Om at mangle min døde mor til min datters fødselsdag

Det er den 1. dag i den anden måned i det nye år 2014. En helt ny måned, der starter med min datters fødselsdag i dag. Hun er min mindste og er ikke længere lille. En ny tid er begyndt i mit liv. En tid som mor til store børn og en teenager. En ganske udfordrende, lærende og indholdsrig tid. Min ældste teenager er meget i sine egne behov, snart 15 år og alligevel en utrolig dejlig og betænksom gut, der har brugt mere end 300 kr. af sin løn på en gave til sin lillesøster, som han vidste hun ville blive glad for. I skrivende stund har hun pakket sine gaver op og sidder og sidder netop med sin storebror og prøver sit nye spil til sin Nintendo.

I går var jeg i det nærliggende center, hvor jeg har mange gode minder med min mor. Der har vi gået mange gange sammen og i de senere år har hun haft sit iltapperat med i en taske fordi hun blev svagere og svagere. Under min barsel med min yngste datter spiste vi brunch og drak kaffe sammen der et par gange om måneden. Den café vi sad på er stadig i centret og har ikke ændret sig i forhold til dengang. I går var der mange mennesker i centret. Folk havde fået penge og kulden bed så meget, at man generelt befinder sig bedst indenfor. Jeg fik et sug i maven af savn og længsel. I går var minderne om min mor og jeg i centret bare så nærværende og intense. Jeg kunne fornemme hende allevegne og så hende ganske tydeligt for mig i så detaljerede fragmenter som hendes hårfarve, næsens form og hendes fingre, som til forveksling ligner mine. Jeg kunne se hende gå rundt mellem alle tilbuddene og have lyst til at købe det hele. Objektivt set var min mor præget af impulsivitet i forhold til køb, hvilket vi også så da hun var død for min far har fundet mange mærkelige, ubrugte og unødvendige varer i skabene efterhånden som han har ryddet op.

Og her i skrivende stund inden der kommer gæster på besøg i eftermiddag er jeg faktisk også lidt trist over at min mor ikke er med. I det hele taget var dagen i går ikke specielt god. Jeg var simpelthen så træt efter en nat uden mere end 4-5 timers søvn. Jeg havde fået afslag på et job som jeg havde søgt og rigtigt gerne ville have. Det er det første job jeg har søgt i 4 år og jeg havde gjort mig meget umage med at skrive ansøgningen og kom også til jobsamtale. Jeg fik afslag med den begrundelse, at jeg havde været lidt for alvorlig til samtalen, som de ellers vurderede, at jeg havde været kvalificeret til. Øv. Det var ikke en god dag. Jeg vil bare så gerne prøve noget nyt med hensyn til arbejde. Jeg keder mig i selve arbejdsopgaverne og har alt for meget at lave.  I dag er humøret bedre. Kan man andet, når ens datter har fødselsdag.

Der har været flere fødselsdage siden min mors død og det er gået lettere hver gang. I dag er det lidt anderledes kan jeg mærke. Måske er det fordi min datter er ved at være stor og det ubevidst kan minde om, at der igen er en ny livsfase i mit liv, hvor min mor ikke er med. En livsfase med nye oplevelser og minder som hun aldrig vil blive en levende del af. Det gør mig faktisk ret ked af det kan jeg mærke, men det er der ikke noget at gøre ved. Det er jo den pris man betaler for ikke at have en mor med i det.

Jeg savner dig mor. I dag sidder der en lille klump i halsen på mig og jeg ville sådan ønske, at du var her. Jeg er forundret over, at savnet kan blive så stærkt og klart i sine nuancer efter langsomt at have blegnet i det levede livs lys. Igen er det et eksempel på at savnet efter en død mor har sit helt eget uforudsigelige og mærkelige liv.

Ingen kommentarer:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...