Min ældste søn er taget afsted i Tivoli med et par kammerater. Det er godt for ham og mig. Tvinger mig til at være i aktion. Handle. Overskue. Planlægge. Strukturere. Smøre madpakker. Ja, ja. han kan godt selv, men det hjælper mig jo. Hjælper til at bevare lidt normalitet i en verden, der er holdt op med at dreje.
Om 20 minutter skal jeg vælge et gravsted. ET GRAVSTED. Det er jo fuldstændig absurd. Min mor skulle jo være her. Levende. Besværlig. Hun skal jo ikke ligge på køl i et frysehus, vel? Hun burde jo sidde her. På terrassen. Nyde de smukke roser sammen med mig på terrassen. Selvom vi var meget forskellige skulle hun jo spise røde jordbær sammen med mig. Sommerens sidste. Lige nu ville jeg køre til Italien eller verdens ende, hvis det kunne give mig mulighed for at spise jordbær sammen med dig, mor.
Men nej. I stedet kan jeg nu tørre tårerne væk. Dryppe mine øjne på grund af den pokkers øjenbetændelse og forsøge at lade være med at køre galt på cykel fordi tårerne bare løber og løber. Forsøge at huske cykelhjelmen.
Men hvad jeg om gravsteder? INTET. De rager mig en fjer. Jeg vil ikke have min mor til at ligge på et GRAVSTED. Hun skal jo være her!
Fat det så Gud! Giv mig min moaarr tilbage. NU.
3 kommentarer:
Der er ikke så meget at sige...
Kærlige tanker fra en fremmed til en fremmed.
Lad dig være ked af det - og forsøg også at holde lidt fast i hverdagen.
Vid, at det bliver bedre med tiden. Det lover jeg dig.
Kondolere med dit og din families tab.
KOL er en hæslig sygdom - og du har virkeligt formået at beskrive den som det den er, rendyrket ondskab.
Alt det bedste til dig og dine - og skulle du have behov for at tale med ligesindede, kan du blandt andet gøre det på www.snakomkol.dk eller via lungeforeningen.
Send en kommentar