Der er dage, der går bedre.
Der er få dage, der går godt.
Der er enkelte dage, der går knap så godt.
Og så er der dagen i dag. Dagen, hvor det gik ad helvede til.
Sådan er det stadig dage. Dage, hvor sorgen føles så altomsluttende og kvælende i det enkle, men ulideligt ubærlige faktum.
Min. Mor. Er. Død.
Hun kommer aldrig tilbage.
Jeg besøgte graven for første gang i dag. Det var mest af pligt og dårlig samvittighed. Det var en hæslig oplevelse. Jeg tror aldrig, at jeg bliver én af dem, der kan finde trøst og fred ved et gravsted.
At se sin mors fulde navn indgraveret i en sten med fødsels- og dødsdato gjorde mig fysisk utilpas. Kvalmen, tårerne og ubehageligt voksede i tårer, hals og svælg.
Det var ikke spor rart, men nu er det overstået. Gravbesøget. Det besøg, som i mange øjne bør være obligatorisk. Nu er det slut med enkelte bebrejdende blikke, når folk spørger om jeg besøger min mors grav. Næhh, det gør jeg ikke. Det var min søsters valg, mod min mors oprindelige ønske, at hun skulle have en sten med navn. Det er helt i orden for mig. Sorg kan bearbejdes forskelligt. Min sorg bliver blot altomfattende, når jeg står der. Ved graven. Får en vanvittig lyst til at grave for at finde resterne af min mor og lukke øjnene og dø ved siden af hende. Det er jo ikke normalt at tænke sådan, vel? Den grav fik forfærdelige tanker til at blusse op.
Jeg har en pligt til at blive her så længe jeg kan. Passe på mine børn og udrette det, der endnu er mit skæbnelod i denne verden. Sådan er det. Verden er derude og kræver mig, så længe jeg kan holde ved.
Der er få dage, der går godt.
Der er enkelte dage, der går knap så godt.
Og så er der dagen i dag. Dagen, hvor det gik ad helvede til.
Sådan er det stadig dage. Dage, hvor sorgen føles så altomsluttende og kvælende i det enkle, men ulideligt ubærlige faktum.
Min. Mor. Er. Død.
Hun kommer aldrig tilbage.
Jeg besøgte graven for første gang i dag. Det var mest af pligt og dårlig samvittighed. Det var en hæslig oplevelse. Jeg tror aldrig, at jeg bliver én af dem, der kan finde trøst og fred ved et gravsted.
At se sin mors fulde navn indgraveret i en sten med fødsels- og dødsdato gjorde mig fysisk utilpas. Kvalmen, tårerne og ubehageligt voksede i tårer, hals og svælg.
Det var ikke spor rart, men nu er det overstået. Gravbesøget. Det besøg, som i mange øjne bør være obligatorisk. Nu er det slut med enkelte bebrejdende blikke, når folk spørger om jeg besøger min mors grav. Næhh, det gør jeg ikke. Det var min søsters valg, mod min mors oprindelige ønske, at hun skulle have en sten med navn. Det er helt i orden for mig. Sorg kan bearbejdes forskelligt. Min sorg bliver blot altomfattende, når jeg står der. Ved graven. Får en vanvittig lyst til at grave for at finde resterne af min mor og lukke øjnene og dø ved siden af hende. Det er jo ikke normalt at tænke sådan, vel? Den grav fik forfærdelige tanker til at blusse op.
Jeg har en pligt til at blive her så længe jeg kan. Passe på mine børn og udrette det, der endnu er mit skæbnelod i denne verden. Sådan er det. Verden er derude og kræver mig, så længe jeg kan holde ved.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar