Dag 11 efter min mor døde

I dag har jeg det for første gang lidt bedre. Jeg kan grine over en dårlig vittighed jeg fik af en veninde på sms i går.

Min søde mand har givet mig et døgn alene i huset og taget alle børnene med. Jeg kan mærke, at det giver en meget tiltrængt ro og mulighed for at mærke mig selv og arbejde kognitivt med at tænke igen.

Jeg har mødt mange søde mennesker på min vej. Jeg kan se, at min blog har fået rigtigt mange læsere og jeg håber, at bloggen med tiden kan blive et redskab for andre i at forstå, hvad tabet af en forælder gør ved os. Sorg kan ikke gradbøjes, men jeg tænker dagligt på de meget søde og omsorgsfulde kommentar jeg fik fra "Lavendel", som netop selv har mistet sin søn i sidste måned. Det vidner om en menneskelig varme og overskud på det menneskelige plan om at dele ud af omsorg og trøst.

Min chef har været utroligt forstående. Jeg var forbi arbejdet i mandags for at aftale nærmere vedrørende sygemelding/delvis raskmelding efter min ferie. Hun snakkede med mig i næsten 3 timer og var utroligt forstående og lyttende. Ja, hun delte også lidt af den smerte hun oplevede, da hun som 29-årig holdt sin mor i hånden, da hun døde p.g.a kræft i 1990. Ja, hun kom til at græde lidt ved erindringen og fortalte, at livet nok skal vende tilbage igen.

I går var en virkelig hård dag for mig. Jeg får også tårer i øjnene nu, men om 3 kvarter skal jeg mødes med en veninde til kaffe. Efter mit ønske har vi aftalt, at det foregår ude i "verden". For verden er jo derude og jeg må langsomt forsøge at vende tilbage.

Men derfor er det stadig så uendeligt tomt og ensomt uden min mor. Sorgen sidder stadig lige under øjenlågene og truer med at vælte ud.