Misbrug slår min mor ihjel

Dødens forberedende indtog er ganske hæslig. Vi er i en venteposition på, at min mor skal dø. Aldrig før og aldrig siden håber jeg at skulle overvære sådan et langt og opslidende dødsforløb for os allesammen. Den, der skal dø og de pårørende. Det er ganske vanvittigt så længe det tager.

Jeg har tænkt længe over dette. Misbrug. Misbrug i så grum en grad, at det ender med at slå en nær slægtning ihjel. Misbrug som også slog en anden slægtning i hjel med samme sygdom for 30 år siden. Der er 3 personer i tæt relation der kommer til at gå over i historiens evige jagtmarker som døde af misbrug. Misbrug, der i den grad tog livet af dem. Efterlader de pårørende i en kaotisk og forfærdelig tilstand af at skulle lære at leve med årsagen. 

Det er svært at se Dødens hæslige forberedelser. Kroppen, der bliver tynd, benet og knoglet. Huden, der bliver så tynd som pergamentpapir. Røde og sorte femkroner af tydelige tegn på en dårlig fungerende lever og nyre. En brystkasse, der hæver sig anstrengt op og ned ved hver åndedrag i en evig kamp mod dødens evige jagtmarker.

Sådan kommer man til at se ud, når man dør af misbrug. Når man ikke har kunnet overvinde sin egen indre magtkamp om at gøre hvad der er godt for én, nemlig at lade være med at ryge. For mange år siden stod min mor selv på sidelinjen som en ung datter i 30´erne med en mor, der også døde af misbrug efter at have været syg i mange år.

Jeg forstår det ikke. Lige i dag kan jeg ingen medlidenhed føle. Jeg forstår det ikke. Forstår ikke, at man kan slå sig selv ihjel ved at påføre sig selv de samme lidelser som man så en nær slægtning dø af for mange år siden. Hvorfor stoppede min mor ikke i tide? Hun vidste jo, at hun sikkert ville få samme sygdom. Alligevel stoppede hun ikke. Trangen til misbrug var større end glæden ved livet, børn og børnebørn. Det er jeg simpelthen så rasende og fortvivlet over i disse dage. Jeg kan ingen steder gå hen med vreden for man skælder ikke ud på døende - eller gør man?

Ingen kommentarer:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...