Jeg savner min mor i disse uger. Det er ikke nogen hemlighed. Påsken har været helt fantastisk med frihed og dage uden børn med plads til tanker, træning og ture ud i naturen. Jeg holder virkelig mentalt ferie, men det er også hårdt at være omgivet af sine børn hele tiden. Der er konstant vasketøj, en doven og træt teenager, der liver op, når der er mad og fodbold på tapetet.
En begyndende præteenager på 12 år kræver sit og jeg synes ofte, at jeg tænker igennem, agerer, mægler, overkommer, overhører, gestikulerer og prøver at slå til alle steder.
Jeg har nydt de smukke påskeliljer, der er alle steder. De små hvide margueritter og de knaldgule mælkebøtter i min græsplæne. Jeg mærker et sug i maven af et savn, der ikke længere lader sig verbalisere på samme klare måde som den gjorde de første forår efter min mors død. I disse uger mærker og sanser jeg hende meget tydeligt. Jeg har det som om jeg kan gribe ud i hjertet og i luften omkring efter hende, men hun er der ikke i en fysisk form.
Jeg ser hende i påskeliljens smukt svungne gule blad.
Jeg hører hende i fuglenes fløjt tidligt om morgenen.
Jeg ser hende i mine egne hænder, da de er en ren reproduktion af min mors fingre.
Jeg mærker i hjertet hvor meget jeg savner hende.
Jeg får tårer i øjnene, når jeg skriver om hende.
Jeg savner i den grad at kunne kalde nogen for mor.
Jeg er en kvinde på 40, men kan føle mig som et lille barn.
Påsken har budt på masser af fysisk træning, yderligere vægttab, påskefrokost, besøg af gode venner og mental afslapning.
Jeg har ferie en uge endnu. Jeg glæder mig til at kunne slappe af sammen med børnene i en anden kontekst end her.
En begyndende præteenager på 12 år kræver sit og jeg synes ofte, at jeg tænker igennem, agerer, mægler, overkommer, overhører, gestikulerer og prøver at slå til alle steder.
Jeg har nydt de smukke påskeliljer, der er alle steder. De små hvide margueritter og de knaldgule mælkebøtter i min græsplæne. Jeg mærker et sug i maven af et savn, der ikke længere lader sig verbalisere på samme klare måde som den gjorde de første forår efter min mors død. I disse uger mærker og sanser jeg hende meget tydeligt. Jeg har det som om jeg kan gribe ud i hjertet og i luften omkring efter hende, men hun er der ikke i en fysisk form.
Jeg ser hende i påskeliljens smukt svungne gule blad.
Jeg hører hende i fuglenes fløjt tidligt om morgenen.
Jeg ser hende i mine egne hænder, da de er en ren reproduktion af min mors fingre.
Jeg mærker i hjertet hvor meget jeg savner hende.
Jeg får tårer i øjnene, når jeg skriver om hende.
Jeg savner i den grad at kunne kalde nogen for mor.
Jeg er en kvinde på 40, men kan føle mig som et lille barn.
Påsken har budt på masser af fysisk træning, yderligere vægttab, påskefrokost, besøg af gode venner og mental afslapning.
Jeg har ferie en uge endnu. Jeg glæder mig til at kunne slappe af sammen med børnene i en anden kontekst end her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar