December er gået og jeg har ikke været aktiv på bloggen. Jeg tror, at det kendetegner det billede af hvordan sorgen føles her den 3. jul efter min mors død. Sorgen er blevet mere afdæmpet, rolig og mindre nærværende langt de fleste dage på året. Det har været en december, som har været travl på mit arbejde og med sociale arrangementer. Som mor til 3 børn er der rigtigt mange arrangementer i skole, klub, sfo og diverse fritidsinteresser. Vi har prioriteret benhårdt i år og valgt alle arrangementerne væk fra fritidsinteresserne fordi de ofte ligger på de rolige og værdifulde lørdage i december, hvor der også er julefrokoster og alt muligt andet godt.
Jeg har ikke været på min mors gravsted. Jeg ved heller ikke om jeg kommer det i år. Min far har lagt kranse til hende. Jeg bliver altid så frygtelig ked af det, når jeg kommer på gravstedet. Jeg har ingen lyst til at komme der. Jeg læser de svungne bogstaver på skrå og læser det fulde navn sammen med fødsels- og dødsår. Jeg bliver bare så trist og jeg har endnu aldrig været på hendes gravsted uden at forlade det andet end at tårerne strømmer ned ad mine kinder. Jeg bliver mindet om, at hun engang var, men at det er meget længe siden og at mit liv er faret afsted lige siden.
Alligevel er der øjeblikke, hvor jeg bliver ked af det. Tårerne står i øjnene, men er hurtigt væk igen. Jeg besøgte min far sammen med min familie for et par dage siden og så bliver minderne meget stærke. Jeg kan næsten se min mor gå rundt i lejligheden, mærke hendes nærvær, hendes duft og høre hendes stemme. Der var altid julepyntet til den store guldmedalje, nu er der ikke engang en nisse. Det er lidt tomt og trist og så kan jeg mærke længslen og minderne trænge sig på om de mange juleaftener vi har tilbragt der sammen med min mor, da hun var frisk og i stand til at holde sådanne aftener.
Juleaften skal jeg lave flæskesteg. Jeg laver aldrig flæskesteg og der kan jeg mærke, at jeg mangler en lidt ældre kvinde til at dele disse erfaringer med. Da bliver jeg mindet om det tab, som det er at leve uden en mor. Der er ingen der kender min historie længere. Min mor og farmor er døde og var de primære kvinder i mit liv igennem barndommen. De er der ikke længere og i hverdagen har jeg lært at leve uden dem, når det bliver jul og der skal laves mad, så bliver jeg trist og ked af det, men jeg forsøger at skubbe det væk fordi mine børn glæder sig til jul. Vi skal være alene juleaften. Det er mærkeligt og da vi prøvede det for første gang nogensinde forrige jul var det et rent helvede fordi min mor var død 5 måneder før. Nu føles det ikke længere så slemt, men det er trist fordi vi altid har været mindst 8-10 mennesker juleaften. Min svigermor skal arbejde juleaften, så det er jo sådan det er og min far holder jul hos min søster. 1. juledag kommer min far til julefrokost og 2. juledag kommer bliver vi 9 mennesker til en julefrokost, hvor vi har bestilt mad udefra. Det glæder jeg mig til fordi vi ikke skal stå med hele ansvaret for madlavningen.
Der er mange som lever alene og har det svært i disse dage, hvor ensomheden kan trænge sig på. Jeg vil ønske alle bloggens læsere en glædelig jul og vid, at det er muligt at komme igennem en svær jul, i sær de første gange, hvor man har mistet sin mor...
Jeg har ikke været på min mors gravsted. Jeg ved heller ikke om jeg kommer det i år. Min far har lagt kranse til hende. Jeg bliver altid så frygtelig ked af det, når jeg kommer på gravstedet. Jeg har ingen lyst til at komme der. Jeg læser de svungne bogstaver på skrå og læser det fulde navn sammen med fødsels- og dødsår. Jeg bliver bare så trist og jeg har endnu aldrig været på hendes gravsted uden at forlade det andet end at tårerne strømmer ned ad mine kinder. Jeg bliver mindet om, at hun engang var, men at det er meget længe siden og at mit liv er faret afsted lige siden.
Alligevel er der øjeblikke, hvor jeg bliver ked af det. Tårerne står i øjnene, men er hurtigt væk igen. Jeg besøgte min far sammen med min familie for et par dage siden og så bliver minderne meget stærke. Jeg kan næsten se min mor gå rundt i lejligheden, mærke hendes nærvær, hendes duft og høre hendes stemme. Der var altid julepyntet til den store guldmedalje, nu er der ikke engang en nisse. Det er lidt tomt og trist og så kan jeg mærke længslen og minderne trænge sig på om de mange juleaftener vi har tilbragt der sammen med min mor, da hun var frisk og i stand til at holde sådanne aftener.
Juleaften skal jeg lave flæskesteg. Jeg laver aldrig flæskesteg og der kan jeg mærke, at jeg mangler en lidt ældre kvinde til at dele disse erfaringer med. Da bliver jeg mindet om det tab, som det er at leve uden en mor. Der er ingen der kender min historie længere. Min mor og farmor er døde og var de primære kvinder i mit liv igennem barndommen. De er der ikke længere og i hverdagen har jeg lært at leve uden dem, når det bliver jul og der skal laves mad, så bliver jeg trist og ked af det, men jeg forsøger at skubbe det væk fordi mine børn glæder sig til jul. Vi skal være alene juleaften. Det er mærkeligt og da vi prøvede det for første gang nogensinde forrige jul var det et rent helvede fordi min mor var død 5 måneder før. Nu føles det ikke længere så slemt, men det er trist fordi vi altid har været mindst 8-10 mennesker juleaften. Min svigermor skal arbejde juleaften, så det er jo sådan det er og min far holder jul hos min søster. 1. juledag kommer min far til julefrokost og 2. juledag kommer bliver vi 9 mennesker til en julefrokost, hvor vi har bestilt mad udefra. Det glæder jeg mig til fordi vi ikke skal stå med hele ansvaret for madlavningen.
Der er mange som lever alene og har det svært i disse dage, hvor ensomheden kan trænge sig på. Jeg vil ønske alle bloggens læsere en glædelig jul og vid, at det er muligt at komme igennem en svær jul, i sær de første gange, hvor man har mistet sin mor...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar