jeg har selv valgt at være forholdsvis anonym på bloggen af hensyn til mig selv og ikke mindst mine børn og mand, som ikke har noget ønske om at kunne læse om dem selv på nettet under de private og fortrolige former. Jeg har nærmest ikke noget-eksisterende familieforhold tilbage. Min far ser jeg ganske sporadisk få gange om året og min biologiske søster har jeg i årevis intet forhold haft til. Selvom vi ikke har kontakt har jeg alligevel valgt ikke at "hænge" nogen ud, da det anonyme forhold er vigtigt.

Det betyder ikke, at jeg mener, at man skal være anonym i sin sorg! Slet ikke. Men her på nettet kan alt nemt deles og misforstås meget hurtigt i nogle forvrængede perspektiver, som ikke er hensigtsmæssigt for nogle. Drop anonymiteten i dit område og vær åben om din sorg, også selvom du kan risikere at møde mennesker, som ikke kan eller vil lytte. Opsøg i stedet sorggrupper eller andre fællesskaber, hvor andre har mistet og I kan hjælpe hinanden.

Status på min egen sorg efter 6 1/2 år er, at jeg tænker på min mor hver eneste dag. Hver aften inden jeg skal sove, har jeg en "lille snak" med hende i mit eget indre. De fleste gange er det med ro i sindet, enkelte dage kan jeg mærke savnet som en lille hård kugle, fysisk placeret lige midt i brystet og på sjældne dage er jeg ked af det og græder. Der er ingen tvivl om, at hun mangler hver eneste dag. Min mor døde i en meget tidlig alder og hun kunne/burde have haft mindst 25 år mere. Det kan stadig murre i hjertet af at tænke på, at hun døde på grund af sine egne destruktive vaner i forhold til alkohol og alt for mange cigaretter. Det er faktum, som jeg lever med hver eneste dag, når jeg forholder mig til, alt det hun gik glip af. Jeg tror, at det vil være sådan resten af mit liv og det er en del af de byrder, som jeg må bære. Det gør jeg, for jeg har ikke noget valg, men jeg græder stadig stille ind i mellem for at lette smerten i mit bryst.

Jeg vil meget gerne høre din historie i kommentarfeltet nedenfor. Hvad er din historie? Har du mistet din mor, far eller dem begge? Måske har du lige mistet din mor eller far og har en åben og hjerteskærende sorg at bære på lige nu. Måske er du kommet lidt længere i din sorg? Intet er forkert eller rigtigt, jeg vil bare gerne høre din historie. Jeg læser dem alle og håber, at vi i denne tråd kan udveksle og give nyt håb, når vi oplever en så stor og hjerteskærende sorg som at miste en af dem, der gav os livet.

Du kan være helt anonym.

Jeg glæder mig til at læse med.