Om at blive et helt menneske når mor var alkoholiker

Det er midsommer og vejret er skønt. Jeg trives generelt og har i flere måneder dyrket intensiv træning, hvilket har haft en helt utrolig indflydelse på mit velbefindende og liv generelt.

Mine børn trives generelt godt og jeg er meget stolt af, at den sociale arv ser ud til at blive brudt fordi de alle trives i skolen og har mange gode venner. De er vokset op i et hjem uden alkohol og alle de forfærdelige følgevirkninger, det giver hos dynamikken i en familie.
Alligevel er der nogle efterdønninger som jeg har haft i bestræbelserne på at slå til som mor, som kvinde, som individ og som det menneske jeg er. Det har været en hård kamp og det er det stadig - i perioder. Fordelen ved at blive ældre er, at mange sår heles, dramaer bliver mindre betydningsfulde, kroppen bliver en anelse ældet og kræver mere mental og fysisk opmærksomhed for at yde sit bedste. Nærværet bliver mere intenst og man bliver mere selektiv i arbejdsopgaver, relationer og vil gerne være sammen med mennesker, hvor gensidig oprigtighed er til stede.

Jeg har fundet mig et nyt arbejde for 1 måned siden. Det har været helt fantastisk at starte på et nyt arbejde med færre timer og med mere fokus på de kerneopgaver jeg var kommet så langt væk fra i mit tidligere arbejde. I løbet af det sidste år har jeg gennemgået en stor indre personlig udvikling, hvor jeg er blevet mere bevidst om nogle uheldige mønstre i mine relationer til andre mennesker. Jeg har i nogle relationer ubevidst påtaget mig rollen med at være den bærende i relationen. Jeg påtog mig rollen med at være den initiativtagende, nærværende, spørgende og opsøgende. Det magter jeg ikke mere. Derfor bliver jeg nødt til at være opsøgende og med i relationer, hvor jeg kan mærke, at der også er en oprigtighed og interesse hos den anden. Ellers går det ikke rigtigt for mig mere. Jeg får ondt i maven af at spekulere på, hvorfor den anden nu aldrig ringer tilbage eller bare altid har for travlt til at ses. Jeg kan se at det måske kommer til at betyde at enkelte relationer vil glide ud eller antage en anden form end den hidtidige. Det har givet en periode med sorg fordi disse erkendelser også efterlader mig med angst for fremtiden. Hvordan det skal gå fordi det kan være angstprovokerende og overvældende at give slip og ændre nogle meget indgroede mønstre dannet i den tidlige barndom og som sikrede en vis form for overlevelse.

Jeg er i fuld gang med at danne nye og inspirerende venskaber/netværk. Jeg har lært 3 spændende og dejlige kvinder at kende og vi har flere gode oplevelser bag os med henblik på at udvikle og inspirere venskabet. Der er en oprigtig interesse for den anden i disse nye relationer og det gør mig rigtig glad, men også meget opmærksom.

Livets essens er ikke karriere, men gode og livgivende relationer med de mennesker vi elsker og holder af. Venner og familie.




Ingen kommentarer:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...