Jeg sørger ikke tabet af en lille ødelagt krop med svedne lunger og dårlig hjertekapacitet. Jeg sørger ikke over tabet af misbruget, der i sidste ende gjorde det af med den kvinde, som fødte mig og gav mig liv. Jeg sørger ikke over tabet af 36 kg knogler, kød og blod. Jeg sørger ikke over de magre nikotingule fingre, der selv i døden var mærkede af mange cigaretter lige op til dødens endelige
Jeg sørger over den ånd og vilje, der lå bag kroppen. Den ånd og vilje, der kæmpede så hårdt igennem lang tid og som til sidst måtte give op for den del af det formørkede sind, der resulterede i års cigaretmisbrug selv efter konstateringen af den dødelige sygdom KOL. Jeg sørger over tabet af den del af ånden, der fandt tilbage til mig i den betingelsesløse kærlighed til mine børn. Jeg sørger over, at jeg aldrig mere skal modtage frækks sms´er, sjove vittigheder, drikke kaffe eller høre lyden af min mors transportable iltapperat.
Jeg ser nu, at tiden indtil bisættelsen var den lette del. Her har familie og venner stået en bi med opringninger, omsorg og praktisk assistance. Jeg har været indhyllet i et tykt lag følelsesmæssigt vat, der tager det meste af smerten.
Efter begravelsen letter tågen og afløses af en hul, dunkende smerte. En protest over at noget vitalt er revet ud af ens liv. Den livmoder man startede livet i er død og væk for altid. Mit sind, min krop og bevidsthed forsøger at kæmpe mig tilbage og omorganisere mine tanker og sind til det faktum, at min mor er død. At miste sin mor er som at miste solen til en meget lang måneformørkelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar