Ferie med børn i et badeland og en sørgende mor er ikke en god kombination. Det må jeg konstatere efter 5 dage i et badeland syd for grænsen.
Jeg var i tvivl om jeg skulle tage med. Jeg vidste, at det ville blive rigtigt, rigtigt svært for mig at skulle udholde at være så funktionel, ansvarlig, gå rundt i et alt for lille badebassin sammen med en masse andre børn, badebolde, vinger, larm og lugten af klor. Ferien var bestilt for længe siden. I marts måned. Hvor jeg troede, at min mor stadig havde lang tid igen. Mine børn ville også blive grusomt skuffede og de skulle ikke lide mere end højst nødvendigt. De er ramt. Af sorg og savn. Der var brug for sadspredelse til at give dem lidt andre glæder. Nu er mine børn glade for vand. Alle 3. Det er jeg også og jeg havde håbet på, at der var mulighed for at svømme nogle baner, men det var fuldstændig umuligt. Bassinerne var ikke indrettede til det og der var alt for mange mennesker.
Jeg har været så presset. Træt. Grædt. Kan ikke sove om natten, da der fra tidlig morgen er hidsige mågeskrig udenfor vinduet. Store hvidgrå måger med et vingefang på en meter. Jeg anede ikke, at de blev så store tæt ved kysten - velnærede af alle fiskene. Madrassen var ikke for god. Jeg har fået et hold i ryggen og selvom min dejlige mand tog meget over var det bare for meget. Der var hele tiden børn, der ville i badeland. En lille 4-årig datter, der fik flere hysteriske anfald og lagde sig splitternøgen ned på gulvet i det fælles baderum og nægtede at røre sig ud af stedet. Hun var gal på mig. Gal over, at vi skulle op. Normalt kan jeg sagtens håndtere den slags små konflikter, men her var det bare for meget. Med shampoo i håret, splitter-karl-jørgen og 18 kg dødvægt og en mor, der døde for 15 dage siden. Jeg tudede og håbede, at ingen så mine tårer.
Samtidigt blev jeg opfyldt af denne indre vrede, der er begyndt at vise sig i små doser. Jeg er vred over, at min mor døde. Jeg er vred over, at hun valgte at ryge sig selv i hjel. Jeg er vred over, at jeg ikke har en mor længere. Jeg er vred over, at jeg ikke kan ringe til hende længere. Jeg er vred over, at hun døde alt for tidligt. Jeg er vred, ja bare vred.
Jeg erkender i fragmenter. Erkender, at hun er død. Små øjeblikke, erindringer, følelser og oplevelser om det, der var. Jeg får aldrig flere sms´er. Jeg kan ikke få mig selv til at slette "Mor" under kontakter. Jeg måtte prøve at ringe til nummeret i går. Fuldstændig dumt og uvirkeligt. Men måske var hun i den anden ende?
Jeg har læst om det. Hørt om det. Aldrig oplevet sådan en sorg før. De fysiske smerter. Følelsen af at være blevet vanvittig. Jeg ser min mor over det hele. Hører hendes iltapperat klikke, når jeg husker. Oplever mærkelige ting, som må være et produkt af mit sind. Jeg synes, at jeg kan høre hende. Døre, der smækker i ferielejligheden. Lys, der tænder sig selv flere gange. Det er om natten, når tankerne og ensomheden er allerstørst.
Vi har boet tæt ved vandet. Ja, lige ud til Østersøen. Jeg troede, at jeg skulle ud at gå nogle ture ved stranden. Nej. Det blæste med orkanstyrke samtlige 4 dage og regnen har stået ned alle dage. Jeg vovede mig derned en dag og blev våd og kold. Det føltes som en dag i oktober. Det var der absolut intet sjovt ved. Jeg måtte lægge mig og græde, da jeg kom hjem.
Der er en uges ferie endnu. Jeg ved ikke om jeg bliver klar til at starte på arbejde igen om en uge. Jeg har svært ved at forestille mig det på nuværende tidspunkt. Jeg har en ledende stilling og mange hurtige beslutninger skal træffes. Mit arbejde står overfor en større organisatorisk omlægning og der er mange bolde at forholde sig til. Min søde chef har foreslået, at jeg kan få en deltidssygemelding i nogle uger. Måske det var en mulighed. Jeg ved ,at jeg intet får ud af at starte for tidligt.
Jeg har grædt. Men også grinet. Forude venter fødselsdage, jul, traditioner, sommerferie og mine børns konfirmationer, hvor min mor ikke er med. Det er en sorg så overvældende. Jeg forsøger at tage én ting af gangen. I øjeblikket er min far ved at gå helt i stå over alle de papirer, der vælter ind af døren, når et menneske dør. Skifteretten. Bedemanden. Breve fra pension og ATP. Breve fra lægen, tandlægen og andre mærkelig instanser. Det er hårdt mentalt arbejde at begrave en mor.
Nu kan jeg mærke den svimlende, sorte, meningsløse og triste tomhed komme snigende. Tænker i fragmenter af øjeblikke på hvordan de mange, mange familier i Norge er ramt af meningsløs død, håbløshed og sorg i disse dage. Samtidigt dør de i Afrika. Død og sorg.
Og så de varme arme fra en dreng på 9 år, der hvisker i mit øre: "Moar, jeg elsker dig". Så giver det lidt håb. I et øjeblik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar