I går blev en dag fyldt af livets store kontraster. Min datter havde fødselsdag og det var en fantastisk dag, men 1 time før det gik løs med fødselsdagen fik jeg en af de værste opringninger i mit liv siden min mor døde.
Min veninde ringede og sagde i øret: "Han er død, han er død" og jeg var lige ved at tabe telefonen på gulvet i bar chok. Det var tydeligt, at hun var i chok og det samme blev jeg. Hun havde mistet sin lille søn aftenen før 27 uger henne i graviditeten på grund af moderkageløsning. Det hele var gået så stærkt og hun havde født ham i løbet af en time. Jeg kunne næsten ikke tro hvad hun sagde og jeg blev meget ked af det. Hun fortalte, at han vejede 880 g og var 35 cm lang. Det var simpelthen så svært at skulle holde min datters fødselsdag uden at hun skulle mærke noget. Hun er meget opmærksom på døden og hun skulle ikke huske sin 7 års fødselsdag med disse erindringer om en meget ked mor.
Min veninde var blevet insemineret og er således slutningen af 30´erne. Denne skønne lille dreng var hendes store drøm om at få sin egen familie. Om aftenen tog jeg ud på sygehuset for at besøge hende og se den skønne lille knægt.
For skøn det var han. Så pæn og blød og alt for kold. Han var bare så fin og lille og min veninde kyssede og krammede ham hele tiden. Jeg sad med ham og aede hans lille kolde og bløde kind. Åh, hvor gør det mig ondt. Jeg havde også sådan glædet mig til at få lov til at følge endnu en lille trold igen fordi ingen af mine veninder har længere små børn. Jeg kender ikke nogen med små børn som man vil kunne følge på den måde. Min veninde var meget fattet, men tydeligt i chok og meget talende med både læge og den jordemoder, som kom over til hende i aftes for at tale fødselsforløbet igennem. Det er helt uvirkeligt, at han er død. Fuldstændig meningsløst og forfærdeligt. Jeg er bare så ked af det på hendes vegne og lidt min egen, men allermest på den lille skønne drengs vegne. Han skulle jo have været levende og været klar til at komme ud i verden om nogle måneder. Åh, hvor gør det mig ondt.
Det er noget af det værste jeg har oplevet sin min mor døde.....
Min veninde ringede og sagde i øret: "Han er død, han er død" og jeg var lige ved at tabe telefonen på gulvet i bar chok. Det var tydeligt, at hun var i chok og det samme blev jeg. Hun havde mistet sin lille søn aftenen før 27 uger henne i graviditeten på grund af moderkageløsning. Det hele var gået så stærkt og hun havde født ham i løbet af en time. Jeg kunne næsten ikke tro hvad hun sagde og jeg blev meget ked af det. Hun fortalte, at han vejede 880 g og var 35 cm lang. Det var simpelthen så svært at skulle holde min datters fødselsdag uden at hun skulle mærke noget. Hun er meget opmærksom på døden og hun skulle ikke huske sin 7 års fødselsdag med disse erindringer om en meget ked mor.
Min veninde var blevet insemineret og er således slutningen af 30´erne. Denne skønne lille dreng var hendes store drøm om at få sin egen familie. Om aftenen tog jeg ud på sygehuset for at besøge hende og se den skønne lille knægt.
For skøn det var han. Så pæn og blød og alt for kold. Han var bare så fin og lille og min veninde kyssede og krammede ham hele tiden. Jeg sad med ham og aede hans lille kolde og bløde kind. Åh, hvor gør det mig ondt. Jeg havde også sådan glædet mig til at få lov til at følge endnu en lille trold igen fordi ingen af mine veninder har længere små børn. Jeg kender ikke nogen med små børn som man vil kunne følge på den måde. Min veninde var meget fattet, men tydeligt i chok og meget talende med både læge og den jordemoder, som kom over til hende i aftes for at tale fødselsforløbet igennem. Det er helt uvirkeligt, at han er død. Fuldstændig meningsløst og forfærdeligt. Jeg er bare så ked af det på hendes vegne og lidt min egen, men allermest på den lille skønne drengs vegne. Han skulle jo have været levende og været klar til at komme ud i verden om nogle måneder. Åh, hvor gør det mig ondt.
Det er noget af det værste jeg har oplevet sin min mor døde.....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar