Så fik jeg overstået en meget vigtig og svær milepæl. Jeg fik hilst på den kvinde min far har fundet. Det var ikke så svært som jeg havde troet, selvom jeg
var meget nervøs inden mødet. Nervøs for hvordan jeg ville reagere og om jeg ville kunne styre det vanskelige dilemma, som det er at se en anden kvinde, hvor min mor burde have været med.
Det gik fint. En kvinde, der af størrelse og hårfarve ligner min mor. Selv tøjstilen var næsten den samme. Hun var meget tilbageholdende og sagde næsten ingen ting, men mon ikke hun var nervøs. Jeg ved det ikke for det var svært at få en dialog med hende. Jeg var også påvirket af mødet og havde svært ved at være mig selv og sige det rigtige. For hvad er det rigtige, når en del af mig havde så dyb en smerte over, at min mor ikke var der og der nu var en ny kvinde. Det var som et smertefuldt punktum. Min mor er død. Tiden er gået. Det er mere end 1 år siden, at hun døde. Vi har været igennem alle fødselsdage, alle årstider, alle mindestunder og andre begivenheder én gang. Den værste sorg er væk. Jeg kan mærke livet igen, glæde mig over gode venner, mine børn og livet i dens oprindelighed.
Alligevel er der dage. Øjeblikke. Minder. Tilstande. Som i fredags, hvor jeg cyklede hjem fra arbejde. Midt på cykelstien griber savnets svirrende smerte mit hjerte i et stramt tag, klemmer hjertet sammen i smerte og jeg må stoppe op midt på cykelstien, da mine tårer løber ned ad kinderne. Jeg hvisker stille: "Moarr, hvorfor er du død. Jeg SAVNER dig så frygteligt.". Uanset hvad vi gør, tænker eller hvilken baggrund vi kommer fra, så gør savnet ondt efter den døde livmoder vi kom fra. Det varer ikke lang tid. Nogle få minutter og så går det over igen. Så kan jeg cykle videre og glæde mig over, at vi skulle hjem og grille med nogle af vores naboer.
Mine børn er på deres årlige sommerferie hos min svigermor. Det betyder, at jeg på den ene side savner dem frygteligt og på den anden side nyder den ro og tid til eftertænksom stilheden giver. Jeg elsker dem alle 3 så højt og savnet af deres mormor hos i sær de 2 ældste er svær at tænke på, men midt i sorgen kommer tilgivelsen også. Sindet har en forunderlig overlevelsesmekanisme. Jeg husker det gode. Jeg husker de gode stunder min mor gav mine børn og værdsætter dem i hjertet. Jeg er ked af, at det aldrig bliver mere. Det, der var. Det, der aldrig mere vil komme.
var meget nervøs inden mødet. Nervøs for hvordan jeg ville reagere og om jeg ville kunne styre det vanskelige dilemma, som det er at se en anden kvinde, hvor min mor burde have været med.
Det gik fint. En kvinde, der af størrelse og hårfarve ligner min mor. Selv tøjstilen var næsten den samme. Hun var meget tilbageholdende og sagde næsten ingen ting, men mon ikke hun var nervøs. Jeg ved det ikke for det var svært at få en dialog med hende. Jeg var også påvirket af mødet og havde svært ved at være mig selv og sige det rigtige. For hvad er det rigtige, når en del af mig havde så dyb en smerte over, at min mor ikke var der og der nu var en ny kvinde. Det var som et smertefuldt punktum. Min mor er død. Tiden er gået. Det er mere end 1 år siden, at hun døde. Vi har været igennem alle fødselsdage, alle årstider, alle mindestunder og andre begivenheder én gang. Den værste sorg er væk. Jeg kan mærke livet igen, glæde mig over gode venner, mine børn og livet i dens oprindelighed.
Alligevel er der dage. Øjeblikke. Minder. Tilstande. Som i fredags, hvor jeg cyklede hjem fra arbejde. Midt på cykelstien griber savnets svirrende smerte mit hjerte i et stramt tag, klemmer hjertet sammen i smerte og jeg må stoppe op midt på cykelstien, da mine tårer løber ned ad kinderne. Jeg hvisker stille: "Moarr, hvorfor er du død. Jeg SAVNER dig så frygteligt.". Uanset hvad vi gør, tænker eller hvilken baggrund vi kommer fra, så gør savnet ondt efter den døde livmoder vi kom fra. Det varer ikke lang tid. Nogle få minutter og så går det over igen. Så kan jeg cykle videre og glæde mig over, at vi skulle hjem og grille med nogle af vores naboer.
Mine børn er på deres årlige sommerferie hos min svigermor. Det betyder, at jeg på den ene side savner dem frygteligt og på den anden side nyder den ro og tid til eftertænksom stilheden giver. Jeg elsker dem alle 3 så højt og savnet af deres mormor hos i sær de 2 ældste er svær at tænke på, men midt i sorgen kommer tilgivelsen også. Sindet har en forunderlig overlevelsesmekanisme. Jeg husker det gode. Jeg husker de gode stunder min mor gav mine børn og værdsætter dem i hjertet. Jeg er ked af, at det aldrig bliver mere. Det, der var. Det, der aldrig mere vil komme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar