Om at fejre jul i det 4. år efter min mor døde

I går var det juleaften. En dejlig rolig én af slagsen i min lille familie. Vi var min far, min svigermor, mand og unger.

Vi fik god mad, danset om det dejlige juletræ, sunget mange sange, som min mindste datter havde skrevet en rækkefølge på. Det var en blanding af de nationaliteter vores familie repræsenterer. Det er altid en forunderlig oplevelse at se, hvordan ungerne uden besvær mestrer det andet sprog i vores hjem udover dansk.


Jeg har desværre haft et rigtigt dårligt år med sygdom og senest har jeg fået en alvorlig autoimmun sygdom, som sætter sine begrænsninger på mit liv indtil jeg lærer at leve med det i forhold til den rette mængde medicin, livsstil og ikke mindst mental accept at den forholdsvis nye sygdomstilstand. Det betød, at jeg måtte ud og gå intervalgang en halv times tid i aftes efter aftensmaden sammen med min mand. Der er altid stille sådan en juleaften, selvom vi bor i en større by mødte vi kun en fuld mand og to etniske unge gutter, der snakkede højlydt i mobiltelefon. Jeg fik nogle gode gaver og det gjorde familien også.

Lille juleaftensdag var vi hos et ældre ægtepar, jeg har lært at kende. De har ingen børn og faktisk har vi kendt dem i flere år, men på grund af dårlig samvittighed overfor vores reservebedster, har jeg altid valgt at nedtone kontakten lidt, men hvor dumt gjort af mig. Det skal der klart laves om på i det nye år.

Denne december har klart været den letteste siden min mors død for 3 1/2 år siden.Jeg har ikke været voldsomt ulykkelig eller grædt som jeg har gjort de senere år. For hvert år er det blevet lidt mindre smertefuldt og lettere at håndtere, at min mor ikke er her længere og jeg aldrig kommer til at holde en juleaften med hende igen. Når jeg skriver det og jeg læser min egen tekst, så er det heller ikke så smertefuldt at læse det. Så jeg må i sandhed konkludere, at det gamle visdomsord om, at "tiden læger alle sår" passer i mit eget perspektiv om, at tiden måske ikke læger alle sår, men det heler sårene langsomt og sårkanterne lukker sig mere og mere om det dybe eksistensielle sår, det er at miste sin mor.

I morgen skal vi til julefrokost hos noget af min mands familie og det bliver rigtigt hyggeligt.

Og som i et eventyr er vi i dag vågnet op til et sneklædt landskab og min mand og unger er i skrivende stund gået udenfor og gået i gang med at forsøge at bygge en snemand af det sne, der er kommet.

Jeg sidder her og kigger på juletræet og kommer til at tænke på dengang min mor pyntede juletræet.

Så savner jeg hende, men jeg ved, at jeg ser hende igen og det giver mig trøst, når jeg alligevel bliver en smule vemodig om, at hun er væk for altid.

Ingen kommentarer:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...