Meget snart bliver jeg 41 år. Halvvejs igennem i livet. Lettere brugt i min krop, der ikke altid helt vil som jeg vil, men jeg giver ikke op. Jo ældre jeg er blevet jo mere er jeg kommet til at værdsætte livet med alle dets mange vidunderlige, vanvittige og vilde facetter. Jeg elsker at være midt i livet på trods af alle de svære ting i mit liv.
Skal der tages nogle radikale beslutninger skal det være. Og jeg har besluttet mig for at råbe meget mindre af mine børn. Det skal bare lykkes for i sidste måned fik jeg en vigtig, inderlig og klar erkendelse. LAD VÆRE MED AT RÅBE SÅ MEGET AF DINE BØRN. Det er lykkedes for mig at ændre den sociale arv på mange områder og der mangler lige det sidste i forhold til ikke at ville RÅBE længere.
Hvordan er det så gået? Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det er svært at ændre mønstre, som man først nu bliver inderligt refleksive omkring. Refleksionen skal ud i praksis og ind i frontallapperne, så jeg bliver bedre til at styre det. Hver 35-40 dag har jeg meget kraftig menstruation og der sker noget i mit hoved de dage. Jeg bliver mere aggressiv i det indre, ked af det, urolig og deler sikkert skæbne med mange andre kvinder i den henseende, men derfor er det stadig svært i de dage. Min mellemste dreng på 12 år er også ved at komme i puberteten og han kan være utrolig tvær når kommunikationen drejer sig om noget han ikke har lyst til. Irritationen kan sidde dybt i mig, når jeg kan mærke hans modstand mod at gøre andet end han liiiige har lyst til. Når det så er sagt, så er det faktisk lykkedes mig at reducere mine høje udbrud ganske betragteligt i den forløbne måned. Jeg har råbt 2 gange hvilket ikke er meget mod tidligere tider og bagefter kan jeg jo godt se, at det ikke er i orden at gøre, men jeg kan også blive ramt af afmagt i kommunikationen med sådanne knægte.
Min mor havde fødselsdag i denne måned. Jeg har savnet hende og tænkt meget på hende. En enkelt gang græd jeg. På hendes fødselsdag. Jeg overvejede frem og tilbage om jeg skulle besøge hendes gravsted, men som altid har jeg det ikke godt med at se hendes navn stå indprentet på den sten. Det fysiske manifest af hendes død. Den dag var en helt almindelig dag, hvor hverdagens logistik krævede sin kvinde, så jeg kunne ikke tage dagen fri og græde hele dagen lang. Men jeg tænkte meget på hende i de dage og i skrivende stund kan jeg igen mærke hvor meget jeg savner hende.
Skal der tages nogle radikale beslutninger skal det være. Og jeg har besluttet mig for at råbe meget mindre af mine børn. Det skal bare lykkes for i sidste måned fik jeg en vigtig, inderlig og klar erkendelse. LAD VÆRE MED AT RÅBE SÅ MEGET AF DINE BØRN. Det er lykkedes for mig at ændre den sociale arv på mange områder og der mangler lige det sidste i forhold til ikke at ville RÅBE længere.
Hvordan er det så gået? Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det er svært at ændre mønstre, som man først nu bliver inderligt refleksive omkring. Refleksionen skal ud i praksis og ind i frontallapperne, så jeg bliver bedre til at styre det. Hver 35-40 dag har jeg meget kraftig menstruation og der sker noget i mit hoved de dage. Jeg bliver mere aggressiv i det indre, ked af det, urolig og deler sikkert skæbne med mange andre kvinder i den henseende, men derfor er det stadig svært i de dage. Min mellemste dreng på 12 år er også ved at komme i puberteten og han kan være utrolig tvær når kommunikationen drejer sig om noget han ikke har lyst til. Irritationen kan sidde dybt i mig, når jeg kan mærke hans modstand mod at gøre andet end han liiiige har lyst til. Når det så er sagt, så er det faktisk lykkedes mig at reducere mine høje udbrud ganske betragteligt i den forløbne måned. Jeg har råbt 2 gange hvilket ikke er meget mod tidligere tider og bagefter kan jeg jo godt se, at det ikke er i orden at gøre, men jeg kan også blive ramt af afmagt i kommunikationen med sådanne knægte.
Min mor havde fødselsdag i denne måned. Jeg har savnet hende og tænkt meget på hende. En enkelt gang græd jeg. På hendes fødselsdag. Jeg overvejede frem og tilbage om jeg skulle besøge hendes gravsted, men som altid har jeg det ikke godt med at se hendes navn stå indprentet på den sten. Det fysiske manifest af hendes død. Den dag var en helt almindelig dag, hvor hverdagens logistik krævede sin kvinde, så jeg kunne ikke tage dagen fri og græde hele dagen lang. Men jeg tænkte meget på hende i de dage og i skrivende stund kan jeg igen mærke hvor meget jeg savner hende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar