Det er dag 3 efter katastrofen. Det er 3. dag efter min mors død. Jeg har ondt i maven og i hjertet. Jeg har behov for at sove flere gange om dagen. Hele mit indre er i oprør. Jeg kan ikke styre tårerne. Jeg ser min mor alle steder. Flere gange har jeg fornemmelsen af, at hun er lige om hjørnet, men når jeg kigger er der selvfølgelig ingen. Alt er tomt. Min mor er død. Om 2 dage skal hun bisættes.
Jeg har i enkelte øjeblikke kun det ønske at dø. Så kan de begrave os sammen. Jeg kan godt være i kisten. Det er fuldstændig vanvittigt, at min MOR er død. Hun var ikke engang fyldt 60 år. Og dog. Så ser jeg hurtige billeder af mine børn på den indre film. Selvfølgelig skal jeg leve og være for dem. De er jo stadig afhængige af mig.
En veninde har sendt mig blomster i dag. Er jeg utaknemlig, når jeg bare ville ønske, at hun havde ringet i stedet? Og dog. Jeg orker jo alligevel ikke alle de velmenende samtaler. Jeg bryder ud i krampegråd hver gang. Min nære veninde kommer i aften. Hun har selv mistet sin far for 10 år siden. Hun ved, hvordan jeg har det. Hun kender den vanvittige smerte, det er at miste en del af sit biologiske ophav. Jeg tror, at kun tabet af et barn må føles værre. Tanken om at miste et af mine børn får pulsen højt op af bar angst.
I dag var jeg i kapellet. Min far, min søster og min mand var med. Jeg havde kvalme af angst over, hvordan hun mon ville se ud. Jeg var ikke sikker på, at jeg ville se hende. Min far måtte fortælle mig om hun var kommet til at se for "død" ud. Min mand måtte køre bilen. Jeg kunne nemt have kørt galt. Tårerne lavede floder på mine øjne på vej derned. Det er jo fuldstændig surrealistisk, at min mor ligger på KØL. Jeg kan næsten ikke holde tanken ud. Ja, ja jeg ved godt, at det er nødvendigt for at hun ikke rådner, men helt ærligt. Det er jo MIN MOARR, der ligger der og er DØD.
Og så var hun bare så smuk! De havde givet hende det tøj på vi ønskede og hun lå så fint i kisten. Rummet var oplyst i en anelse gullig lys, hvilket gjorde, at hun ikke så helt så død ud. Der var tændt 2 lys og et stort smukt billede i blå nuancer hang på væggen. Der var en pakke Kleenex og en bibel.
Hun lignede sig selv fra den aften hun døde. Og dog. Hun havde fået munden lukket. Hvordan mon de gør det? Det gav hende et udtryk, der mindede om dyb søvn. Fred. Ro. Hun havde fået sit eget tøj på og det lagen bedemanden havde haft med lå over hende. Hun var puttet. Klar til den sidste rejse. Først turde jeg ikke røre hende fordi jeg var bange for kulden. Så rørte jeg alligevel med en finger på hendes pande. Den ar iskold. Neglene var blevet blå og den ene hånd lignede lidt det, det vil komme til. Et skelet.
Brystkassen var helt, helt stille. Et dødt menneske er fuldstændig ubevægelig. Jeg ønskede sådan, at brystkassen ville hæve og sænke sig igen. Da min far gik ud og jeg var alene med hende slog det klik for mig. Jeg græd så meget, at jeg var på vej op i kisten for at ligge mig ved siden af hende, da min mand kom ind. Hans øjne blev spærret op i rædsel og et øjeblik troede han, at jeg var blevet helt vanvittig. Men det er jo min moarr, der ligger der. Hvordan skulle jeg kunne sige farvel? Det er jo sidste gang jeg NOGENSINDE vil se hende. Lige der ville jeg bare med hende. Det kan vel ikke tage så lang tid at dø af iltmangel. Hun var så fin, lille og smuk i dødens kærtegn. Jeg turde ikke røre ved den hånd, der lignede et skelet. Den hånd, der var så levende i de sidste timer på hospitalet. Famlede rundt efter en hånd at holde i. Knugende. Søgende. Bange. Døende.
Jeg husker næsten ikke hvordan jeg kom ud af kapellet. Jeg græd som et barn. Skreg. Hulkede og støttet af min mand, der et øjeblik var i tvivl om han skulle tilkalde en læge. Det er kun tanken om mine børn, der i disse dage forhindrer vanviddet i at tage plads i mit sind.
Min mor er død. Min verden er gået i stå.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar