Det er ikke let at være i sorg. Man er hudløs. Ensom. Bange. Ked af det.
Jeg er et menneske med en stor omgangskreds og mange veninder. Jeg er engageret i mange sammenhænge og jeg er normalt aktiv og udfarende. Sådan er det bare ikke altid helt længere. Jeg er blevet mere indadvendt og har ikke kræfter til at være så udfarende som jeg plejer.
Der er et par veninder som jeg har kendt i mange, mange år. Jeg hører næsten ikke fra dem. Jeg kan mærke, at jeg er meget skuffet over det, men jeg orker ikke at sige det til dem. De kan vel for pokker tænke? De kan vel vide, at jeg har brug for, at DE ringer og snakker, at DE ringer og tager initiaitv til at ses? Åbenbart ikke. Lige nu er det ikke tiden at gøre noget ved det. Jeg er bare så skuffet og jeg er ikke sikker på hvad det har af langtidsvirkninger for vores venskab. Min linie har altid været lang, men træder man ud over den for mange gange, så er det slut.
I går for eksempel. Jeg havde besøg af et par jævnaldrende legekammerater til min yngste søn og datter. Det et søskendepar, som er meget glade for at lege med mine børn og omvendt. Moren til børnene slog sig ned til kaffe og kvidrede uafbrudt i 3 timer om SIG selv og sit nye forhold. Hun ved, at jeg har mistet min mor, men ikke én gang spurgte hun til hvordan det gik? Hvad er der med folk? Har de ingen pli eller indsigt eller er jeg bare for krævende?
Så er der heldigvis de andre. Forstående naboer, en kollega, som jeg aldrig før har snakket rigtigt med har spurgt flere gange til hvordan jeg har det, andre veninder, der sender mig rare sms´er, ringer og er omsorgsfulde.
Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal håndtere det andet. Måske skal jeg bare acceptere, at sådan er det og så må jeg handle på det, når jeg har det bedre. Måske om 1 år. Jeg ved det ikke.
Øv.
Jeg er et menneske med en stor omgangskreds og mange veninder. Jeg er engageret i mange sammenhænge og jeg er normalt aktiv og udfarende. Sådan er det bare ikke altid helt længere. Jeg er blevet mere indadvendt og har ikke kræfter til at være så udfarende som jeg plejer.
Der er et par veninder som jeg har kendt i mange, mange år. Jeg hører næsten ikke fra dem. Jeg kan mærke, at jeg er meget skuffet over det, men jeg orker ikke at sige det til dem. De kan vel for pokker tænke? De kan vel vide, at jeg har brug for, at DE ringer og snakker, at DE ringer og tager initiaitv til at ses? Åbenbart ikke. Lige nu er det ikke tiden at gøre noget ved det. Jeg er bare så skuffet og jeg er ikke sikker på hvad det har af langtidsvirkninger for vores venskab. Min linie har altid været lang, men træder man ud over den for mange gange, så er det slut.
I går for eksempel. Jeg havde besøg af et par jævnaldrende legekammerater til min yngste søn og datter. Det et søskendepar, som er meget glade for at lege med mine børn og omvendt. Moren til børnene slog sig ned til kaffe og kvidrede uafbrudt i 3 timer om SIG selv og sit nye forhold. Hun ved, at jeg har mistet min mor, men ikke én gang spurgte hun til hvordan det gik? Hvad er der med folk? Har de ingen pli eller indsigt eller er jeg bare for krævende?
Så er der heldigvis de andre. Forstående naboer, en kollega, som jeg aldrig før har snakket rigtigt med har spurgt flere gange til hvordan jeg har det, andre veninder, der sender mig rare sms´er, ringer og er omsorgsfulde.
Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal håndtere det andet. Måske skal jeg bare acceptere, at sådan er det og så må jeg handle på det, når jeg har det bedre. Måske om 1 år. Jeg ved det ikke.
Øv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar