Om leve i efteråret det 4. år efter min mors død

Det smukkeste efterårsvejr farver landskabet i bløde og forunderlige farver, der lige om lidt afløses af nøgne, våde og kolde træer i måneder, der bliver mørke og dunkle.

Sommeren gik uden at jeg fik skrevet på denne blog. Jeg ved ikke om det er godt eller skidt, men måske er det et tegn på, at sorg og det efterfølgende savn er ved at finde sit leje hos mig på en måde, der gør, at jeg kan leve mit liv videre.


I denne sommer begyndte det virkelig at føles som rigtigt længe siden, at min mor var nærværende og levende i mit liv. Erindringerne er blevet lidt svagere og fyldt op af andre mere nutidige oplevelser, tanker og følelser. Jeg tænker ikke længere på min mor hver dag, men flere gange om ugen. Ofte er det korte og sporadiske tanker, der hurtigt afløses af nutidens krav om at være tilstede her og nu i det liv, der leves nu. Alligevel vil min mor mangle på sin mor. Altid. Når jeg sidder her i en stille sjælden stund, hvor jeg er helt alene hjemme og regnen siler ned udenfor samles tankerne og nærværet om det savn, som alle moderløse mennesker overvældes af i perioder. Måske er det blot perifært, momentant, enkelt og kortvarigt, men det zig zagger i mit sind for evigt.

Jeg savner i sær min mors sms´er. Jeg savner at høre fra hende nogle gange om ugen, når hun ikke havde kræfter til andet end at sende en sms. Hun kaldte mig et særligt kælenavn som ingen gør længere. Ingen bekymrer sig for mig på samme måde som hun gjorde, når hun havde det godt. Jeg er sikker på, at hun fra Himlen gør, hvad hun kan for at beskytte mig og hjælpe mig på vej, når jeg sidder på sygehuset og venter og venter og venter på svar, læger og sygeplejersker, der skal komme og give mig svar. Der er ingen, der elsker mig på den måde længere som min mor gjorde. Jeg kender følelsen til mine egne børn. Det er en langmodig, tålmodig, ekstensiel og overvældende kærlighed. Når jeg bider tænderne sammen for at klare dagen og vejen, når smerter og andre begrænsninger sætter sin egen dagsorden, så er der ingen, der længere ved, hvad det inderst inde gør ved psyke og sjæl. Da min mor døde lovede jeg mig selv, at jeg ville klare mig. Ville holde fast i livet. Sådan er det stadig for "giving up has never been an option". Jeg giver aldrig op, heller ikke nu eller i morgen. Først når jeg dør stopper det faktum,at hver dag skal laves og den skal leves godt.

Jeg bliver selv ældre. Mit andet barn er også blevet teenager. Næste skoleår skal min ældste på efterskole. Han har fået sin første kæreste og om ikke så længe flyver han fra reden. Min mindste skønne datter går i 1. klasse, har lært at læse og trives som en fisk i vandet. Hun elsker at leve, tager fat på alle udfordringer med stor gejst og er helt umulig ikke at elske højt og betingelsesløst. Jeg kan se flere fine rynker omkring mine læber og min altid rynkeløse mand har fået et par streger i manden. Livets tand og tid sætter også sine spor på os. Det er godt nok og i orden.


Ingen kommentarer:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...