Vigtige og store beslutninger træffes i disse uger. Der er store eksistensielle spørgsmål og dilemmaer i spil. Måske er det alderen eller måske var årsagen, at døden kom meget tæt på igen i disse uger. Døden, når den er allermest ubærlig og forfærdelig. Døden, når den rammer et lille barn, som aldrig har fået en chance, men som var så fuld af håb og drømme om alle de forestillinger man havde om barnet.
Tirsdag d. 5.2 traf jeg en afgørende beslutning. Jeg har råbt for meget af mine børn. Alt for meget. Nu skal det være slut for jeg kan mærke, at der igennem længere tid har været alt for meget knas i kommunikationen med min store teenager, som faktisk er ret omgængelig og i den milde udgange af den værste slags teenager man ofte forestiller sig. Jeg kommer fra en dysfunktionel baggrund, hvor der har været rigtigt mange uheldige og forkerte indslag i min opdragelse. Det er lykkedes mig at holde mit løfte til mig selv om, at jeg aldrig vil slå mine børn. Det er ulovligt. Desuden er det at blive slået forbundet med så store følelsesmæssige omkostninger for barnet, at det bare SKAL undgås. Det er lykkededes mig. Jeg har aldrig, selv i mine vildeste vredesudbrud, aldrig slået dem. Jeg har heller ikke talt nedsættende til dem som med "Du er en idiot" eller andre nedgørende udtalelser.
Til gengæld har jeg råbt for meget. Jeg har manglet konstruktive værktøjer i at håndtere svære konflikter, hvor jeg ikke har haft de rette værktøjer til at klare dem så det har været hensigtsmæssig og mine børn ikke kun husker en vred og råbende mor i de situationer. Mine børn og jeg har behov for at ændre dette. Ændre historiens gang mens jeg endnu har en chance for det. I næste måned bliver min teenager 15 år og jeg kan begynde at se, at hans år herhjemme bliver færre. Derfor må jeg gøre det nu, hvis det skal batte, hvis det skal nå at ændre sig til det bedre i relationen mellem ham og jeg. Og ikke mindst med mine andre børn, selvom de bor længe hjemme endnu.
Jeg ved, at det kommer til at holde. Det er svært, men jeg har andre gange i mit liv haft disse skelsættende beslutninger og erkendelser om, at NU må det ændres. Jeg har tænkt tanken længe om, at jeg ikke må råbe af mine børn, men det er ikke lykkedes før NU at ændre det til det mere hensigtsmæssige. Mit liv havde været lettere hvis ikke jeg skulle opfinde alt forfra hver gang. I aftes var jeg til en skøn 40 års fødselsdag hos en veninde sammen med 11 andre. Jeg skulle køre 40 km hjem, så jeg kunne naturligvis ikke drikke, men jeg drikker også generelt meget sjældent. Jeg kan huske hvordan det var at opleve den usikkerhed, det giver hos børn, hvis deres forældre er påvirkede. Jeg har nogle meget tydelige og ubehagelige barndomserindringer, som jeg vil huske til jeg dør. Nogle erindringer, jeg på ingen måde ønsker mine børn skal huske på samme måde.
Jeg tænker sommetider over, hvorfor jeg i nogle perioder oplever sådan en ekstensiel ensomhed som jeg gør i disse uger? Jeg grubler nok for meget alene. Fortæller ikke så meget om mit inderste andet til nogle udvalgte få, som jeg stoler på. Jeg har ikke brug for at blive såret. Jeg ville ønske, at det også senere i mit liv ville blive lettere, at blive sådan lidt mere "easy going" med aftaler og forventninger man har til sine familie og venner. Jeg er så vant til at have en meget lav forventning om noget godt hos min far at jeg bliver usikker på, hvad jeg så kan "forvente" af andre, der står mig nær og som jeg også selv hjælper meget.
I dag får jeg besøg af en veninde, hendes mand og deres 2 små børn. Det bliver hyggeligt med sådan nogle små børn på 2 og 4 år. Jeg kender ikke nogen helt tæt på, som skal have eller som har mindreb ørn. Min veninde, som mistede sin søn i sidste uge er faktisk den eneste. Det er vinterferie. Jeg har ikke fri, men mine unger skal på ferie hos deres farmor fra på mandag og hele ugen. Det betyder, at det jo nærmest bliver ferie at gå på arbejde.
Jeg tænker også på min mor. Prøver at komme helt overens i mit inderste over, at hun svigtede så mange gange og lod mig udsætte for nogle af de oplevelser hun gjorde. Jeg vil ikke udlevere hende her på bloggen eller vanære hendes mindre, men de har gjort et stort og uudsletteligt indtryk og haft betydning for hvordan jeg agerer generelt. Livet er ikke altid en dans på roser, men der skal alligevel ingen tvivl være om, at jeg ikke vil undvære livet. Jeg har tidligere i mit liv haft selvmordstanker, når alt blev for meget, men sådan er det ikke længere. Tanken om at skulle undvære min mand, børn og ikke mindst, hvad det ville betyde for dem i deres liv er nok til at, at tanken slet ikke er til stede længere.
Tirsdag d. 5.2 traf jeg en afgørende beslutning. Jeg har råbt for meget af mine børn. Alt for meget. Nu skal det være slut for jeg kan mærke, at der igennem længere tid har været alt for meget knas i kommunikationen med min store teenager, som faktisk er ret omgængelig og i den milde udgange af den værste slags teenager man ofte forestiller sig. Jeg kommer fra en dysfunktionel baggrund, hvor der har været rigtigt mange uheldige og forkerte indslag i min opdragelse. Det er lykkedes mig at holde mit løfte til mig selv om, at jeg aldrig vil slå mine børn. Det er ulovligt. Desuden er det at blive slået forbundet med så store følelsesmæssige omkostninger for barnet, at det bare SKAL undgås. Det er lykkededes mig. Jeg har aldrig, selv i mine vildeste vredesudbrud, aldrig slået dem. Jeg har heller ikke talt nedsættende til dem som med "Du er en idiot" eller andre nedgørende udtalelser.
Til gengæld har jeg råbt for meget. Jeg har manglet konstruktive værktøjer i at håndtere svære konflikter, hvor jeg ikke har haft de rette værktøjer til at klare dem så det har været hensigtsmæssig og mine børn ikke kun husker en vred og råbende mor i de situationer. Mine børn og jeg har behov for at ændre dette. Ændre historiens gang mens jeg endnu har en chance for det. I næste måned bliver min teenager 15 år og jeg kan begynde at se, at hans år herhjemme bliver færre. Derfor må jeg gøre det nu, hvis det skal batte, hvis det skal nå at ændre sig til det bedre i relationen mellem ham og jeg. Og ikke mindst med mine andre børn, selvom de bor længe hjemme endnu.
Jeg ved, at det kommer til at holde. Det er svært, men jeg har andre gange i mit liv haft disse skelsættende beslutninger og erkendelser om, at NU må det ændres. Jeg har tænkt tanken længe om, at jeg ikke må råbe af mine børn, men det er ikke lykkedes før NU at ændre det til det mere hensigtsmæssige. Mit liv havde været lettere hvis ikke jeg skulle opfinde alt forfra hver gang. I aftes var jeg til en skøn 40 års fødselsdag hos en veninde sammen med 11 andre. Jeg skulle køre 40 km hjem, så jeg kunne naturligvis ikke drikke, men jeg drikker også generelt meget sjældent. Jeg kan huske hvordan det var at opleve den usikkerhed, det giver hos børn, hvis deres forældre er påvirkede. Jeg har nogle meget tydelige og ubehagelige barndomserindringer, som jeg vil huske til jeg dør. Nogle erindringer, jeg på ingen måde ønsker mine børn skal huske på samme måde.
Jeg tænker sommetider over, hvorfor jeg i nogle perioder oplever sådan en ekstensiel ensomhed som jeg gør i disse uger? Jeg grubler nok for meget alene. Fortæller ikke så meget om mit inderste andet til nogle udvalgte få, som jeg stoler på. Jeg har ikke brug for at blive såret. Jeg ville ønske, at det også senere i mit liv ville blive lettere, at blive sådan lidt mere "easy going" med aftaler og forventninger man har til sine familie og venner. Jeg er så vant til at have en meget lav forventning om noget godt hos min far at jeg bliver usikker på, hvad jeg så kan "forvente" af andre, der står mig nær og som jeg også selv hjælper meget.
I dag får jeg besøg af en veninde, hendes mand og deres 2 små børn. Det bliver hyggeligt med sådan nogle små børn på 2 og 4 år. Jeg kender ikke nogen helt tæt på, som skal have eller som har mindreb ørn. Min veninde, som mistede sin søn i sidste uge er faktisk den eneste. Det er vinterferie. Jeg har ikke fri, men mine unger skal på ferie hos deres farmor fra på mandag og hele ugen. Det betyder, at det jo nærmest bliver ferie at gå på arbejde.
Jeg tænker også på min mor. Prøver at komme helt overens i mit inderste over, at hun svigtede så mange gange og lod mig udsætte for nogle af de oplevelser hun gjorde. Jeg vil ikke udlevere hende her på bloggen eller vanære hendes mindre, men de har gjort et stort og uudsletteligt indtryk og haft betydning for hvordan jeg agerer generelt. Livet er ikke altid en dans på roser, men der skal alligevel ingen tvivl være om, at jeg ikke vil undvære livet. Jeg har tidligere i mit liv haft selvmordstanker, når alt blev for meget, men sådan er det ikke længere. Tanken om at skulle undvære min mand, børn og ikke mindst, hvad det ville betyde for dem i deres liv er nok til at, at tanken slet ikke er til stede længere.
2 kommentarer:
Min mor døde samtidig med din mor. Af KOL. Jeg kan, som du, fortælle om en mor, som jeg holdt af og havde et godt forhold til, men der er også en historie om en mor som valgte at fortsætte med at ryge efter hun blev diagnosticeret, og på den måde svigtede mig ved at ryge sig selv ihjel. Jeg kan fortælle om de mange gode minder fra min barndom. Men historien har flere facetter. For med til historien hører også minderne fra de 4 år hvor min mor havde et stort dagligt forbrug af alkohol og ikke var i stand til at være nogen særlig god mor for mig. Sorgen over at først alkohol og senere smøgerne var vigtigere end at være der for mig.
Jeg synes ikke, når jeg ser på mit samlede billede af min mor, at hun var et forfærdeligt menneske. Hun var i lange perioder et menneske, der havde det rigtig svært. Det var også en del af hendes historie.
Du ønsker ikke at udlevere din mor her på bloggen, og det er ok. Men for din egen skyld skal du huske alle facetterne af det menneske, din mor var, og ikke forfalde til at male mindet om hende i et lyserøde skær med glorie og vinger.
Selv har jeg haft det rigtig svært ved at åbne for posen af undertrykte minder. Mest fordi jeg synes at titlen "barn af en alkoholiker" giver mig et offer-prædikat, som jeg ikke vil have. Men det er en ægte del af hendes og min historie, det er lige så meget mit liv som alle de morsomme og glade stunder, som heldigvis også har fyldt en stor del af min barndom. Alle de ting jeg lykkes med nu er heller ikke "på trods af" men bare fordi jeg kan.
Efter min bedste overbevisning vanærer du ikke din mors minde ved at fortælle hele jeres historie, tværtimod. Jeg tror, vi er mange, der godt forstår at man kan elske og sørge over en mor, også selv om man har haft en barndom, der ikke kun har rummet varm cacao og hjemmebag, men også svigt, afmagt og frustration.
Jeg har haft langt nemmere ved at tale om de negative sider efter min mors død, og det har for mig ændret meget ved min følelse af ensomhed.
Jeg ved, at min mor elskede mig så godt hun kunne. Det er okay. Og det er også okay at det ind i mellem ikke var særlig godt. Jeg kan godt fortælle de negative ting uden at udlevere hende eller vanære hendes minde, fordi jeg kan gøre det med indsigt og forståelse og kærlighed.
Hej Hanne
Mange tak for din konstruktive og livskloge kommentar. Jeg bliver både glad og trist over at få en kommentar som din. Glad fordi du deler og tager dig tid til at komme med dine kloge kommentarer. Jeg bliver ked af det fordi jeg kan læse, at du og jeg har mange lighedspunkter i vores fortid som på godt og ondt former os i dag. Jeg ønsker ikke at vanære min mors minde offentligt, men tro mig - jeg er knivskarp i erindringen om de oplevelser og erindringer min mors mangelfulde kompetencer har betydet for mig og mit liv. Det har ikke været let og jeg glemmer aldrig. Det sidder i mine før-sproglige erindringer som aldrig svigter i deres information. Jeg ved også, at min mor elskede mig på sin måde og at hun også var et produkt af en barndom efter 2. verdenskrig fuld af fattigdom og alkoholmisbrug.
Ja, og du har ret. Vores mødre svigtede groft ved bare at ryge og drikke efter hun blev diagnosticeret. Jeg husker tydeligt, at hun havde totalt nikotingule fingre da hun sov ind. Det vidner om misbrugets stærke kræft og hendes valg, som jeg aldrig forstod og aldrig kommer til at forstå. Men jeg har tilgivet hende for få måneder før hun døde sagde hun alt det jeg havde brug for at høre. Tak for din kommentar. Jeg værdsætter den meget.
Send en kommentar