Himlen græder i dag

Det samme gør mit hjerte, tårer og sind.

Min mor skal bisættes. Himlen græder og lader sine sluser ramme alt og alle i Danmark i dag. Uden ophør i en messende og ploppende lyd på fliserne ude på min terrasse. Jeg vil ønske, at jeg ikke var kommet hertil.

Jeg får lyst til at sige til bloggens læsere med KOL. Stop med at ryge i mens I kan. Jeres pårørende gennemgår de værste kvaler ved at se jer gå til af denne sygdom. Den er så forfærdelig, da den langsomt men sikkert fratager mennesket ilt, energi, udfoldelser og anstændighed i sin brutale magt og vælde. Senere kommer problemer med hjertet, spisning, store grimme sår, der ikke vil heles, tør hud, der sprækker som elefanthud, demenslignende tilstande under forhøjede perioder med KOL, iltapperater, depression, mangel på at kunne komme i bad, spise og til sidst ligger man med ansigtet dybt begravet i en c-pap maske inden man dør. Det eneste barmhjertige i denne sygdom er døden, der ofte indtræffer, når KOL patienten er gledet ind i koma p.g.a forhøjet kuldioxid i kroppen.

Jeg håber, at jeg kommer til fred med denne kendsgerning, at min mor kunne have levet 10-15 år længere, hvis hun havde stoppet med at ryge i tide.

I dag kan jeg kun mærke sorgen, smerten og håbløsheden. Himlen græder. Det samme gør min familie og jeg. Mine 2 elskede sønner skal sige farvel til deres mormor i dag. De er kun 9 og 12 år gamle. Det er alt for tidligt. Min datter på 4 år skal ikke med i dag. Hun er på en velfortjent lille ferie hos vores reservebedster.

Ingen kommentarer:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...