Om at savne sin døde mor hele tiden

Det der savn.
Det fylder en del i disse uger.
Enkelte øjeblikke. Et flig af en tanke. En berøring. Et vindpust i nakken, der sukker. En tanke om livet uden min mor. Et billede. Et øje.

Min søn med tårer i øjnene. Af glæde og af sorg. Han havde fundet en hårlok af min mors lyse hår i nogle gamle carmen curlere i badeværelset.

Et gammelt pas af min mor. Hendes sygesikringsbevis. Lånerkortet til biblioteket. I en gammel slidt læderpung i mit skab ligger det. Fuld af minder, der får maven til at smerte, sukke og trække sig sammen i smerte over det savn, der fylder så meget i denne tid.

Enkelte tårer midt i livets hektiske puls. En tanke, et sug i maven. På arbejdet. Til ledermøde, hvor 2 kolleger taler om deres mødre i pausen. Jeg måtte gå på toilettet og sidde lidt. Trække luft og savn ned i min mave og få styr på tårer og prutter.

På sygehuset i dag. Bøvl med helbreddet. Trækker tiden. Håber på helbredelse. Mangler min moar til at sende sms´er og bekymre sig om hvordan det gik. Savner. Savner. Savner så meget. Taler med min mor. Højlydt. I stuen. I badeværelset. Altid når jeg er alene. Jeg skælder hende ud. Fortæller hvor meget jeg vil savne hende til min søns kommende konfirmation. Mangler hendes kreativitet til borddækningen. Skal det være hvid, blå eller sort?

Tænker mange tanker. Hele tiden. Om livet. Om tiden i mellem Døden og Livet. Det er ikke så let. At håndtere savnet i enkelte øjeblikke. Mon hun ser mig derude et sted? Eller er det som i Anders Lund Madsens udsendelser om Døden? Slut. Finale. Den dag vi dør.

Jeg tror det ikke. Tænker på det snarlige forår. Anemoner, liljer, stjerner og vintergækker. Hun kendte dem alle. Blomsterne. Fik alt til at gro, spire og vokse sig stort. Fik selv en særlig ro i sin egen forpinthed over et svært liv, når hun puslede med blomsterne og de grønne blade.

Savner om sms´er om alt og intet. Kaffe. Ture i centret. Savner at høre den hvæsende lyd af iltapperatet. Kan se hende sidde i min gyngestol. Savner hende så skrækkeligt.

Tører tåren væk. Ved at dagen i morgen bliver bedre. Livet er godt og skønt. Også uden min mor, som jeg mentalt bærer på skulderen. Altid. For evigt. Hun er med mig i alle dage. Indtil jeg selv skal gå over Grænsen mellem de Levende og Døde.
 

Ingen kommentarer:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...