I går blev min mor bisat. Det var den mest forfærdelige dag i mit liv. Jeg vil aldrig nogensinde forbinde d. 14. juli med en god dag. Det var den dag, hvor Himlen åbnede sine sluser og dækkede landet med tung og massiv regn. Himlen græd sammen med mig.
Jeg græd voldsomt i går. Det var en rædselsfuld dag. Der var absolut intet rart ved denne dag. Der er kun smerte, sorg, håbløshed og en begyndende svimlende erkendelse over, at jeg nu ikke længere kan kalde nogen for MOR. Min kærlighed til min mor var kompliceret, men nu er den ikke længere. Kærligheden er blevet hjemløs og jeg aner ikke hvor jeg skal gøre.
Bisættelsen var smuk og enkel som min mor ville have foretrukket det. Hun ønskede ikke meget opmærksomhed på den dag og ville gerne, at det skulle være så enkelt som muligt. Min svigermor, børnenes faster var begge kommet for at støtte min mand, børnene og jeg. Det er jeg meget taknemlig for i dag, hvor jeg er vågnet op efter en lang nattesøvn.
Mine drenge græd voldsomt i aftes. Min datter kom hjem fra vores reservebedster som også fik kaffe og trøstet os lidt. Derefter gik pokker løs. Drengene blev sure over forskellige ting. Min datter ville ikke sove og kl. 22.30 var jeg lige ved at gå ud af mit gode skind. Min far havde været med hjemme og spise aftensmad og jeg var fuldstændig udmattet på det tidspunkt.
I dag er det mor og datter tid. Hun har virkelig været nedprioriteret i hele ugen. Hun ville ikke slippe mig i går da jeg kom hjem og jeg forstod virkelig hvor meget hun har savnet mig. Det er svært at være i sorg og rumme små krævende og meget levende børn, når man selv skal stå på begge ben.
Min søster og jeg har ikke et godt forhold. Det har vi aldrig haft. Jeg kan mærke nu, hvor udmattende det har været at skulle arbejde sammen med hende om min mors bisættelse. Min søster havde inviteret veninder til bisættelsen som jeg ikke kender og som ikke havde nogen relation til min mor. I går føltes det voldsomt intimiderende på min sorg. Min søster valgte også at spørge mig om det ikke var i orden, at hun gik før end vi var færdige med at rydde op. Jeg sagde ikke noget for jeg orkede ingen ufred den dag. Nu er der kun lettelse tilbage over, at jeg ikke længere skal forholde mig til hende hver dag. Jeg har 3 børn og min søster har ingen. Hun har ingen fornemmelse af, hvor hårdt det er at skulle stå med arbejdet omkring de praktiske gøremål samtidigt med, at der skal arrangeres bisættelse. Nu er det dagen derpå og vi skal til at fungere igen, men det bliver svært. Min mor er død og jeg kan aldrig mere kalde nogen for mor.
Kærligheden er blevet hjemløs.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar