Det er midnat. Jeg kan ikke sove. Uroen er voldsom i mit indre. Jeg ser og hører min mor allevegne. Åh, jeg kan ikke holde tanken ud. Kære mor, kom dog tilbage til mig. Min sjæl og mit indre er i voldsom oprør. I morgen er det sidste gang, mor. Åh, jeg savner dig allerede.
Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal komme videre. Det eneste, der holder mig lige her er mine børn. Ellers ved jeg ikke om jeg kunne udholde smerten, mor. Du har givet mig livet, men kærligheden til dig var altid kompliceret og gådefuld, da vi på mange områder var meget forskellige. Jeg forstod ikke dine valg og prioriteringer. Hvorfor lod du ikke de cigaretter ligge, da du fik konstateret sygdommen KOL i 2003? Du røg dig ihjel.
Nu sidder jeg her. Klokken er midnat og jeg har slet ikke lyst til at være med til bisættelsen i morgen, mor. Jeg har siddet med min søn i armene i 2 timer. Han har grædt, grædt og grædt i voldsomme hulkeanfald, som har gennemrystet hans krop. Han er så klog og indsigtsfuld, så det næsten gør ondt. Ser sammenhænge og forstår livets kompleksitet i en grad, der er langt forud hans alder.
Han siger, at han får beskeder fra dig. Han siger, at du taler til ham og siger, at han ikke skal lide. Er det sandt, mor? Er du derude? Ser du, hvordan vi lider over dit fravær og det du bød os ved ikke at tage ordentligt vare på dig selv? Min søn oplevede det samme da han mistede sin farfar for et halvt år siden. Han får beskeder siger han.
Jeg tænker hele tiden på, at du nu ligger dernede i kisten. Det er bælgmørkt og koldt. Du er helt alene i kisten og så kold, så kold. Hvis jeg nu kørte ned på kirkegården, brød ind i kapellet og forsøgte at varme dig, ville du så vågne igen? Jeg ved det godt. Mine tanker er vanvittige og jeg gør det ikke. Sorgen flår, rusker og gennembanker min krop med periodevise rytmiske slag og impulser, hvis styrke varierer i form, erindringer og indhold.
Åh, moar... Jeg ved ikke hvordan jeg dog skal komme igennem dette....
Jeg græder, hulker og råber som et lille barn. Jeg får dig aldrig at se mere. Aldrig skal jeg få flere sms´ere fra dig med et spørgsmål om vi giver kaffe. Jeg har glemt alle dine "kaffe-beskeder". Hvem skal nu købe alle fodboldtrøjerne til min ældste søn? Hvem skal have dem på besøg om eftermiddagen efter skole? Nu kan jeg aldrig mere ringe til dig og høre din stemme - i virkeligheden.
Min kærlighed til dig var kompliceret og fuld af bakkedale, men den var der, mor. Det ved du. Nu er den blevet hjemløs og flagrer forvildet, ulykkelig og søgende rundt i et øjeblik, der aldrig synes at stoppe.
Gud, hvor er du? Mor, hvor er du henne?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar