Juni er kommet i al sin herlighed og pragt. Solen skinner og varmer legeme og sjæl. Syrerne står smukke i hvide og lilla farver i min have. Lyset giver overskud og glæde.
Mine børn trives og bliver store. Seneste skolehjem samtale med mit mellemste barn var en ren solstråle. Sidste år gik han i en forfærdelig klasse, hvor han virkelig ikke trivedes. Han var angst og bange for at komme i skole og fagligt havde han svært ved at bruge sit krudt på at følge med. Dette forår var helt anderledes. Han ligger blandt de 25 % bedste i de nationale test i matematik og dansk. Det er fuldstændig vildt og fantastisk. Det viser mig, at det kan nytte at være vedholdende, holde om og holde ud, når det hele er slemt. Han trives så godt i dag og har fået nye kammerater og gode klassekammerater, hvor han er glad for at komme i skole hver eneste dag.
Det er 696 dage siden min mor døde. Det er fuldstændig ubegribeligt. Der er sket så mange dejlige og positive begivenheder i mit liv siden, som hun aldrig blev en del af. Og dét er mærkeligt og trist, men disse følelser lever side om side i mit liv. Glæde og ind imellem tristhed over, at hun ikke er med rent fysisk. Jeg kan stadig, på min cykeltur på vej til arbejde, få en hurtig og knugende sammentrækning af sorg i maven og mærke tårerne stå i øjnene. Jeg plejer at hoppe af cyklen, trække vejret dybt ind nogle gange og mærke livet pulsere i mine årer. Så kan jeg cykle videre mellem biler og busser og håbe på, at jeg heller ikke denne dag bliver kørt ned.
Dette forår var nemmere end det sidste, hvor tulipaner, liljer og smukke anemoner mindede sådan om min mor. Jeg græd meget sidste forår. Det første forår uden min mor. Det gør jeg ikke så meget længere, men alligevel kan jeg få stunder, hvor jeg må trække vejret så hårdt ned i maven fordi erkendelsen om, at jeg er moderløs og på den måde helt alene i verden, gør ondt. Så bliver jeg en lille pige på 5 år igen som ikke kan finde min mor. Det gør ondt.
Alligevel holder livet mig fast. Der er meget at se til på arbejde og logistikken omkring alle børnene. Jeg synes, at jeg er ved at finde mig til rette og leve i accept af, at jeg aldrig ser min mor igen. Hun vil for resten af mit liv være et minde. Et minde, der vil blegne i takt med årstidens kommen og passeren. I takt med, at rynkerne vil tegne deres egne historier og fortællinger på mit ansigt. I takt med, at mit næste barn bliver teenager. I takt med, at mit yngste barn starter i skole til sommer og er ved at udvikle sig en fantastisk lille følsom diva med store ambitioner med et selvværd, der gør, at hun indtager alle steder med den største naturlighed i verden.
Kan man overleve at miste en mor? Ja, her 696 dage efter kan jeg konstatere, at det kan man godt. Men det gør ondt. Jeg har grædt mere i de 696 dage end jeg tidligere har gjort i hele mit liv. Jeg har også fået en større bevidsthed om mange områder i mit liv. Jeg er også helt rolig ved tanken om, at jeg er helt overbevist om, at livet ikke stopper ved døden. Så det giver ro, men jeg kan stadig mærke, at jeg bliver ked af det, når jeg tænker på, at hun aldrig kommer tilbage. Det er for evigt. Evigt.
Mine børn trives og bliver store. Seneste skolehjem samtale med mit mellemste barn var en ren solstråle. Sidste år gik han i en forfærdelig klasse, hvor han virkelig ikke trivedes. Han var angst og bange for at komme i skole og fagligt havde han svært ved at bruge sit krudt på at følge med. Dette forår var helt anderledes. Han ligger blandt de 25 % bedste i de nationale test i matematik og dansk. Det er fuldstændig vildt og fantastisk. Det viser mig, at det kan nytte at være vedholdende, holde om og holde ud, når det hele er slemt. Han trives så godt i dag og har fået nye kammerater og gode klassekammerater, hvor han er glad for at komme i skole hver eneste dag.
Det er 696 dage siden min mor døde. Det er fuldstændig ubegribeligt. Der er sket så mange dejlige og positive begivenheder i mit liv siden, som hun aldrig blev en del af. Og dét er mærkeligt og trist, men disse følelser lever side om side i mit liv. Glæde og ind imellem tristhed over, at hun ikke er med rent fysisk. Jeg kan stadig, på min cykeltur på vej til arbejde, få en hurtig og knugende sammentrækning af sorg i maven og mærke tårerne stå i øjnene. Jeg plejer at hoppe af cyklen, trække vejret dybt ind nogle gange og mærke livet pulsere i mine årer. Så kan jeg cykle videre mellem biler og busser og håbe på, at jeg heller ikke denne dag bliver kørt ned.
Dette forår var nemmere end det sidste, hvor tulipaner, liljer og smukke anemoner mindede sådan om min mor. Jeg græd meget sidste forår. Det første forår uden min mor. Det gør jeg ikke så meget længere, men alligevel kan jeg få stunder, hvor jeg må trække vejret så hårdt ned i maven fordi erkendelsen om, at jeg er moderløs og på den måde helt alene i verden, gør ondt. Så bliver jeg en lille pige på 5 år igen som ikke kan finde min mor. Det gør ondt.
Alligevel holder livet mig fast. Der er meget at se til på arbejde og logistikken omkring alle børnene. Jeg synes, at jeg er ved at finde mig til rette og leve i accept af, at jeg aldrig ser min mor igen. Hun vil for resten af mit liv være et minde. Et minde, der vil blegne i takt med årstidens kommen og passeren. I takt med, at rynkerne vil tegne deres egne historier og fortællinger på mit ansigt. I takt med, at mit næste barn bliver teenager. I takt med, at mit yngste barn starter i skole til sommer og er ved at udvikle sig en fantastisk lille følsom diva med store ambitioner med et selvværd, der gør, at hun indtager alle steder med den største naturlighed i verden.
Kan man overleve at miste en mor? Ja, her 696 dage efter kan jeg konstatere, at det kan man godt. Men det gør ondt. Jeg har grædt mere i de 696 dage end jeg tidligere har gjort i hele mit liv. Jeg har også fået en større bevidsthed om mange områder i mit liv. Jeg er også helt rolig ved tanken om, at jeg er helt overbevist om, at livet ikke stopper ved døden. Så det giver ro, men jeg kan stadig mærke, at jeg bliver ked af det, når jeg tænker på, at hun aldrig kommer tilbage. Det er for evigt. Evigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar